"..." Deiji var virkelig nede på bunden og trængte tydeligvis til noget opmuntring. Men Amie vidste ikke, hvad han skulle sige. Hvorfor han havde taget ham med. Det vidste han ikke engang selv.
"Det er altid rart med lidt selskab!" Han smilede. Det var allerede begyndt at blive en større hæmsko end fordel at have ham på slæb, havde det vel hele tiden været, men han følte et ansvar for ham, han kunne ikke bare efterlade ham midt ude i en skov, helt forsvarsløs. Han undrede sig atter engang over, hvad det var, der bandt ham sådan til ham. Kunne han ikke bare være ligeglad?

Der var stille i skoven. Eller, det var der faktisk ikke. Uglerne tudede, og deres skridt gav genlød når de knasede ned i de visne blade. Deiji måtte give ham ret, efterhånden som han blev mere rolig vendede hans øjne sig faktisk en smule til mørket.

"Det er altid rart med lidt selskab!" Deijis mundvige sitrede. Ja ja, positiv. Det var det vel. Rart.

"Jaer, det er..." Deijis stemme løb ud, da et skingert skrig genlød gennem stammerne. Han for sammen, og stirrede ud i mørket. Men der kom ikke mere. Hans hjerte bankede, og han mærkede hvordan mørket igen blev tæt og skrammende.

"Det var en af Mesterens fugle..." Sagde han, selvom det nok ikke var nødvendigt.

::Tror Felina, at Luka har afsløret Felinas identitet/hendes evner? Hvilket Luka ikke har. XD::

Luka tabte vejret. Hendes mund føltes tør, og hendes skuldre blev helt anspændte, idet Lawrence nærmede sig med rolige og faste skridt. Hun følte det, som om sved brød frem på hendes håndflader - en menneskelig følelse, hun havde afskrevet for længst - og da hun mærkede efter, var der heller ikke spor af blodsved. Hun så op for blot at konstatere, at Lawrence' skarpe blik borede sig ind i hendes og fik hende til at føle sig lille. Luka kunne ikke afgøre med sig selv, om han tog gas på hende eller ej, men hun trak sig alligevel et par skridt tilbage ved ubehaget ved hans nærvær. Luka kastede et hjælpeløst blik på Felina. Havde kvinden virkelig tænkt sig at rejse med Lawrence - hvor de end skulle hen? Hvis Felina gjorde, havde Luka intet valg. Intet.

"Ehm ..." begyndte Luka kejtet og så alle andre steder hen end på Lawrence slanke, overnaturligt smukke skikkelse, "skal vi stå her og - øh, glane hele natten? Jeg mener ..." Luka strammede sit greb om paraplyen. De kunne ikke rejse om dagen som vampyrer - jo, hun havde ganske vist sin paraply, men kunne den dække Lawrence? Så slog det pludselig ned i hende igen. Lawrence blev ikke påvirket af sollys - ikke, da hun så ham før. Der var noget helt galt - det stred mod al hendes fornuft, at han ikke blev ædt af solens stråler.

::Jeg aner ikke, om Lawrence stadig kan tåle sollys... det afhænger lidt af, hvad Samuel gjorde ved ham, da Samuel skubbede Lawrence tilbage til "livet".::

"Vi går i den retning," Amie trak irriteret Deiji op fra jorden og gav sig til at løbe over mod fuglen. Han havde ikke tid til menneskernes langsommelighed, så ville Mesteren være væk, inden de så meget kom indenfor tankerækkevidde af ham. Han fór gennem underskoven og videre og ignorerede de skarpe grene, der konstant ramte ham (og Deiji) i ansigtet.

Et absurd grin bredte sig på Deijis ansigt, inden det blev afløst af et overrasket udtryk da han blev trukket småløbene/halvflyvende gennem skoven. Han var åbenbart ikke den eneste der sagde det åbenlyse. Selvfølgelig gik de i den retning. Når det var sagt var det ikke nogen særlig behagelig måde at rejse på.

Efter få skridt hvor han egentlig ikke stod på egne ben, fik han vendt sig så han i det mindste så ligeud. Adies greb slappedes ikke, og Deiji tumlede frem gennem grenene der slog mod hans arme, ben og ansigt. Han ømmede sig da en gren svirpede særlig hårdt og efterlod en lang rift på hans ene kind.

@Xazal: Før du overtog Luka kom hun lidt til at afslører at den der tiger der stod og kiggede på dem var Felina, ved at kalde hende ved navn, det mente Felina i hvert fald var at afslører hende, så hun forvandlede sig tilbage og skulede til Luka..... Felina er bare en meget overreagerende type xD

Bag sig hørte Gjal den bløde lyd af Samuels fødder mod det dunede græs. Han vendte sig langsomt og fulgte med den høje mand. Hen langs den let rislende bæk gik de i en tavshed, Gjal på den ene side ønskede at fylde, men med hvad vidste han ikke. Gjal havde endnu ikke fået løst sit dilemma, da de nåede en lille, hyggelig gårdsplads, og Samuel førte ham ind gennem en solid trædør og direkte ind i et stort rum med bogreoler op ad alle væggene. I midten af de fire reoldækkede vægge stod et egetræsbord med bløde siddepladser omkring. Samuel tog plads i en lænestol, der virkede en smule større og mere fornem end de andre i værelset. Usikkert stoppede Gjal op bag en af de andre stole og pillede fraværende ved en tråd i lænestolens rygpolstring.

Synet af Gjal fik et lille glimt af morskab frem i Samuels safirblå øjne. Han slog svagt ud med hånden som tegn til, at Gjal kunne sætte sig.
"Det er kun forventningen om, at dette rum og disse møbler er virkelige, der opretholder dem. Måske er det skabt af mig. Måske af en anden, højere magt." Samuel rynkede brynene et øjeblik. "Men det kan vel også være ligegyldigt."

Samuel ventede tålmodigt på, at Gjal skulle sætte sig. Han sad tilbagelænet og havde ikke i sinde at sige mere om rummet, om dette sted eller om noget som helst andet banalt, medmindre Gjal spurgte.

::@July: Åh, okay. Jeg er med.::

"Det er mig bedøvende ligegyldigt," svarede Lawrence kort med sin sædvanlige silkebløde, rolige tone. Han vendte hovedet halvt bort fra Luka og følte sig på sin vis skuffet over hendes svaghed. Han så på Felina.
"Det ville ikke gå mig synderligt på at have en ledsager," sagde han høfligt til hende. Lawrence ville helst være alene, men han vidste også, at han ikke ville nå langt helt alene; han vidste, at han blot ville strejfe omkring og lade naturen absorbere hans sorg og forbitrelse over Gjals død, over Amie og alt, hvad der var mislykkedes for ham. "Jeg vil gerne mod nord," fortsatte Lawrence, "jeg er vis på, at jeg kan finde en metode til at fremskaffe bogen." Lawrence holdt blikket rettet mod Felina udelukkende; han noterede sig hendes misbilligelse og reserverede holdning. Hendes vrede lod til at være rettet imod Luka.

Gjal fulgte den fremmede mands tavse opfordring og satte sig ned i den lænestol, han havde stået bagved. Manden sad nu lige over for Gjal og kiggede opmærksomt på ham med sine rolige og meget venlige øjne. Da efter noget tid ikke havde gjort mine til at starte en samtale, flyttede Gjal uroligt på sig i sin lænestol og spurgte så pludseligt: "Undskyld, jeg spørger, men ... Hvem er du? Jeg er nu klar over, at det her er et eller andet tanke-sind-mystisk sted, men hvorfor er jeg her? Hvorfor er ​du her?"

Det var forbandet kedeligt at gå gennem skoven på den måde. Selvom de gik forholdsvist hurtigt, af et langsomt tempo at være, temmelig paradoksalt, så var det alligevel monotomt og gentagende. Gå og gå og gå og gå, mens man konstant bliver revet i ansigtet af nye grene, medmindre man konstant går med hånden oppe foran ansigtet. Til sidst får man ondt i hånden. Af at holde den oppe. Eller. Bare ondt i hånden.

Der var sandelig sket meget siden hans besøg i Helvede. Han havde snakket med Satan og det samme havde Mesteren, og de havde begge to indgået en pagt, en joke, og man måtte sandelig sige, at Satan havde fået meget sjov for de penge. Det værste måtte næsten være, at showet ikke var slut endnu. Der var stadig massere af udfordringer tilbage, og selvom bogen var destrueret, så vidste han ikke, hvad det næste, der skulle ske, var. Han vidste ikke engang helt, hvad han var i stand til, og hvad han ikke var. Bogen var blevet til mindre end partikler, måske endda ingenting. Hvis den kunne det. Satan var sikkert i besiddelse af en kopi. Eller noget i den stil, garanteret. Amie var ikke sikker på en skid mere. Kun at Gjal var død. Og det var Lawrences skyld.

Måske var det Lawrence, der burde have været en tur i Helvede.

Og ikke være kommet tilbage.

Han fortjente i hvert fald ikke et lykkeligt liv.

Grenene piskede ham i ansigtet og en tynd stribe blod løb ned fra hans kind - han tørrede den irriteret væk. Tavsheden mellem dem var slående, de gik bare, uden at have sagt noget til hinanden i lang tid. Det var ikke engang en behagelig stilhed - det var en af de trykkende, en af dem, man gerne vil ud af. Eller. Amie.

Samuel rettede sig lidt fremad ved lyden af Gjals spørgende stemme, der virkede både forundret og ivrig. Denne gang smilede han ikke, selvom det lå ham nærmest på sinde at gøre sådan. Dét, der afholdt ham fra at smile, var, at Gjals uskyldige spørgsmål gav anledning til at sige noget, der i dén grad måtte chokere eller skræmme den unge vampyr.

"Din bevidsthed har allerede erkendt, at dit legeme blev tilintetgjort af solen - det er derfor, du irriteres ved synet af din Skaber nu. Hvorfor han ikke kom - hvorfor han lod dig i stikken. Dette sted -"

Samuel slog ud med hånden som for at indbefatte både dette rum, huset og området udenfor, før han fortsatte: "- er hensides liv og død. Du er ikke død - du er hverken død eller levende. Dette er ikke himlen, hvorfra Dødsenglen Alice opsøgte vampyrerne for at observere dem, eller Helvede, hvor Mesteren påstås at komme fra."

Samuel fik et bedrøvet glimt i sine safirblå øjne, da han lænede sig tilbage igen med hænderne foran sig, som nærmest formede et kirkespir med de hvide fingre. "Hvad mig angår," sagde han efter et stykke tid i tavshed og granskede Gjals opmærksomme ansigt omkranset af de mørke lokker, "så ved jeg, at du ikke blot kan nøjes med mit navn. Samuel. Jeg er Samuel, og du vil forstå, hvorfor det smerter mig, at Lawrence sjældent omtaler mig eller skænker mig tanker, når jeg fortæller dig dette: At JEG skabte ham. Og måske var det i sidste ende min fejl, at han var så grusom. Måske ... Måske ..."

Hans stemme døde bort, og hans blik var rettet mod et punkt over Gjals hoved - ikke på noget bestemt.

Samuels sidste, lavmælte ord ramte Gjal med stor kraft, som var hele himlen braset ned over hovedet på ham og havde begravet ham mellem Samuels mange oldgamle bøger. Var dette virkelig Lawrences skaber? Den skaber, Lawrence nægtede at tale om, men som tydeligvis altid havde bragt ham utålelige smerte at tænke på? Et øjeblik tænkte Gjal tilbage på en af sine tidligste dage sammen med Lawrence. Gjal var netop blevet indviet i vampyrernes hemmelige, blodige virkelighed, og han havde, opfyldt af tilbedelse, nysgerrighed og begær til, om og for den vampyr, der havde bragt ham ind i hele denne mangfoldige verden, uden omtanke spurgt Lawrence, hvem der havde skabt ham. Lawrence havde overrasket Gjal ved at blotte sine spidse hugtænder i et rovdyrgrin og sagt, med en anelse kølighed i stemmen: "Min Skaber - en idealist med et alt for stort hjerte, der blev hans endeligt." Og alligevel havde der været en vis usikkerhed i Lawrences stemme? Noget, Gjal ikke mindedes nogensinde at have set se igen. Gjal kunne ikke vide bedre, og han blev chokeret over Lawrences uforventede reaktion. Aldrig igen havde Gjal dristet sig til at spørge ind til Lawrences fortid.

Underligt nok gav det god mening for Gjal, hvor han befandt sig. Hverken i himlen eller i helvede. Et væld af spørgsmål trængte sig på på én og samme tid, og Gjal havde pludselig svært ved at beregne, hvilke der var vigtigst. Var det spørgsmålene til den sidste del af Samuels tale - den om Lawrence? Disse spørgsmål lå nærmest, og de betød en del, da Gjal nu havde mulighed for at få mere at vide om den vampyr, han havde elsket så højt. Eller var det den første del af talen, der var vigtigst at spørge ind til? Ville svarene på hans spørgsmål mon indeholde en mulighed for at vende tilbage til Lawrence igen? En mulighed for at se hans høje, slanke skikkelse, lytte til hans beroligende stemme og mærke det varme blod strømme ind mellem sine læber og ned i halsen, mens den smukke, altoverdøvende symfoni af blodets euforiserende musik fyldte hans ører? Af frygt for at glemme bare ét af disse spørgsmål, hvortil svarene virkede nærmest livsnødvendige, røg de alle ud i én køre, inden han kunne få samlet sine tanker ordentligt.

"Hvorfor vil Lawrence ikke tale om dig? Hvad er det, der har gjort Lawrence grusom? Hvis jeg ikke er død, kan jeg så vende tilbage til Jorden? Og hvad med dig, er du så heller ikke død? Hvor længe har du været her? Er du en vampyr nu, eller hvad er du? Er jeg en vampyr? Jeg føler ingen sult - længere."

Mens alle disse tanker susede gennem Gjals hoved og ud gennem hans mund, havde han opretholdt den samme foroverbøjede stilling, som han havde indtaget, da Samuel begyndte at snakke. Hans muskler var så spændte, at de nærmest dirrede, og hans øjne var rettet i et opmærksomt, aldrig flakkende blik direkte på Samuels bedrøvede ansigt, som om han med viljens kraft prøvede at trække svarene ud af mandens hoved.

Tilbagelænet, som han sad, forekom Gjals foroverbøjede skikkelse både utålmodig og anspændt, men den slags tog Samuel sig ikke af. Han havde for længst lagt utålmodighed bag sig - for længst glemt denne form for vitalitet, hvor iver og gåpåmod var drivkraften, men kærlighed og had, ondskab og godhed, for ikke at tale om lidelse og nydelse – ja, disse grundlæggende modsætninger, sindsstemninger og motiver havde han ikke glemt; de var ikke blot begreber for ham, men håndgribelige erindringer og følelser, han endnu kunne knytte til småting i stedet for at se de lange vidder.

Men Gjal var et lyslevende - Samuel morede sig ved tanken - billede på den unge, utålmodige og videbegærlige skabning, og derfor undslap en lavmælt, overbærende latter Samuels strube, netop som han ligeledes lænede sig fremefter og støttede albuerne på lårene for derefter at lægge hovedet på skrå med muntert spillende øjne.

”Du er nødt til at indskrænke, hvad der er væsentligt for dig, kære Gjal,” sagde han roligt. Hans ansigt fortrak sig i et lille smil, før det vendte tilbage til sin udtryksløse maske, hvor kun øjnene virkede spillevende. Men Samuel ventede ikke på svar, eller på Gjals reaktion over hans overbærende, vittige bemærkning; han begyndte roligt at forklare det forhåndenværende: ”Lige nu er det mest uvæsentlige, hvad du er, hvad jeg er, og hvor længe jeg har været i denne tilstand af ... ja, skal vi kalde det ophøjet udødelighed, hvor man skulle tro, at ingen lidelser herskede? Lidelse er måske netop dét, der forklarer, eller rettere ikke forklarer, hvad vi er nu.”
Samuel gjorde ingen anstrengelser for at gøre sig forståelig; han mente, at Gjal tids nok ville forstå. For øvrigt var han ikke den største tilhænger af at farve hverken sine ord eller tanker, men Gjal var mere en drømmer, én som satte pris på hver en stump af farve og lyd.

”Vi er ikke-eksisterende for andre end os selv og denne ikke-eksisterende, men alligevel konstruerede verden. Hvad er du nu, andet end det billede af dig selv, du har reduceret dig til? Du har bibeholdt din skikkelse, fordi du er bekendt med den og er tryg ved den og VED, hvordan du fremstår. Åh, og alligevel sidder du og smiler, som om jeg er tosset, eller sidder med en rynke i panden, fordi det umiddelbart giver mening. Du er det udtrykte billede af, hvad du var på Jorden – og det samme er jeg. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er den første til at forsøge at give slip på min skikkelse eller omdanne den til en hornet kæmpeøgle for synets skyld, da jeg er utryg - ja, nærmest angst - ved tanken om, at dét, jeg er, ikke er noget, men kun er, fordi jeg bibeholder denne legemliggørelse af mig. I virkeligheden er jeg måske blot små fragmenter i partikelstørrelse af denne metafysiske ikke-eksisterende verden, hvis omgivelser jeg har skabt i sindet, fordi det skal behage mig.”

Samuel klukkede lidt og lænede sig tilbage igen. Han drejede sig lidt i den dybe lænestol og kastede benene over det ene armlæn som en anden menneskelig skabning.
”Jeg er kun delvist i stand til at se dig som en letopløselig ikke-legemlig substans - en ustandselig, svag flimren omkring din skikkelse, som prøver det at gribe fat i dit hår og dine klæder for at trække dig fra hinanden. Hvad kan jeg sige? Det har ingen egentlig farve, men absorberer farverne fra dig, Gjal, og jeg er overbevist om, at du kan se det samme hos mig: Givet vis, at dét, du fejlagtigt vil betegne som ”en lysende udstråling” - du godeste, det er næsten som at give mig stjernenykker i dén forherligelse - er netop omtalte ulegemlige substans, som denne verden består af.”

Så blev Samuel tavs. Han forventede intet svar fra Gjal, men tillod sig alligevel at vente i et godt stykke tid, før han sukkede dybt. Det var hverken utålmodigt eller irriteret, men blot et tegn på, at dette faktum nu måtte være uddebatteret. Han løftede sine hænder, der var både større og bredere end Lawrence’, men som passede til hans høje, bredskuldrede skikkelse. Så lod han hænderne opgivende falde ned igen, som om dét, han nu ville sige, voldte ham lidt besvær.

”Jeg fortaber mig i kendsgerninger og sære fakta. Problemet er, at jeg ikke engang kan være sikker på alt, hvad jeg fortæller dig om dette sted, for hvis det ikke eksisterer, men er konstrueret af mig, da jeg i parentes bemærket ikke har haft andre i min nærhed, siden jeg kom, må det betyde, at disse fakta også er selvopfundne, og at disse bøger er skabt af mig for at give mig sindsro og få mig til at tro, at dét, jeg læser om dette sted, er kendt stof skrevet af andre. Uvægerligt et produkt af, hvad jeg har udledt af at være her så længe, men hvis ikke andre, højere magter har skabt det og ladet mig søge viden om det, så er den eneste anden mulighed, at JEG er den højeste magtinstans og dermed ...” Samuel fik et ironisk glimt i øjnene, da han fortsatte: ”... Gud. Én gud, i hvert tilfælde. Men der bliver måske drevet gæk med mig, hvem ved? Hovedsagen er, at jeg ikke er vampyr, og at jeg heller ikke føler sult eller tørst længere. Og dét er den lidelse, som på én gang ikke kan definere, men alligevel definere, hvem jeg er: En skygge af en ældgammel vampyr, der har oplevet godt og vel tre årtusindskifter. Men her har jeg kun været i lidt over 400 år.”

Det var alt, hvad Samuel kunne mønstre af et svar om sig selv og denne tilværelse. Han måtte sande, at han beundrede Gjals tålmodige lytten, da denne først antaget havde virket mere end ivrig efter at få serveret alle svarene hurtigt og prompte, men at besvare hans spørgsmål anderledes forekom afgjort ikke muligt.

”Og nu vil du måske vide noget om din Skaber,” sagde Samuel stille, og det var, som om det var dette, han havde forsøgt at vige udenom hele tiden ved at besvare Gjals sidste spørgsmål først. Samuel forsøgte at få hold på sine tanker med lukkede øjne; han ønskede ikke, at Gjal skulle se smerten i de safirblå øjne. Han ønskede ikke, at Gjal skulle vide alt det om Lawrence, som Lawrence selv forsøgte at skjule, fordi noget i ham trods alt var loyal mod sit ’afkom’. Men måske var det dét, der skulle til for, at Gjal ville se Lawrence i et andet lys. Måske kunne Gjal fremprovokere noget hos Lawrence, som denne havde holdt tilbage i umindelige tider.
”Vidste du, at Lawrence var over 400 år gammel?” spurgte Samuel lavmælt. Måske, det var en passende måde at begynde; man sagde så meget om at skabe dialog for at øge chancerne for lykke.

Gjal lyttede interesseret til, hvad Samuel fortalte ham. Fra tid til anden pressede et spørgsmål sig på, men Gjal huskede, hvad Samuel netop havde fortalt ham: "Du er nødt til at indskrænke, hvad der er væsentligt for dig, kære Gjal." Så Gjal indskrænkede sig og lyttede i spændt tavshed til den ældre eks-vampyr.

Da Samuel nåede til vejs ende i sin talestrøm og endelig stillede et spørgsmål selv, rømmede Gjal sig lavmælt, pludseligt bevidst om at han hans hals var blevet helt tør, mens han havde lyttet. "Nej, jeg var ikke klar over, at han ikke var ældre. Samuel...? Du sagde før, at du har været her i 400 år...?" Han lod spørgsmålet hænge i luften. Det var tydeligt, hvad Gjal hentydede til.

Samuel sænkede det let opadvendte hoved og åbnede øjnene ved lyden af Gjals tøvende spørgsmål. I de safirblå øjne, som reflekterede lyset og sugede alle farver til sig, var nu et mørkere glimt - et udtryk for sorg. Men hans stemme var pludselig bitter og hård - noget, der i uhyggelig grad kunne minde om Lawrence' kyniske stemmeføring.

"Min synd er gået i arv til Lawrence."

Der blev stille omkring dem. Samuel sad ubevægelig og lignede mere og mere en marmorstatue. Selv hans øjne var ubevægelige og så stift frem for sig, direkte på Gjal. I denne overnaturlige verden blev alting ubevægeligt - frosset fast til et billede på en perfekt, solrig dag med en perfekt atmosfære af tryghed og hjemmelighed indendøre. Selv lydene fra naturen var ophørt. Endelig bevægede Samuel sig. Han løftede langsomt hænderne - hans klæder afgav en lille, modvillig lyd - og skjulte underansigtet i dem et kort øjeblik, samtidig med, at hans pande foldede sig i alvorlige rynker, der understregede sorgen i hans dybe blik.

"Ja, Lawrence var ikke meget ældre end dig i vampyrmålestok, da han blev ladt tilbage," svarede Samuel endelig med en bevidst omtale af Lawrence, der blev ladt tilbage og ikke en formulering, der sagde: '... da jeg gik bort fra ham.', som om det kunne dulme den smerte, han følte derved - en smerte, som voksede sig større i hans bryst og faldt ned i voldsomme stød som et kraftigt vandfald mod mellemgulvet. Samuels krop faldt nærmest sammen i lænestolen, da han sank dybere ned i den. Han kiggede granskende på Gjal, men blikket var ikke lige så interesseret længere.

"Jeg forhastede mig," sagde Samuel pludseligt lavmælt til sig selv efter et stykke tid, "jeg forhastede mig." Han var ikke klar over, at han havde sagt ordene højt, før fornemmelsen af luft mellem hans let adskilte læber blev mere tydelig. Hans fjerne blik blev straks nærværende og betragtede den unge Gjal.