Emne: VATH (Vampire, And The Hunters)

Clair var på en gang glad og fornærmet. Hun var på en måde glad over at blive talt ned til. Mænd var noget hun kunne styre, hun havde dem i sin hule hånd, ikke ham. Det gjorde hende chokeret at blive kaldt et pattebarn. Hende et PATTEBARN!? Hun manglede blod, hun blev aggressiv. En kvinde kom ud af det blå og gav manden hun ikke kunne tæmme en finger i panden. Hun vendte hurtigt ansigtet stoppede manipulationen, hun var frustreret, vred og glad. Hun var sulten, sulten efter et kys fra en mand, det kys mændene fik før de gik i døden, det kys blev aldrig glemt. "Du skal ikke tage dig af ham, Sebastian. Jeg kan forelske mig i dig, uden du bruger dine evner."
Han smilede til charmerende til hende blottede de hvide tænder.
Hun bukkede under og kyssede Lucas lidenskabeligt og langt.

"Mester Iron interesserer sig ikke for mig, og det ved du udmærket godt." han sendte Lilian et advarende blik, som for at sige, at hun ikke skulle komme for godt igang.
"Og du der..." han pegede anklagende på Lucas - helt ligeglad med alle normer for opførsel, "...holder bare din kæft."
Da Clair begyndte at kysse på Lucas, kunne han for alvor se hvor latterlig hun var. Aksel undrede sig over, hvorfor hun gjorde dette, når nu det var mærkbart at hun havde neutraliseret sin egen fortryllelse. Dumt. Ja.... Bare utrolig latterligt. Han blev stående lidt, fordi Lilian givet vis ville sige noget mere. Komme med en dårlig undskyldning, og sige at det i hvert fald ikke passede. Ja, tro om igen. Iron var ligeglad med Aksel, og det havde han altid været. Eller... Ikke altid. Ikke dengang, han troede, at der kunne komme noget brugbart ud af drengen.

"Tro hvad du vil, det er sådan set ikke mit problem..."

Hun rettede blikket over på det dumme pigebarn.
"...Jeez, få jer dog et værelse" Slap det ud mellems hendes fyldige læber, da hun så barnets handlinger. Det var til at få hovedpine af, også det fjæs der tydeligt var klasket på Aksels ansigt, der udtrykte hans skuffelse over Mester Irons handling.

Hun vidste at han følte sig svigtet af ham, men det var som sagt ikke hendes problem. Tilgengæld kunne hun ikke lade vær med at undre sig over pigebarnets gerninger imod den unge ny-lavede vampyr, der tydelig var faldet for den falske skønhed!

Hvor hun dog var træt af de tåbelig og latterlige skabninger der nu engang fandtes her.

"...Det var dog den mest falske skønhed jeg nogensinde har set" mumlede hun så hun var sikker på at Aksel, som stod tættest på hende, kunne høre det. Om den kysse-syge frøken overfor hende hørte det, var op til skæbnen selv.

Alvara havde fået suget sit blod, og rejste sig og gik ud mod gaden. Hastigt tørte hun det meste blod fra munden væk. Alvara blev lidt forskræket over at se fire andre varmpyre på gaden. Og over at se to af dem kysse. Alvara var opdraget til, at man ikke gjord den slags offentligt, og var derfor stærkt af den mening, at de opførte sig uanstændigt. De to andre varmpyre stod og talte, hun nåede at høre noget med: "Er egentlig ikke mit problem..." Gad vide hvad de talte om? Men egentlig kan jeg jo være noget så ligeglad, tænkte Alvara.
Alvara stod bare og kiggede lidt på optrinet, der sad stadig blod om hendes mund, det var hun dog ikke klar over. Alvara vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Om hun bare skulle inorere dem og gå vidre, om hun skulle præsentere sig, eller om hun skulle gøre noget helt tredje.

Lucas mærkede pludselig Clairs læber mod sine. Han blev først helt forskrækket, men slappede så af. Han havde håbet på at få et kys af hende. Bare et lille et på kinden havde været fint, men dette var jo helt fantastisk! Han slyngede sine arme omkring hende; han ville ikke give slip på hende igen. Aldrig!
Han hørte de to andre vampyrer sige noget, men han kunne ikke høre hvad, og han kunne heller ikke være mere ligeglad.
Han kunne mærke, at Clair var ved at trække sig lidt væk. Han mærkede skuffelsen.
"Du er sandelig en god kysser," sagde han, stadig med armene omkring hende, og kiggede ind i hendes skinnende øjne.
Men pludselig mærkede han blodtørsten komme snigende igen. Den var insisterende, men han ignorerede den. Så på de andre to vampyrer med et blik, der sagde: "Hvad glor I på?", kyssede Clair på kinden. Det var tydeligt, at han ville have mere...

Clair tog et skridt til bage, hun mærkede at Lucas ville have hende ved sig men hun havde det mærkeligt. Hun havde nærmest kvalme, hun plejede at kontrollere mænd med lethed uden at tænke sig om nu ville hun ikke. Hun så pludselig hvor dum hun havde været hvor dum hun var, blodtørstig måske endda elskovstørstig. Det var uhørt, det var fjollet. Hun løb sin vejen skubbede folk hårdt til side. Hun løb bare væk fra menneskerne og sugede al blodet ud af en ung mand på hendes egen lignende alder. Uden at lokke uden at manipulere uden et kys. Hun afskyede sig selv.

Han satte sig ned. Faldt ned i hug. Derfra legede hans fingre åndsfraværende med en blomst der var vokset op af asfalten, og hans blik stirrede tomt ned på håndens bevægelser. Han var ikke til stede. Langt væk i tankerne. Forsvind fra mit åsyn, knægt. Du er uduelig. Et naivt lille barn. Gå din vej, og kom først tilbage når du er blevet nogenlunde fornuftig. Det var hvad han havde ændret Irons ord til, i den tid han havde haft fra sin mester. Han havde bildt sig selv ind, at dennes ord var blidere. Og nu.. Havde han glemt det der rigtig var blevet sagt. Havde svedt det ud. Fuldkommen.
Nogen løb. Clair. Han løftede kort hovedet og stirrede efter hende. Så hende løbe. Hvad mon hun skulle? Nå. Det kom ikke ham ved.

Alvara så på varmpyr manden og kvinden. Gad vide hvorfor kvinde løb? Det var jo hende der havde startet kysseriet? Alvara gik lidt længere ud på gaden - hun havde besluttet at gå forbi dem - men stoppede. Hun fortrød, det ville virke uhøffeligt bare at gå forbi dem. Det var hendes gamle opdragelse der viste sig igen. Nu stod hun bare der og kiggede lidt, håbede de ville sige noget, eller måske bedst af alt bare inorere hende.

::undskyld at det er så kort...::

Lilian så over sin skulder ned på den synkende Aksel, og derefter den nu løbende kvinde, der havde et udtryk af fortrædelighed over hendes handling. Hun krysede sine arme og så lidt rundt på denne underlige gruppe af vampyrer, som var til stede.

Hun kunne godt mærke det ekstra sæt øjne der nu havde hvilede på dem i et godt stykke tid, men måske skulle hun bare lade personen være? Ikke nok med det, ved hendes side havde hun en lille dreng der pludselig gik igennem sine gamle minder. Hun kunne tydelig læse det på hans udtryk.

Hun rettede sit blik på manden der havde haft en arm rundt om den forsvundne kvinde, han så usikker og overrasket ud.
"Tsk hvor jeg dog er så meget IKKE i humør til sådan noget her!" Tænkte hun.

Med et kørte hun sit blik op og de ramte den unge pige, med blod i den ene mundvige, lige i hendes øjne. Pigen så et øjeblik forskrækket ud, da Lilians neon - næsten oplysende grønne øjne stirrede koldt på hende.
Derefter vendte hun sig en smule om og så ned på Aksel igen, der ikke så ud til at rigtig røre på sig, udover at havde set i retningen af den forsvundet og kysse-syge kvinde. En velkendt følelse begyndte at tage form, og hun besluttede sig for at tage Aksel i hans ene arm og hive ham op fra jorden, velvidende om at han sikkert ville protestere imod det.

Men Lilian havde ikke lyst til at efterlade ham til sig selv, en form for ansvar havde spredt sig i hende. Og hun havde med sikkerhed noget han kunne bruge hjemme hos hende.

Normalt ville han have protesteret. Protesteret mod at blive slæbt op og ned og alle vegne, af en eller anden kvinde med krudt i røven, ja, sådan ville han nok have udtrykt det. Men ikke nu. Nu lod han sig hive op med en modløshed, der overraskede ham selv.
"Lad være..." hviskede han. Træt af al den modstand. Han mærkede varmen i sin pande, som ikke burde være mulig for en vampyr. Det troede han i hvert fald ikke. Øjnene gled i. En svedperle dansede lystigt over hans pande. En underlig svimmelhed. Åh. Nej. Bare. Ikke. Det.

Han frygtede det.

Han hadede det.

Aksel faldt om. Feber. En styg feber.

Det kom hverken som et chok eller overraskelse da Aksel faldt sammen. Hendes udtryk forblev stadig fattet, med ingen følelser vist på overfladen. Men hans vægt var ikke noget problem for hende, de fleste vampyrer var ikke fuldblod og var derfor ikke skabt med den samme styrke som hun selv havde, da hun præcis var en af de få fuldblods tilbage.
Så det ville nok komme som en overraskelse eller chok for de 'falske' vampyrer, når de så den styrke hun eller andre fuldblods besad.

Hun tog Aksel op i sine arme, ikke nogen romantisk bæremåde, mere den mest lette måde end som så.
Hun så på de to andre i et hurtig blik, og besluttede sig så for at gå, dog lige med et par ord til de to resterende vampyrer.
"Hvis jeg var jer, ville jeg forsvinde herfra - og pigebarn, du har blod i din ene mundvige!... farvel"

Hun forsatte nu sin rute hjem som hun før var blevet forstyrret i, men denne gang havde hun en ekstra med sig. Han ville med sikkerhed blive en smule pinlig berørt ved tanke om at havde blevet båret af en kvinde, på åben gade med en masse mennesker, men det var ikke noget hun gad til at tage sig af, og de skulle kun ud på en stor åben gade, for så at forsvinde i skyggerne igen.

Clair skubbede sig pludselig ud af Lucas´ greb og begyndte at løbe. Han var fuldstændig forvirret et øjeblik. Så begyndte han at tænke. Skulle han løbe efter hende?
Nej, det var for sent nu, og han ville heller ikke nedlade sig til at storme efter en kvinde. Pludselig følte han sig knap så glad for hende som før. Han havde det underligt. Han følte sig afvist, hvilket han bestemt ikke brød sig om. Kvinder! De opførte sig simpelthen så mærkværdigt nogle gange!
Den anden mandlige vampyr satte sig pludselig ned og begyndte at lege med en blomst med fingrene. Han virkede som om, han var et helt andet sted. Lucas syntes, han havde en underlig opførsel. Og nu så han også ud til at have det dårligt. Den kvindelige vampyr, der stadig stod tilbage, hjalp ham op at stå, og pludselig faldt han om. Hun tog ham op i sine arme.
"Godt, det ikke er mig, der bliver båret af en kvinde," tænkte Lucas. "Hvor uværdigt! Har han det virkelig så dårligt, at han ikke kan gøre modstand? Han er jo vampyr!"
Så henvendte den kvindelige vampyr sig til ham: "Hvis jeg var jer, ville jeg forsvinde herfra," (hvad mente hun med jer) "og pigebarn," fortsatte vampyren, "du har blod i den ene mundvig!... Farvel."
Han fulgte vampyrens blik og fik øje på en anden kvindelig vampyr. Hun så ud som om, hun havde betragtet dem et stykke tid. Hvor frækt!
"Sådan en nysgerrig tøs!" sagde han til hende. "Hvad glor du på?"
Han kunne mærke sit temperament stige. Det måtte være afvisningen af en kvinde og hans blodtørst, der påvirkede ham på samme tid. Han måtte også finde sig noget blod nu - ellers endte det med, han kollapsede ligesom ham den anden fyr. Lucas overvejede, om han skulle gå i den samme retning, som Clair var løbet... Han kunne stadig se hendes flotte krop og smukke ansigt for sit blik...

Tørsten var væk og Clair opførte sig normalt og stilet. Hun ønskede at hun aldrig havde mødt dem, hun var vred på sig selv, fordi hun ikke var stærk nok til at beherske sig når hun var tørstig. Hun ville aldrig se dem igen. Det var for ydmygende, for pinligt. Hun måtte væk, langt væk. På den anden side var det lang tid at hun havde snakket med nogle hun ikke havde tænkt sig at dræbe bagefter. Det var rart ikke at være ensom. Hun savnede vampyr familien hun havde boet hos. Hun tænkte tilbage til kysset, hun havde aldrig kysset en vampyr. Nu syntes hun at hun havde været dum, hun var faktisk enig med Sebastian og kvinden.
Hun kunne se dem igen og vise at hun ikke var helt fra den. Hun var meget optaget af at holde sit gode ry og nu smuldrede det mellem hænderne på hende.

Hun åbnede hoveddøren hurtigt, gik ind, videre og videre, indtil hun kom til et bestemt værelse. En seng stod med sit betræk pænt glattet ud. Hun lage Aksel ned på sengen, der med sine kølige overflade straks begyndte at afsvale ham.

Hun så lidt på ham, nogle svedperler trille ned ad ham, og han var i det hele taget i virkelig dårlig stand.
"Tsk, det er ikke sådan med de 'falske' vampyrer, hvis de ikke fandtes så ville tingene se meget anderledes ud!" tænkte hun, for som fuldblod kunne hun ikke blive syg, ikke af sådan nogle milde sygdomme.
Hun tog jakken af ham, lage hånden på sengen og lavede hurtig en fortryllelse over betrækket, der gjorde at den hele tiden ville blive ved med at svale ham. Hun gik ud, og ind i køkkenet.

Selve lejliheden var mørk og kølig, hun havde ikke brug for særlig meget lys, og slet ikke med hendes nattesyn. Denne lejlighed var perfekt for vampyrer, og det havde hun skam sørget for, det gjorde bl.a. at hendes regninger slet ikke var så dyrer som de normalt ville være.
Men så igen, dette var en faldefærdig lejlighed, som hun havde gjort i stand. Den lå i skyggerne fra menneskernes og selv vampyrer og jægeres syn. Og med sine mange hundrede og attere hundrede forbandelser og fortryllelser for at gemme sig, var dette det absolutte sted for hende.

Med alle de fjender som hun havde.

Kun hun vidste hvor den var, også alligevel havde hun slæbet denne unge dreng med sig.
Hun sukkede stille, forstod ikke helt hvad hun havde gang i, måske manglede hun bare nogle hun kendte, for en stund.
Hun tog et glas ned fra hyllen og fylde det med koldt og krystalt klart vand, hun drak en slurk, tog en ny krop og gentog handlingen med opfyldningen af vandet, gik ind til Aksel og stilte det ved den lille kommode der stod ved sengens side.

Hun gik med sig glas i hånden, ind i stuen og så ud. En tom gad, hvor kun et par syge og mørke affjerede duer sad. Hun satte sig på kanten af vindueskammen, og tænke over dagens tidligere hændelser. Kvinden tog specielt hendes tanker.

kvindens opførelse kunne kun betyde en ting: Mangel på blod. Det var åbenlyst at det var dette som havde ramt hende.
"...Endnu en der ikke har styr på sit blod trang..." hun stillede glasset fra sig, gik ud af rummet da hun kom i tanke om noget. Styrtede ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en glasbeholder ud med en rød væske. Hun gik ind til Aksel og stillede det ved siden af glasset med vand.
"Hvis han nu får trang, skal han ikke ødelægge mine møbler, så kan han ligeså godt få det i stedet for!" Hun gik ud af døren, ud af lejligheden, låste og forsvandt ud i mørket.

::Glasbeholderen indeholder blod::

Mørke. Han elskede det, og alligevel ikke. For han hadede det også. Hadede at være forvist til det. At ikke kunne komme ud i solen. Aldrig nogensinde. Og det havde han aldrig kunnet. På det punkt misundte han halvvampyrerne. Han misundte at de engang havde færddes under solens stråler. Derfor skulle de dø. De skulle krafteddeme dø.
"PAS PÅ!" skreg en kvindelig stemme. Han kiggede op. Hævede et øjenbryn. En bil kom susende. Skulle det være noget særligt?
"OG MIN FISK HEDDER TOBY!" skreg han tilbage, som for at gøre nar af hendes høje stemmeføring.
Da bilen stoppede op, så han sit snit til at rive et stykke af det forreste metal af. Mm... Det smagte godt - præcis som forventet. Godt nok lidt hårdt, men altså. Det var lidt ala en gammel, kold karamel for mennesker. Kvinden var skræmt. Munden formet i et stort o. Han ulejligede sig ikke med spille med hende. Smadrede bare ruden og drejede halsen om på hende. Adrk. Hans fingre blev så klistrede...

Noget fangede hans opmærksomhed i baggrunden. Han virrede med hovedet, og så en smuk, slank dame komme gående. Hn...?