Jeg ser ingen grund til at vente.

START!

"Jeg har altid været lidt af en idiot. En stupid idiot. Nu stod jeg så på en eller anden latterlig mark langt uden for alting. Vinden rev i mit lange mørke hår, og jeg følte mig virkelig tåbelig. Jeg mindedes dragen. Den smukke drage som jeg virkelig elskede. Engang. Men nu var som om vi havde sagt farvel. Muligvis for altid. Havde lagt fortiden bag os. Glemt hinanden. I hvert fald var jeg draget afsted. Ville være lidt alene. Men jeg tabte hovedet endnu en gang. Dette her var følgerne. Følgerne af min dumhed.

Engang var jeg engel. En højtskattet engel endda. Det var indtil jeg blev forført af en djævel. Egentlig vidste jeg godt at det var forkert. At jeg ville komme til at bøde for mine handlinger. At det ikke var en tilfældig himmelfarer jeg havde forelsket mig i. At han var barn af djævle. Desværre har jeg aldrig kendt forskel på ondt og godt, og det gør jeg stadig ikke. Ondt er godt for nogen, og godt er ondt for andre. Sådan har jeg altid tænkt på det, og sådan vil jeg blive ved. Og ved. Og ved. Sådan vil jeg fortsætte ud i evighedens ustandselige bølgegang...

I baggrunden hørte jeg en lyd. En raslen med blade. Det kunne være ligegyldigt. Det betød ingenting. Var ingenting. Ikke i forhold til hvad jeg lige havde været i gennem. Et følelsesmæssigt traume. Jeg kan ikke engang holde ud at TÆNKE på detaljerne omkring det. Selv nu, mange år efter. Det må blive senere hen. Senere i mit liv. Måske aldrig nogensinde?

Mit navn var Anerkin. Det er ikke Anerkin længere, men det var det engang. For længe siden.

Jeg lod mig synke ned i græsset. Det dejlige græs. En tåre fandt vej ned af min kind, og blev snart efterfulgt af den næste. Jeg sad på knæ. Grædende. Hulkende. Det var svært at klare det. Selv nu hvor jeg ellers troede, at jeg var kommet over det for længst. Men ak nej. Det sidder der endnu.

Den sagte puslen blev højere....

Ginia sad på en gren mellem hendes elskede træs blade med en spændt bue rettet mod en ukendt skabning siddende på jorden.
Hun ville ikke tage nogle chancer men alligevel... Hvem kom her? Hun løsnede buen og hoppede over på en græn lidt nærmere skikkelsen. Nysgerrig det var hvad hun var. Hun burde ha' dræbt ham men hun var for nysgerrig. Hun smæltede ind i sit træ og stak sit ansigt ud ved nogle græne nær skikkelsen. Hun kunne se at skabningen var en mand måske et menneske. Han var meget langhåret.
Hun bandede stille... hun kunne ikke dræbe ham.

Mashua var i sin katteskikkelse, da han sprang ind og ud mellem træerne og landede lydløst på skovbunden med sine bløde poter. Hans sorte pels skiftede svagt nuancer i det skiftende lys, i takt med, at han sprang rundt, så lyset af og til fik fat i hans pels og fik den til at skinne blanksort op mod himlen. Hans pels var velegnet til kamuflage, og han elskede at se sin pels skifte nuancer så hurtigt. Derfor var hans hoved drejet så meget, at han næsten så sig over ryggen, mens han sprang. Han mjavede henrykt og slog en saltomortale, hvorefter han boltrede sig i det velduftende mos.

Pludselig var han agtpågivende, da lyden af noget længere fremme nåede hans ører. Han lod sit skarpe blik vandre ind og ud mellem grenene, mens han lyttede opmærksomt. Han krøb fremad med bugen så tæt på jorden, at han nærmest gled fremad. Der stod en menneskelig skikkelse i nærheden med langt hår, der var samlet i nakken. Mashua snusede.

Snøft. Snøft. Anerkin kiggede bagud. Hørte noget pive, og undrede sig over hvad det kunne være. En kat? En kat herude i ødemarken? Han rynkede brynene.
"Misser?" kaldte han forsigtigt ud i den blå luft. Var det den der havde puslet sådan? Sikkert. Det måtte det da være? Måtte det ikke?

Anerkin den faldne engel. Han havde godt hørt hvad folk sagde om ham. Bag hans ryg, vel og mærke. Ingen havde nogensinde sagt det til ham op i hans åbne ansigt. Han havde kun fået beskeden, at han venligt skulle forlade himlen, fordi han havde hængt ud med en djævel. Uh. Hvor farligt.

Litalia Fløj, mærkede vinden mod sine skinnede skæl, de lyste i mange farver, når solen skinnede som nu. ikke kraftige farve, man kunne bare svagt ane dem. Litalia nød flyve turen hun begyndte enda at lege lidt i lufte, slå saltomotaler og den slags. Litalia kom til at tænke på tiden hos gudinden, på hvordan gudinden havde lært sin lysdrage at flyve, og spy ild. Det var gode minder, ja gode minder som førte hen til dårlige minder.

Hun fløj over en skov, og opdagede en nymfe, hun så vagtsom ud, som om der var noget i nærheden, der ikke burde være der, noget der ville skade hendes træ. Hvem var det mon tænkte hun, Nymfer var selvfølgelig altid meget på vagt og mere på passelige ind de behøvede at være. Litalia landede i en lysning i skoven og så sig omkring. Ege, bøge, gran, birk, ja og mange andre sorter. Hun så at nymfen var ikke så langt væk, hun kiggede kort, men fjernede så blikket igen.

Mashua havde lyst til at le. Han kunne godt lide, at man kaldte ham misser. Det morede ham usigeligt meget. Han mjavede lavmælt og krøb nærmere, stadig i skjul for grene og blade.
Han skød al vagtsomhed til side og sprang højt op i luften og ind i den menneskelige skikkelses favn. Det var endnu et usædvanligt træk ved ham som kat; han kunne springe langt højere og meget længere end almindelige katte. Han kunne lægge en afstand på 15-20 meter bag sig i et spring, hvis terrænet tillod det.
"Miav," peb han glad i den andens favn. Han drejede hovedet og så op i hans ansigt med sine intelligente øjne for at aflæse hans ansigtsudtryk.

"Psykokat!" mumlede han for sig selv - det var sådan noget han havde lært at man sagde, her hos menneskerne.
"Er du dressurkat, eller noget i den stil?" han smilede til katten i hans favn, og legede lidt med den med sin pegefinger. Daskede til dens ene pote. Betragtede den opmærksomt. Den så rimelig intelligent ud. Af en kat at være altså.

Anerkin gik lidt rundt med katten i sine arme. Vuggede den blidt. Frem og tilbage. Tilbage og frem. Han vandrede rundt i sine egne tanker og nød kattens spinden. Hvor var den dejlig. Rolig. Blød. Det var længe siden han sidst havde mærket dette dyrs kropsvarme.

Mashua tyggede lidt på ordet. 'Dressurkat,' tænkte han og kneb øjnene let i. Han lå stille i den fremmedes arme, mens han blev vugget frem og tilbage. Han begyndte at spinde lavmælt og krøb tættere ind til mandens varme krop. Det var, som om en strøm af sørgmodige følelser kom Mashua i møde, idet han gjorde det, og han krøllede sig uvilkårligt sammen. 'Dressurkat, psykokat, psykopat ...' lød det i hans hoved. Mashua knurrede svagt - og i et spring var han borte.

Han betragtede vagtsomt manden fra sit skjul.

Ginia hørte vingeslag. Hun smæltede igen ind i sit træ, stak overkroppen ud i trætoppen og gemte sig godt bag bladene. En drage? Hvad lavede den der?
Hendes instinkter sagde at hun hellere måtte holde øje med den. Hun kiggede ned på manden der stadig sad på den bløde jord. Hvornår er skoven blevet så populær?

Anerkin lo lavmælt over kattens besynderlige opførsel. Han ønskede igen at kunne læse tanker. Ønskede at vide hvad grunden til kattens flugt var...

"Anerkin. Du fratages hermed retten til at rode i andres hoveder. Du vil aldrig mere læse en tanke. Aldrig mere se et minde. Du er uvelkommen i englenes by. Du...

Han lukkede øjnene i. Satte sig på hug, med hænderne for ansigtet. Deja vu. Han ville have katten tilbage i sin favn. Ville kæle med den igen.
"Misser?"

Mashua betragtede i en rum tid manden, der havde sat sig på hug. Han virkede meget fortvivlet. Mashua rørte uroligt på sig. Han anede ikke, hvad han skulle gøre i den slags situationer. Det var så sært fremmed for ham at være alvorlig og omsorgsfuld. Med en svag piben luntede han ud af sit skjulested og gned snuden mod mandens håndryg. Han puffede til ham som for at tiltrække sig hans opmærksomhed.

Uden rigtig at ligge mærke til det selv, strøg han katten over den blanke pels. Løftede den op og krammede den tæt ind til sig. Den duftede dejligt. Af skov. Blade. Træer.
"Hvad hedder du?" mumlede han. Begravede hovedet i hårene. Ikke så hårdt at det gjorde ondt på katten, men sådan at det var behageligt for ham selv. Og forhåbentlig også den. Anerkin smilede stille. Hvor var den kær. Sød. Nuttet. Hvis bare den kunne tale... Så ville de nok snakke godt sammen. Blive bedste venner...

Han hørte vingeslag højt over sig og genkendte med det samme lyden. Det var den drage. Litalia. Tårerne flød stødt ned af hans kinder...

Ginia var hoppet lydløst over på en af de lavere grene for at se nærmere på manden. Da hun så hvad hans opmærksomhed var rettet imod, blev hun så forskrækket at hun mistede balancen og faldt. Bladene raslede og der lød et - i hendes ører - højlydt bump da hun faldt ned på jorden...

Mashuas fine fornemmelser lod ham hurtigt mærke mandens sindsstemning, der talte sit tydelige sprog i den måde, han blev trykket ind i mandens favn på. Og måden, hvorpå manden skælvede og begravede sit ansigt i hans pels. Mashua borede sin snude ind under mandens underarm og lod duften af stof fylde sine næsebor.
"Hvad hedder du?" lød hans stemme, og Mashua ville svare, men kunne ikke. Kunne ikke få sig selv til at svare, selvom han i sin katteskikkelse også var i stand til at svare. I stedet lød et skingert "Miav" fra ham. Han daskede drillende til manden med halen, idet han følte våde tårer i sin pels. Det var, som om han via sit kropssprog ville trøste ham og fortælle ham, at der ikke var noget at være ked af.

Lyden af nogen, der skvattede ned fra et træ, lød øredøvende højt i nærheden, men han bevægede sig ikke det mindste i mandens favn. Han havde lært at ligge stille og lade som ingenting, selv når han blev forskrækket som nu. Han daskede igen frejdigt til manden.