Emne: Det Uendelige Rollespil

Gjal så sig irriteret om, mens flammerne fra det lille bål næsten fik ham til at lyse. Hans hud var unaturligt bleg - et resultat af ikke at have taget føde til sig i flere nætter - og hans øjne var blodskudte.
"Kom nu," mumlede han for sig selv og betragtede den tilsyneladende mennesketomme ødemark omkring sig.

En dæmon kom listende efter Gjal. Klædt i en lang brun jakke og en masse tilbehør skilte han sig nu ikke meget ud fra normale mennesker. Det eneste som gjorde at man lagde mærke til ham, var det faktum at han var alene med Gjal, og at hans sorte, viltre hår var beklædt med motorbriller i underlige farver.
Faktisk, var det de færreste der tænkte dæmon når de så ham. Men sådan var han nu engang og det kunne ingen lave om på. Heller ikke ham selv, selvom han brændende ønskede ikke at være født dæmon.

::Nu vil jeg tillade mig at skrive et langt indlæg, det skyldes at jeg har taget Deiji fra en af mine historier og jeg vil lige skrive det der er sket inden han kommer hen til jer. Han er den samme person som han er i historien med der sker jo nok ikke det samme i min historie og det her rollespil. Så her kommer det::

Deiji så sig over skulderen, smuttede ud af skyggerne og ud på sletten. Foran byporten skrakte den sig. Den var ikke synderlig stor og man kunne med lethed se skoven på den anden side.
Han trak vejret dybt ned i lungerne, fri? han var fri her ude...eller ikke hel fri det var han aldrig.
"Deiji?" han vente sig om og så Hana komme hen imod sig, "er du ikke glad for at være tilbage?" Hun smilede sit strålende smil, hun havde bogen med som altid. Hun rakte bogen frem mod ham, "Deiji, jeg synes du skal tage bogen fra nu af, du bliver aldrig angrebet og så tænkte jeg at den var mere sikker"
Han tog forvirret i mod den. Hana stod lidt og var stille så kom hun i tanke om hvad Deijis søster havde sagt :"Han skammer sig over hvad han har gjort" Hana kiggede Deiji ind i øjnene "Deiji det betyder jo ikke så meget hvem du var, det er vigtigere hvem du er nu. Sådan har jeg det iværtfald" Hun strakte sig på tæerne og kyssede ham. Han stod helt stille men skubbede hende ikke væk.
Hun stod på jorden igen "du kommer snart ind ikk?" hun vendte sig og gik tilbage til byen og festen.
Deiji så på bogen i sin hånd. Mon hun vidste at hun aldrig ville få ham at se igen? Han løb ind mellem træerne. Mon hun vidste at hun lige havde underskrevet sin egen dødsdom.

Deiji kom brasende mellem træerne og ud på en ny slette.
Han så slet ikke manden der sad ved bålet, men løb bare lige forbi.
Pluselig stødte hans fod mod en sten, og han faldt så lang han var med bogen knuet ind til brystet.

Amie afbrød irriteret sin overvågning af Gjal, og vendte sig mod den dreng som lige pludselig lå og flød ikke så langt der fra. Hurtigt og elegant knælede han ved siden af drengen i løbet af no time.
"Kom du noget til lille ven?" Amie behandlede altid andre som om de var fem år gamle og stadig gik i børnehave. I hvert fald hvis de så yngre ud end ham selv.
Han rakte sin udstrakte hånd frem mod den fremmede for at hjælpe ham op.
"Hvad er det for en bog du har der? Må jeg se?" Nysgerrigt løftede han drengens bog op...

En lyd skar gennem mørket. For andre var det måske bare en hvislen, men Gjal hørte lyden, som havde han stået lige ved siden af.
Han kom hurtigt på benene og lod koncentreret blikket glide over landskabet. Hans ualmindelige skarpe blik fangede hurtigt de to skikkelser, omkring tyve meter derfra.
Han kunne have bevæget sig hurtigere og lettere til fods, hvis han havde drukket normalt. Men det havde han ikke. Derfor var han sikker på, de to væsner tydeligt kunne høre hans fremmarch mod dem.

Som den dæmon Amie nu var kunne han høre på lydene at det var Gjal, den vampyr han havde jagtet i dagevis der var på vej.
"Sorry, knægt." Tænkte han forbitret og smed den fremmede ind i en busk, efter at have efterladt sig et tydeligt duftspor på drengen. Så hurtigt at han helt glemte bogen som nu lå et eller andet sted i græsset...
"Hvad laver du her Gjal?" Amies stemme rungede gennem mørket. "Efter hvad jeg havde hørt skulle du da være i bjergene og jage nu?" Han lo en stille, falsk latter. Gjal måtte ikke opdage hvad Amies foretagende heroppe var. Ikke når han var så tæt på sit mål.

Gjal udstødte et langtrukkent suk og stirrede bare på dæmonen.
"Amie," hilste han uden med synderlig lideskab. "Skulle du ikke brænde ihjel i Helvede?" Han undlod bevidst at svare på den anden mands spørgsmål.

Amie udstødte en kort, hård latter.
"Jeg købte mig fri, husker du nok?" Han kiggede stolt ned af sig selv, og bagefter sigende på det store våben han bar på ryggen.
"Mod at jage dæmoner... Og nu står jeg her igen! Som om jeg har tænkt mig at efterkomme deres latterlige ønske!" Han kiggede Gjal lige i øjnene.
"Nå. Nok om det... Har du tænkt dig at svare på mit spørgsmål?!"

Deiji tog sig til ansigtet og mærkede blod, han tørede blodet væk fra næsen og kiggede ud fra busken. Bogen lå kun et par meter fra busken og han rakte ud og greb den. Hans hjerte hamrede og hans mørke hår klistrede til panden. Hvad ville hans mester sige når han havde bogen med? Ville han så blive glad? Han knuede bogen ind til sig, som om den var det mest dyrebare i verden. Ingen måtte rører den, denne gang skulle det lykkes. Og alligevel han følte en smule skyldfølelse..."Jeg gjore det rigtige!" snerrede han vredt til sig selv. Hun ville jo alligevel være død før eller siden...

Gjal løftede et tyndt øjenbryn, der ville have passet en smuk kvinde bedre end en ung bloddrikkende mand. Han brød sig ikke om det, han hørte. Og han stolede bestemt ikke på 'dæmonjageren'.
Han tilbageholdt et grin, da han hørte Amies spørgsmål. "Næh, egentlig ikke."

Amie snerrede af vampyren og trådte truende et skridt frem. Samtidig fangede hans skarpe ører lyden af drengen der vågnede. For at vinde Gjals tillid var der kun ét at gøre.
"Hørte du det?" Han løftede hånligt et øjenbryn, "Hr. jegstolerikkepåminbedstevenlængere...?"
Han smilede ondt.

Deijis hjerte hamrede, var der nogen? og havde de hørt ham? De måtte ikke få fat i bogen, lige meget hvad! Hans mester ville slå ham ihjel! Han løsnede sine knive, så han hurtigt kunne få fat i dem. Så løb han...

Hurtigt skævede Amie til sin bedste ven Gjal, hvorefter han satte efter det flygtende menneske. Efter et par sekunder havde han indhentet ham.
"Hvor tror du at du skal hen?" Hvislede han og trak lynhurtigt drengen med tilbage.
"Hør her... Jeg vil meget gerne se nærmere på den bog der. Og du ved vist godt hvad der sker hvis du nægter? Knægt..."

Deiji vred sig og prøvede forgæves at komme fri. Han holdt stadig fast i bogen, og havde ikke tænks sig at give slip på den.
"Slip mig så!" Han prøvede at få fat i sine knive men de sad lige uden for hans rækkevidde.

Oprindeligt indsendt af Sakura-Chan

Deiji vred sig og prøvede forgæves at komme fri. Han holdt stadig fast i bogen, og havde ikke tænks sig at give slip på den.
"Slip mig så!" Han prøvede at få fat i sine knive men de sad lige uden for hans rækkevidde.

Amie smilede ondt og vristede uden større besvær bogen fri fra Deiji's greb.
"Sorry knægt!" Hvislede han og gik op i en røgsky med bogen i hænderne.
"Så er min mission klaret...! Jeg troede nu at det var Gjal der sad inde med denne her!"