Emne: VATH (Vampire, And The Hunters)

"Vil du have en pastil?" Hvorfor skulle han altid spille gentlemen? Hvem var han egentlig? Hun kendte ham knap nok, men han vidste alt om hende. "Ja goddag! En pastil Ramen?" Hendes stemme dirrede af vrede. "Hvad laver du her?"

::kort. I know::

Som en rasende orkan havde han stormet ud ad døren, fået iført sig i sin skjorte og en ny lang sort jakke med høj krave, der dækkede godt for hans vampyriske træk. Døren smækkede med at brag, og lukkede ham ude i natten.

Han styrtede ud på gaden, med raseriet i kog. Hans lilli-mus var blevet taget fra ham, kidnappet. Det var ikke noget han satte pris på, langt fra. Han styrte igennem gaderne, holdte sig væk fra de menneskebefyldte områder, men på vejen i sin søgen efter hans lille mus, var der alligevel flere mennesker der blev smadret sønder og sammen.

Men Lilians duftspor var som forsvundet, ikke til at finde. Hun var væk. Han hamrede sin knytnæve ind i den nærmeste mur, så muren pulveriserede i det ramte område. Men slaget havde spredt sig som bølger på havet, og efterlod lange revner. Han bed hårdt sammen, trak sin næve til sig, og så lidt rundt.
En typisk sort gyde, så karakteristik og velkendt i denne by. Det rene vampyr paradis var det. Det måtte snart være tid, hun måtte snart blive bragt ind i hans planer. Noget fangede hans opmærksomhed, nogle gader længere henne. En velkendt aura var der. Ramen? Derefter mærkede han den endnu usikre aura. Et lille smil dukkede op. Han havde fundet sin lille slave. Han satte straks afsted. Han skulle naturligvis ikke gå glip af festen.

"Hvad laver du her?" En kvinde stemme? Nå ja, manden havde vel nogle fornøjelsestøser, det kunne vel ikke undgås, taget i betragtning af at han VAR en mand. Azeal forblev i skyggerne, skjult og lyttede lidt til deres samtale. Oh, der var hans lille Alaich, og Ramen så ud til at være i fuld krig. Azeal smilede ondt og besluttede sig så for at afsløre sin tilstedeværelse.

"Jamen dog Ramen, jeg troede ikke du var typen til at samle tøser op på gaden, er man trængende?" Han smilede drilleden til Ramen, hvorefter han lod sit blik vandre hen på de to piger. Alaich så han kort på, fandt hurtig ud af at den lille 'hvalp' var skræmt, og langt fra begejstret for hans ankomst. Derefter så han på kvinden der så vred ud. Vibrationerne i hendes aura var ikke til at tage fejl af, hun var fuldblod. Han havde set og mødt mange af dem igennem årene, selvom der kun var få tilbage, til at kunne genkende en.

"Hm, en fuldblod. Du er ude efter de dyre vare, hva' Ramen?"

"Sådan en man spiser? Kom nu. Hvad galt kan der være i en sølle pastil?" han hævede irriteret et øjenbryn. Kunne hun dog ikke bare svare, i stedet for at komme med åndssvage spørgsmål, som "hvad laver du her?". Ja, forestillede hun sig virkelig, at han gad svare på dét?
Også kom Azeal gud hjælpe mig styrtende, og skulle spille smart.
"Jamen dog Ramen, jeg troede ikke du var typen til at samle tøser op på gaden, er man trængende?" skulle det forestille at være en seriøs kommentar? Det mindede ham sgu lidt for meget om de seje teenagere på gaden. Slet ikke på Azeals normale niveau.
"Hm, en fuldblod. Du er ude efter de dyre vare, hva' Ramen?" hvor irriterende. Hvorfor dukkede Azeal altid op på overfyldte steder, hvor der egentlig ikke var brug for ham?
"Hej Azeal! Hvor er det dog længe siden! Følte du også, at du trængte til at være med til festen?" han grinte kort, "da jeg var lille, troede jeg ellers at vampyrer var enspændere."

Ilden brændte sig stødt igennem Alaich. Det var underligt nok dejligt tilfredsstillende at se hende brænde op, som heksen på bålet Sankt Hans' aften.Hvis hun endnu ikke var død, så var hun det snart. Det var umuligt at undgå ilden...

Lilian. han var ikke helt sikker på om det havde været et entydigt nej. Men han var godt sikker på det... At hun ville nægte at gifte sig med ham. Selvfølgelig ville hun det. Ellers ville hun ikke have forvoldt ham så meget smerte. Av. Han kunne kunne stadig mærke sporene fra hendes kolde afsked. Også havde han endda lige reddet hende fra hendes perverse bror! Åh gud. Det var ikke Ramens dag i dag.

"Hvad er der galt? Jeg kan mærke at du prøver at narre mig. Endnu en ondsindet plan?" Hun var kampberedt det var det eneste hun ville. Kæmpe. "Hvad laver du her?" (Fra sidste indlæg xD) Hun kunne allerede gennemskue at det ikke var et spørgsmål han ville svare på. Nu kunne hun mærke at der kom en mere. En mere?
"Jamen dog Ramen, jeg troede ikke du var typen til at samle tøser op på gaden, er man trængende?" Hun var ved at koge over af vrede. Ikke af noget der var sket nu. Det hele var fortid. Fortiden som mødte hende her. Med Aksel liggende halvt bevistløs på jorden. Så vidt hun vidste. Et lille hvæs slap hendes mund. Hun følte sig som et rovdyr. Vreden gjorde hende blind.
"Hm, en fuldblod. Du er ude efter de dyre vare, hva' Ramen?" Hvad var han ude på? Hvad ville han her? Hvorfor skulle hun blandes ind i det? Hun kiggede lidt rundt. Gad vide om hun ikke bare skulle smutte inden hendes vrede og sult fik overhånd? Så bare lade Aksel være? Intet problem.
"da jeg var lille, troede jeg ellers at vampyrer var enspændere."
Hun lagde an til at løbe. Løbe med den her kjole? Suk... Hun så på den brændende nyfødte. Mh... Hun satte hovedet på skrå. Sikke en smerte... Langsom. Nå hun måtte hellere stikke af. Hvis Aksel virkelig VAR vågen måtte hun ikke tiltrække for megen opmærksomhed. Det virkede måske lidt åndssvagt at løbe?

"Hej Azeal! Hvor er det dog længe siden! Følte du også, at du trængte til at være med til festen?"
Azeal så lidt på den lille brændende Alaich. Hans lille slave der nu ville gå op i røg. Tsk, det nyttede jo heller ikke noget at lave slaver der skulle hjælpe en, når de bare blev skudt, eller gerne ville dø. Nå ja, hendes vampyriske liv var kort, og ikke meget værd. Måske lidt spildt tid.

Han lage kort mærke til hvordan fuldbloden løb.

"Hm, hun løber ligefrem! Så farlig ser du da heller ikke ud, Ramen!" Han var i et underligt humør. Han var vred over den forsvundet søster, men samtidig vældigtilfreds over det han havde fået brugt tiden med hende.

"Du ser spøgelser overalt...Snart kan du ikke drille blod længere, fordi du tror, at det er Azeal i forklædning...der venter på at dræbe dig...Du er latterlig, Og nu løber du din vej, fordi du er bange...Det ligner dig alt for godt."

Han hørte den hånlige kommentar, så den før set vampyrdreng, der havde haft kaldt på Lilian. Han smilede grumt, hvorefter han gik ind i sin venlige storebrors-rolle.
Satte sig på hug, kiggede lidt.

"Jamen davs, har vi ikke mødt hinanden før?" Drengen så en smule døsigt op på ham.
"Jo det har vi vidst også-" Hans ansigt blev indhyllet i mærke skygger, han tog hårdt fat i Aksels hår og rev hans hoved en smule op, så han ordentlig kunne se på hans ansigt.
"Jo, det var dig, jeg tænkte det nok. Det var dig som blandede dig i min ellers så fornøjlige genforening med min søster, se det er noget vi ikke kan have!" Storebroder-rollen forsvandt og efterlod kun hans kyniske udtryk, hvor han så hånligt ned på ham.

Hans tag blev strammer, og på et nanosekundt havde han knust hans hoved ned i astfalten, så hovedet, teknisk set, var forsvundet ud i et stort område af flået tomater og lidt hvide klumper i. Azeal rejste sig op, bøstede sine hænder af og gik så hen til Ramen.

"Vi skal ud på en lille jagt, og jeg har en lille overraskelse"

"En lille jagt? Jamen dog, Azeal. Og hvem siger, at jeg gider føje dig?" Ramen smilede et lille hånligt smil, "men siden at... du er så barnlig, at jeg er sikker på det her... du så bare vil tvinge mig til at tage med ved hjælp af vold, så skal jeg da nok tage med. Jeg har ikke lyst til at kæmpe mod dig. Og det lyder da også spændende med den overraskelse... Er det en slikkepind? Et bolche? Jeg må sandelig sige, at jeg glæder mig. IKKE SLÅ!" han løftede afværgende armene, da det faldt ham ind, at mange ville lange ham en lussing, hvis man sagde sådan. Og Azeal ville jorde ham...

"Jamen davs, har vi ikke mødt hinanden før?" Hun brugte sin evne til at mærke hvad han ville med ham. Det så ikke for godt ud. Mon hun skulle træde til og rede ham..? Det kunne være det hele ville ende godt. Bare hun snart fik slukket sin tørst. Ellers kunne hun tømme hvem som helst.
"Jo det har vi vidst også-" Han tog Aksel i håret og hævede hans hoved en anelse fra jorden. Hvad. Har. Det. Monster. Gang. I?
Nu måtte hun gøre noget. Hun måtte gøre Aksel en tjeneste, selvom hun ikke kunne se hvorfor hun overhovedet skyldte ham noget. Hun gemte sig bag mørket. Håbede inderligt at Azeal ikke opdagede hende. Da han kom tæt nok på tog hun med en lynende hast Aksel over skulderen og løb. Uden at tænke på andet en at løbe. Løbe. Løbe. Hun hørte på sit åndedræt. Løbe. Løbe. Løbe. Hun måtte væk fra sådanne monstre. Hun måtte væk fra Ramen. Løbe. Løbe. Løbe.

Et andet sted gik Lynera og hendes mor ud fra en Dragen.

Jeg kiggede op på mor og sukkede glad da mit blik for hundredene gang så ned på mit tøj. Jeg havde lige fået det og elskede det allerede. ''Mor jeg elsker dig!''. Sang jeg med min niårige stemme og hoppede op og krammede hende. Hun grinede glad og krammede igen. ''Nu må vi altså hjem nu Lyra''. Grinede hun. Lyra er mit kæle navn.

''Kan vi ikke lige se?''. Tiggede jeg. ''Det lød altså som en lille kat!''. ''Okay! Men hurtigt!''. Hun så surt på mig mens jeg sprang ind i gyden hvor jeg havde hørt katten. Idet jeg næsten var inde slog et par hænder ud og tog fat i mig. Jeg skreg men et par hænder kvalte det. ''Hvis din datter ikke skal dø kommer du stille og roligt herhen viskede en stemme. Mor kom hurtigt ind i gyden og manden rakte hænderne frem og jeg vente mig om i en halv cirkel og sparkede ham så hørt jeg kunne og sprang hen til mor. ''Din lille...!''. Halv råbte han og sprang hen med kniven hævet. Jeg satte i en højt skrig da kniven gik igennem og faldt om.

Azeal stirrede ud af øjenkrogen på Ramen, som hans lange plapren forsatte, sukkede kort. Så blot koldt på ham, som han pludselig afværgede med sine arme. Hans mere seriøse humør var igen begyndt at træde frem. Han havde haft det som om han havde været beruset af noget stærkt. Nu trådte hans seriøse karakter frem igen, hvilket tydeligt ændrede hans blik.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke tid til det der barnlige pjat." Han stirrede tomt på Ramen, gjorde det tydeligt at han ikke var oplagt til dumme kommentarer.
Han vendte sig om og begyndte stødt at gå ind imod gyden, som han var kommet fra. Ventede ikke på at Ramen fulgte efter, det var en selvfølge at han ville følge med ham.

--- Begge indlæg er for korte, til at jeg gider at lade dem være for sig selv --- Azeal først, og Felicia bagefter ---

Felicia så hen på pigebarnet, så med spørgende øjne da hun havde hørt hendes stemme, rettede en smule ryggen til Thomas, drengen. Tænkte ikke så meget over det lidt længe ventende svar, der alligevel ikke virkede helt rigtigt. Men drengen havde set mere tom ud, som om han intet ejet i sig. Hvilket fik ham til at minde om hende selv. Hun slog en smule af sin opmærksomhed over på Alvara, men blev straks overrasket over drengens pludselige bevægelse op fra sengen. Hun vendte sig om og så på ham, da han sagde hendes navn.
"...Ja?" Spurgte hun, hun havde nu to små der begge bedte om hendes opmærksomhed, og en tilstedeværelse udenfor, der alligevel blev ved med at prikke til hendes mentalitet.

Jeg så ned på blodet i mine hænder og mærkede tårrerne strømme ned af mine kinder. Manden lå henne ved min mor og.. kyssede hende?! Hvad i al verden havde den perverse nar gang i?! Jeg begyndte langsomt at møve mig tættere på ham. Langsomt... Jeg var henne ved ham og trak kniven u.. Fem ting skete på få sekunder... Han vendte sig. Jeg fik kniven ud og gispede af smerte. Han hakkede kniven i mig igen. Jeg så noget komme i mod os i høj fart. Alt blev sort.

Lyden af de høje sko mod fortovet var den eneste lyd der hørtes i lang tid. Der var ikke et eneste menneske på gaden. End ikke de fulde mennesker hun plejede at møde. Hun sukkede dybt. Ingen mennesker. Stilheden var så tom at hun fik lyst til at skrige, råbe og ødelægge murene hun gik langs. Hun ville høre andre lyde end lyden af kontakt mellem sko og fortov. En anden lyd! Problemet hun havde skabt i sin kedsomhed blev større og større. Hun blev mere og mere anspændt. Gaden virkede længere end den havde gjort natten før. Det var som om den blev ved med at fortsatte. Hun satte farten mere og mere op. Lyden af skridtene hun tog hørtes oftere og oftere, hurtigere og hurtigere. Hendes blik fangede hele tiden nye ting.

"Du kunne da i det mindste..." Den lille stemme kunne næsten ikke høres.
"Haha! Nu går du for vidt, menneske!" sagde hun.

Hun kastede hurtigt mindet ud af hovedet. Gaden endte. Hun sukkede lettet. Hun var begyndt at tro at den aldrig ville ende. At de høje mure ville blive ved med at tårne sig op over hende. Den klare måne genspejlede sig i de holdende bilers ruder. Hun hørte havet ikke så langt fra, hvor hun stod. Pludselig hørte hun stemmer. Hun satte i løb.

"Du glemmer, hvem du taler til."
"Nårh jo! Du er ikke et menneske! Min fejl." Hun lo.
"Du ejer ikke en dråbe respekt."
"Tja... Jeg kan i princippet ikke vide det."
"Monique! Var din mund og lyt!"
"Skal jeg nu lytte" hun lo igen, "nej, ved du hvad? Jeg tror at jeg forlader dig nu."

"Ser man det?" Ramen hævede sarkastisk et øjenbryn. "Jamen så brug din tid på noget andet. Jeg standser dig ikke..."
han så godt, at Azeal vandrede væk, men han gad ikke følge efter. Vendte i stedet blikket mod en kvinde, der nu kom løbende mod dem. Interessant. Bare hun nu var et lidt sjovere bekendtskab end Aze. Han var ærlig talt lidt deprimerende at være sammen med i længden.
"Hey!" råbte han. Med en stemme, der nu var fuld af Ramencharme. Var hun et menneske, skulle det nok blive hyggeligt at dræbe hende. Var hun jæger, ville det blot være endnu hyggeligere. Men var hun vampyr... så ville der grangiveligt ikke blive lige så meget sjov i gaden.

Snakken døde hen. Hun spidsede ørerne i håb om at høre mere. Hun så over på det sted snakken var kommet fra. Hun så et bål og en mand der stod alene. Hun så en skikkelse forsvinde. "Hey!" Hun rynkede brynene. "Ramen min skat..." sagde hun roligt. Hun vidste at han hørte det selvom hun stod 200 meter fra ham. Det var først bagefter hun begyndte at undre sig over at hun kaldte ham skat. Nå ja! Hun kaldte så mange skat så, hvorfor skulle han slippe for den titel? Hun satte farten ned. Han kunne ikke genkende hende? Mærkeligt. Hvad lavede han egentlig her? Typisk spørgsmål! Hun kendte allerede svaret: Det samme som hun selv.

"Ramen min skat..." minderne ramte ham som lyn fra en klar himmel. Pludselig stod det knivskarpt i hans hukommelse, hvem denne kvinde var. Og, desværre, var det ikke aftensmad. Hun var vampyr. Hende Monique der, fra gamle dage.

De to, gående hånd i hånd i måneskinnet. Nede langs vandet, på jagt efter natmad.
"Se Monique! Se!" han lagde en arm om hendes magre skuldre, og pegede hen på en bil der netop standsede. "Lad os prøve lykken..."
Uden en lyd som svar, begyndte Monique at løbe tættere på. Lydløst for et menneskes øre. Hørbart for Ramens.

De havde været ret tætte, før han havde opdaget hendes hemmelighed. Men så havde det også været farvel - han kunne da ikke have sådan nogen venner. Fornøjet lod han tankerne flyve tilbage på sin indstilling dengang. Den var ret morsom, mente han. Sådan at skelne mellem det ene og det andet? Der var kun styrke til forskel...

"MONMUS!" forhåbentlig var hun ikke sur over det dengang. Det ville være kedeligt.

Hun lo. "Jeg behøver vel ikke at råbe dit navn endnu en gang?" Hun gik nærmere. Hun skævede over på bålet. Ganske svagt kunne hun skimte omridset af en person. Hun gøs. Havde Ramen været skyld i det? Det kunne han da ikke finde på! Nu kunne hun ikke holde sig tilbage mere. Hun løb over til ham og omfavnede ham.