Hvor ville han gerne tilfredsstille katten. Det var tydeligt at den ville lege. Kæles. Pusles om. Det eneste han magtede lige nu, var bare at holde om den. Kramme den.
Et dump lød, og nogen faldt ned. Han græd endnu mere. Hans radar fortalte ham at det var en kvinde af træer og buske, og at der intet var at være bange for. Det lykkedes ham at stryge katten fra hoved til hale, selvom hans hånd rystede vildt.

Mashua bevægede sig uroligt i mandens favn, da han følte den skælvende hånd stryge hen over sin pels. Han stillede sig op på alle fire foran manden og lagde hovedet let på skrå. Så viftede han hen imod lydens retning med sin hale som for at vise, at de kunne gå derhen og more sig. Udtrykket i hans øjne var skælmsk.

Det var utroligt! Fantastisk og....fuldstændigt tåbeligt...Tænkt at de ikke havde set ham, det var nærmest komisk. Alle lagde ellers mærke til ham, det var håret det gjorde det. Det var nu en fejl, men det var der selvfølgelig ingen der troede på. Farven var et uheld, og nu ville den kløende fornemmelse ikke forlade hans hovedbund, ligesom farven blev i selve håret.
Han lå på maven i grasset, og betragtede de andre. Manden og katten, hende i træet, eller hende der havde været i træet, og dragen der havde været på himlen. Han kløede sig i håret, og fnisede på en måde der var alt for ungpige agtig, til hans voksne mandekrop.

Ginia vidste at der ingen fare var. Denne mand var såret, ikke synligt han var ked af noget, han græd. Men alligevel var der en alarmklokke der ringede i Ginias hoved. Hun burde ha' dræbt ham han var fjenden, mennesket eller det lignede han i hvert fald. Hun vidste ikke hvad der holdte hende tilbage. Hun gik lidt nærmere, lige så hendes krop stadig var skygget af hendes træs blade. Hun tog en pil og lagde den stille på buen mens hun tog et til skridt. Ud i solen. Hvis mennesket drejede hovedet kunne hun ses tydeligt.

"Lille søde misser..." han en mellemting mellem græd og lo. Så rejste han sig ubesværet og begav sig derover. Over til lydene.
"Hej. Per. Det her er min kat, Emil." sagde han med sin sædvanlige, ekstremt dårlige, humor. Sådan hilste han altid på folk, og langt størstedelen af dem fandt ham underlig. Men sådan var det, og han ville absolut ikke ændre sig.
Han krammede den søde lille kat endnu en gang. Den spandt.

Ginia sprang tilbage i skyggen tættere på sit træ.
Ginia var aldrig blevet talt til og havde aldrig ville tale. Hun kunne godt nok alverdens sprog men havde aldrig tænkt på at bruge dem.
"Hvad laver i ved Darary og mig?" spurgte hun bare, nærmest råbte hun til dem hun var sit træs vogter ingen skulle komme her...

Han rejste sig, opdagede at han havde fået grønne knæ fra grasset, og grinede til manden. På få sekunder gik det op for ham, at han kunne lide ham, selvom han ikke kendte ham.
"Hva' så der, makker?" han kløede katten, "Hej Emil"
Han henvendte sig igen til manden,
"Jeg hedder nu ikke Per, men Victor. Nice at møde dig, hr...?"

Det gav et sug i maven, da manden sagde "Lille søde misser" med en så følelsesladet stemme. Han snurrede rundt om sig selv, før han fulgte efter manden i små, elegante, legende spring. Han snappede for sjov til mandens lange frakke, men bed aldrig fast i den. Endnu engang måtte han tage til tåls med at blive krammet, og det gjorde ham bestemt ikke noget. Det var længe siden, han havde stødt på levende, intelligente væsner og derfor længe siden, han var blevet krammet. Folk plejede at elske ham i katteskikkelse - også dem, der vidste, hvad han var.
"Miav," mjavede Mashua muntert, da han blev præsenteret som Emil. Mashua daskede for sjov til den anden mands hånd med sin lange hale, da han kløede hans pels.

"...Anerkin. Det glæder mig at træffe dig... Victor." han grinede let, og valgte fuldkommen at ignorere trækvinden. Hun var af fjendtlig indstilling, og det havde han ikke tænkt sig at lave om på. Hun måtte gøre som hun selv fandt bedst.
Anerkin satte katten ned og bevægede med vilje hovedet på en måde, at hestehalen fløj rundt nede ved jorden. Det var et forslag til "Emil" om at lege... Om at gøre som den selv fandt bedst. Han ville for alt i verden ikke lade sig mærke med sit dårlige humør.

"Hvad bringer dig på disse kanter?"

Mashua snusede til hestehalen og bevægede hovedet fra side til side for at se på den fra alle vinkler. Så rakte han en pote frem for at skubbe til håret, men trak poten til sig igen. Han gik med fjedrende skridt hen til Victor, som den anden havde præsenteret sig som, og snusede til skosnuderne. Derefter fór han hen til skovnymfen og satte sig på halen. Han overvejede igen at sige "Miav", men syntes efterhånden, at han havde sagt det ret mange gange efterhånden. Så han nøjedes med at knibe øjnene i til to smalle sprækker og se afventende på hende. Hvorfor var hun vred? Mashua afskyede vrede og negative følelser, selvom han kunne håndtere dem, hvis han ville - men det ville han ikke. Han ville bare have, at alle skulle være glade.

Ginia kunne tydeligt mærke at hun blev ignoreret. Hun var rasende på de væsner. Men alligevel var hun glad for at hører menneske stemmer. Hun ville ikke dræbe dem men hun kunne ikke risikere at de gjorde noget ved hendes træ. Hun lavede en let bevægelse med armen og ligeså gjorde en stor gren lige mod menneskerne. Katten var hun hunderæd for, så hun hoppede let og tog fat i grenen hun havde bedt om at komme ned til hende. Hun var sky og kold men hun var lige glad.

Anerkin så grenen komme, allerede før hun havde løftet armen. Han rettede sin håndflade direkte mod den truende fare, og fastfrøs den til den stilling den var i uden et ord. Han så koldt på kvinden, og besluttede sig for at det nok var bedst at gå derhen. Magi. Heldigvis virkede hans magi. Han gad ikke dukke sig. Denne form var meget lettere. Denne form var... Dejlig.
"Du blev ikke skræmt, vel Emil?" han smilede til katten. Hov... Hvor var katten egentlig? Den hang og dinglede skræmt oppe i træet.
"EMIL?" han lo lidt af det komiske billede, og strakte så armene ud for at gribe den. Under træet. Ville have den til at springe ned i sin favn.

Hurtig som lynet sprang Mashua højt op i luften og fik fat i grenen med sine poter, så han svang lige mod de andre, båret af grenen. 'I det mindste får de en kat i ansigtet og ikke en kradsende gren,' tænkte Mashua og forventede halvt om halvt at blive kastet fremad af grenen, men det skete aldrig. Det var, som om træet var stivnet. Han slap grenen med poterne og landede med et bump på skovbunden. Han sendte nymfen et undrende blik og vendte derpå sit intelligente blik i Anerkins retning. Mashua huskede, at det var det navn, manden havde præsenteret sig som overfor Victor.

Ginia mærkede et stik af smerte da magien ramte hende og Darary. Hun var vred, overrasket og forundret. De var ikke rigtige mennesker. Ikke jagere hun frygtede eller skovfællere. Havde hun så en grund til at være bange for dem? Tvivlen havde ikke været der hvis hun havde dræbt dem lige med det samme. Men det var for sent. Nu havde hun hørt en stemme tale til hende og nu ville hun savne det.

"Du der. Trækvinde." hun sendte kvinden et isnende blik, "hvad tror du, at du foretager dig?"
Anerkin trådte hen imod hende. Skridt for skridt. Det venlige i hans øjne var væk, for han betragtede hende som en fjende. En der truede ham og hans kære. Da engle besidder en meget stor kærlighed, så vidste han allerede at Victor, som han lige havde mødt, var en af dem han ville beskytte. En af dem der ikke måtte dø. Ingen vej uden om. Hun skulle undskylde. Bøde for sine handlinger. Hun skulle fortryde at hun havde angrebet dem. Et lys var blevet tændt for Anerkin, og han kunne ikke gøre andet end at følge det. Følge skæret fra sin vej. Hvis ikke ville han hade sig selv. Hade sig selv lige så meget som hvis han fulgte dets kalden.
Nu stod de en meter fra hinanden. Hans aura havde taget en flammende rød farve, og han skammede sig over sin måde at reagere på. Havde han været en rigtig engel, var hun tilgivet nu. Men det var han beklageligvis ikke....