Emne: VATH (Vampire, And The Hunters)

"Hvis jeg var jer, ville jeg forsvinde herfra - og pigebarn, du har blod i din ene mundvige!... farvel" sagde den ene kvinde og hev den ene varmpyrmand op. Han var faldet efter at være blevet hevet op. Hun tørte blodet af med bagsiden af hånden. Alvara ville følge kvindens råd, men så hørte hun en stemme: "Sådan en nysgerrig tøs!" Det var den anden varmpyr mand der talte, ham der havde kysset. "Hvad glor du på?" Alvara fnyste fornærmet, han skulle ikke kalde hende en tøs! "Jeg 'glor' aldeles ikke på noget," sagde hun og strø forbi ham med endnu et fornærmet fnys. Hun var snart væk, og fik nu øje på kvinden der havde kysset manden, som en anden skøge, tænkte hun.

Lilian gik, med faste og beslutsomme skridt fremad. Lige nu var der ikke meget der kunne vippe hende af pinden, men da der længere fremme pludselig hændte en ulykke, og lugten af blod stod stærkt, kunne hun ikke lade vær med at stoppe op og se derhen.

En bil med en kæmpe bule, hvor en del af snuden på bilen var revet af, glasset var smadret og kvinden der havde siddet inden i bilen, var død.

Men ikke af stødet, hun så tydelig den høje ranke mand der stod der, som om det var det mest narturlige i verden at dreje halsen om på en kvinden, og derefter smage på bilen. Hun kunne sagtens genkende det sultende smil med sit irriterende tvist af pervershed over sig. Hans blik var rettet imod hende, og han vurderede hende, så om hun var noget værd.

Det var som om at høre en klokke da det gik op for ham, hvem hun var. Selv begyndte bitre tanker at strømme til overfalden, og dække hendes ellers så smukke ansigt i mørke folder.
"...Roxio" tænkte hun.
Hun skyndte sig at finde fattet frem igen, og det kolde unaturlige ansigt med ingen følelser fremvist, blev igen hendes display. Hun satte sine ben i gang igen, der var for mange mennesker der var begyndt at strømme til ulykkestedet.
Hun drejede ind i en lang mørk gyde, hvor der var stor plads og ingen ende i syne.

"Lilian..." smilede han afslappet, da det først gik op for ham, hvem han stod over for, "sikken overraskelse at møde dig her i dette hul af et kvarter. Plejer du ikke at foretrække mere komfortable omgivelser? Medmindre du gemmer dig, altså..." Roxio stoppede sin talestrøm ved at tage kvinden nærmere i øjensyn. Det glædede hans kolde hjerte at se, at en smule frygt tegnede sig i hendes ansigt. Det var ellers ikke noget man normalt så hos fuldblods. Slet ikke.
Hun vendte sig for at gå. Hun gik fra ham. Suk. Det måtte altså opfattes som et svaghedstegn?
"Lilli? Er du bange?" grinede han, og gik hurtigt efter hende. Det var fuldkommen utænkeligt at Lilian skulle være bange. Ikke den Lilli han kendte, i hvert fald. Og det var lige præcis derfor han elskede hende. Elskede hende, så meget man nu kan elske en man hader.

Hun gik videre ind i gyden, hun havde sagtens hørt hvad han havde sagt.
Hun bemærkede udemærket godt, at han nu fulgte efter hende.

"Lilli? Er du bange?" grinede han.

"Tsk...Lilli, Lilli," det gav hende kvalme når han brugte det kælenavn, det var et hendes bror havde brugt! At det så skulle gøres så vammelt af en mand som ham, var ikke til at holde ud.

"Skønt!" Tænkte hun, stoppede op og stod blot med ryggen til ham. I en glidende bevægelse vendte hun sig halvt om, og gav ham et blik der selv kunne flå den stærkste selvkontrol i stykker. Blikket var det rene guld, så flirtende, så Erotisk. Det var fantastisk. Selv for en fyr som Roxio.

"Selvfølgelig, man ved aldrig hvad en pervers fyr som dig, kan finde på!" Svarede hun koldt, så det var i total mismatch med hendes blik, der derefter ændrede udtryk, til de kolde.

Hendes blik ramte ham et eller andet sted i det perverse hjerte. Det ramte ham, men han nægtede at lade sig svække. Nægtede det, men ville dog gerne bruge det til noget. Han fornemmede en svaghed der, som måske, måske ikke kunne bruges.
"Selvfølgelig, man ved aldrig, hvad en pervers fyr som dig kan finde på." hun var lige som han huskede hende. Kærlig, men utrolig kold. Han smilede ligeså flirtende tilbage, og sendte hende derefter et jordende blik. Hun skulle for alt i verden ikke vinde denne dyst. Duel. Nej. Aldrig.
"Ja, jeg er jo berygtet for en del. Er du bange for, at jeg skulle slå dig ihjel ligesom masserne? Nu må du holde op Lilli, det kunne jeg da aaaaldrig finde på, vel?" hans sarkastiske tonefald var ikke at tage fejl af; jovist kunne han finde på at dræbe hende. Det var jo nu engang hans job, og det vidste hun uemærket godt. Men det kunne ramme. Det kunne gøre ondt.

Clair havde styr på sig selv nu. Hun kunne vende tilbage og stole på sig selv. Hun var ikke tosset, prøvede hun at overbevise sig selv om. Hun havde altid været selvglad og det var ikke altid en dum ting. Hun prøvede at få færden af vampyrene, den fik hun hurtigt. Hun kunne lugte Lucas parfume, Sebastians sved, og Lillians angst. Hun kunne lugte hendes angst. Hun gik hen ad den endnu tomme gade, stilfuldt og elegant som altid. Hun tjekkede i et sidespejl på en bil om hun stadig havde blod i mundvigen. Nej. Hun måtte finde dem igen, så hun ikke skulle være ensom igen. Det var udelukkende det hun tænkte på.

Hun havde vendt sin front imod ham, han var som altid, præcis som han altid havde været. Hun smilede lidt af hans jordende blik. Hendes kolde blik blev erstattet af et blik der godt kunne tyde på noget sult, men ikke den slags sult. Ikke trængen til at smage blod.

Han følte sig truede af hende, hun kunne mærke det, han ville ikke tabe denne samtale.
Ha, hvor det dog lignede ham.

Hun begyndte at gå med lange sleske skridt imod ham, med et erotisk smil og blik. Hun vidste at han ikke kunne modstå hende, hun kendte ham trods alt bedre end nogen anden. Hun havde bådet givet blod og krop til ham, ligesom han havde til hende.

Hun nærmede sig ham, blinkede en gang med de lange vipper og stod nu tæt op ad ham. En sexuel stemning lage sig over dem.
Hun hviskede erotisk og sensuelt i hans ører:

"Nej da, det kunne aldrig falde mig ind, at du kunne gøre det imod dig...Du har trods alt dræbt nok af mig!"
Hendes ene hånd holdt stramt fast i hans bluse, hvorefter hendes fyldige læber bevægede sig imod hans læber. Derefter satte de sig. Hun kyssede ham, men kun hans underlæbe, bed lidt i den, og slap så.

Det var forkert. Ikke rigtigt. Hele hans hjerne afviste hendes ord og kys, mens hans krop sagde noget helt andet.
"Lilli..." hviskede han ømt tilbage. Roxio forstod hvad hun ville gøre, allerede inden hendes læber nærmede sig hans, og han glædede sig. Lige meget hvad hendes hensigter kunne være, så var han parat. Parat til at modtage dem, og selvfølgelig gengælde det hele bagefter. Hun var en smule angst for ham, for han var den der kendte hende bedst. Han mærkede det tydeligt, og så alligevel ikke. Hun var god. Bedre end før i tiden. Men han havde også trænet. Øvet. Igen og igen. Mon ikke de var nogenlunde på højde med hinanden?
Han lagde sine arme om hendes slanke skikkelse da kysset begyndte. Nød det af hele sit hjerte. Hun var den eneste, han nogensinde sådan rigtig havde elsket. Den eneste... Den blide fornemmelse af kysset ændrede sig brat, da hun bed til. Satte tænderne i hans underlæbe. Af instinkt strammede han grebet. Holdt hende fanget i sit jerngreb. Nidstirrede hende roligt, med sine klare, lilla øjne.
"Lilli..." Roxio grinede let, "du er uforbederlig."

"Selvfølgelig, det er jo mig!" svarede hun, stadig med den tiltrækkende stemme og det drillende blik. Selvom han havde hende i et jerngreb, var hun rolig, hun kendte ham, og han hende. Det var en mærkelig situation, men det var sådan tingene stod, og nu nænnede hun næsten ikke at stoppe sig selv.

Hun så op i hans øjne, vidste at han prøvede at gøre hende utilpas, men hun smilede blot af hans forsøg, for hvordan kunne hun føle sig utilpas i hans favn - prøvede hun at overbevise sig selv, men det var ikke fordi at hendes kærlighed til ham var som før. Han havde trods alt knust hendes kærlighed, den kærlighed hun havde for ham, givet til ham.

Hendes kærlighed var dyrebar! og sjældent givet.

Hun stillede sig en smule på tær og slikkede så noget af det blod der havde sivet ud fra det lille fine hul hun havde lavet i hans underlæbe. Det smagte vidunderligt, den man elskers blod, var det bedste man kunne får...hun stivnede da hun tænkte det igennem.

Den man elskers blod, var det bedste...den man ELSKER?!!

Jamen jeg elsker ham ikke! Ikke!!!
Hun tvivlede på sig selv, hun havde lyst til at løbe, men han lugtede så bekendt, så trygt og alligvel så langt fra tryg. En fjende, ikke en fjende?

"Nej! jeg må væk, han må ikke finde ud af det, hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre!" hendes tanker vældtede over hinanden, og hun endte bare med at havde hendes blik rettet imod hans bryst.

Hvor var hendes selvtilid dog blevet af?!

"Lilli. Hvorfor gav du op?" hans stemme var blød som honning, sød som smør, "du vidste godt, at det ville såre mig, gjorde du ikke?" et glimt i hans øje tegnede sig så småt. Han så de sunkne parader, og normalt ville han have grebet chancen. Stukket hende i ryggen endnu en gang. Men noget stoppede ham. Noget hindrede ham i at gøre det. Til dels det, at han kunne påvirke hendes psyke, så hun måske fik vendt det om og begyndte at tro på, at det var hendes egen skyld det der var hændt. Dengang. Og til dels det at han stadigvæk elskede hende. Han havde erkendt at det var sådan. At han ikke kunne slippe uden om. Han havde lært at greje det. Håndtere sin kærlighed. Og fremfor alt - han havde lært at lægge følelserne fra sig, når arbejdet kaldte.
"Du kunne ikke nære dig. Du MÅTTE smadre det hele... Du kunne ikke stå for det." ordene var så uendeligt blide, og det samme var de fingre der strøg hendes hår.

Lilian.

Hun hørte det, mærkede det, hun stivnede. Noget i hende begyndte at vågne, noget som hun kendte.
Det var falsk, hans søde stemme, de ord han brugte. Det var IKKE hende der havde ødelagt deres forhold. Hun strammede sit tag i hans tøj, som om hun var bange for at slippe ham, men det passede ikke.

Alt var som det plejede, han var stadig den arrogante højrøvede perverse mand som hun havde faldet for, og ikke mindt af alt, han var på arbejde. Han kunne dræbe hende hvis han ville, kunne han ikke se det? hun var i hans arme og nærmest bad om nåde. Det gav hende kvamle.
Og ikke nok med det, han prøvede at tøre deres brud af på hende.
Det gjorde hende rasende.

Hun kunne mærke hvordan hans finger begyndte at kærtegne hende, i hendes hår, lege med nogle af hendes hårtotter. Ligesom den gang de havde været sammen.
Fandme nej!

Hendes tag i hans tøj, der før havde lignet en med usikkerhed, blev til stramme næver. Mørke skygger tog form i hendes ansigt, og en aura der udstrålede død strømmede ud fra hende.
"Din...HØJRØVEDE ARROGANTE NAR!" Hun kylede ham hårdt ind i væggen så det revnede bag ham. Så stod hun stille, så nedlagende på ham.
At han turde lege sådan med hende, hun fik kvalme.

Hendes pupiller var som en kats, spidse og lige nu så hun ham kun som død. Så slap hun en massiv kraftbølge ud omkring hende, så jorden blev flænset op, og murene revnede og var på vej til at falde sammen.
Så stod hun stille, som om hun havde fået det meste af vreden ud, men nej, mere ragnerok var på vej, især hvis han begyndte at sige noget med hans skide fisk hed Toby!!!

Han lukkede øjnene, og lod sig synke ned mellem murbrokkerne. Der var noget dejligt beroligende over hendes vrede råb og skrig. Noget velkendt. Han ignorerede fuldkommen de ynkelige menneskers piben, da væggen faldt ned og kvaste dem synder og sammen. Han ignorerede fuldkommen smerten der bredte sig langsomt men sikkert. Tja. Det her var Lilian. Lilian som han kendte hende. Han følte en absurd trang til at le. Til at grine højt og længe. Det var vanvittigt. Det gjorde jo ondt. Og desuden ville det bare pisse hende endnu mere af.
"AHAHAHAHAHAHAHAHAHA!" netop af sidst nævnte grund lod han sin latter give genlyd i passagen. Han nød at lege denne leg med hende. At se hvor vred hun kunne blive. Burde han snart begynde at gøre modstand? Nej. Det her var sjovere. Men han måtte hellere komme op at stå, før hun smadrede ham ned i asfalten.
"Dit sprog Lilian." alt det her sagde han bare for at holde hende til ilden. Han var ligesom et lille barn, der ville se hvor langt han kunne gå.

Hun så en smule overrasket på ham, men det var så typisk for ham. Han elskede at lege med hende, hvad ville han opnå med det? Smage flere murbrokker?

Hun fnøs hårdt af ham, han havde ondt, hun kunne se det og kunne ikke lade vær med at smile af det, et overdrevet arrogant smil. Hvor det dog morede hende. Hvor var det længe siden hun havde fået lov til at gå besærk på en. Hun stilte sig til rette, kiggede kort på ham med hovedet en smule på skrå.
Hørte de skærkslagende menneskeskrig, der spredte sig omkring dem som den væreste form for pest. Og hun var ligeglad.

Han grinte af hende, prøvede at få hende til at banke løs på ham. "tsk, idiot!" tænkte hun. Hvilket igen fik et smil på hendes læber.

"Jeg burde takke dig!" Hendes stemme holdte ingen form for vrede, kun en smule arrogance.

Hun var ovre i sit gamle jeg.

"Hvis du ikke havde gjort dét, havde jeg jo nok stadig været sammen med en røvslikker som dig!"

::Dét - menes med dengang de slog op::

"Takke mig? Hvor hvad dog? At jeg kom til fornuft og slog op med dig, smukke?" det sidste ord sagde han særlig hånligt. Særlig hovent. Slesk.
"Og dét. Du holder bare kæft med dét, for du har ingen forstand når det kommer til det. Faktisk har ikke andet i hovedet end den fandens iskolde facade, og din voldelige adfærd. Du er en skændsel! En fucking skændsel. Måske er det derfor ingen har ville være sammen med dig siden dengang? Jeg savner dig muligvis, men ikke nok til at glemme dine grimme sider. De sider der i sin tid fik mig til at sige stop." han knaldede en rødglødende hånd ind i en rest mur der stadig stod, og den gik op i flammer. Om han havde kastet en fortryllelse på sin hånd eller muren, var uvist, men noget måtte han have gjort. Sådan noget skete ikke af sig selv.
"Forøvrigt... Så klinger røvslikker lidt hult, i forhold til dine egne handlinger i tidens løb. Ja, jeg siger det bare..."

"Hvem tror du så forvoldte den iskolde facade og mit voldelige adfærd!? Hvorfor tror du at jeg ikke har været sammen med nogen siden da?! FORDI DU ÅBNEDE MINE ØJNE OG VISTE MIG HVORDAN MÆND ER!!!!"

Hun stod lidt hivende med vejret, men fik straks styr på det igen. Hendes energi boblede og rørte sig i hende, hun var ikke i balance og kunne sagtens, hvis noget gik galt nu, springe stort set hele byen væk, med en energi udløsning. Hun blev straks omfavnet af sort energi der bølgede omkring hende, rå energi der viperede let og var hele tiden i bevægelse.

Hun så med iskolde øjne med vreden tatoveret i dem. Hvis hun slap den løs ville det hele være ovre, men hun kunne stadig ikke få sig selv til det. Ikke endnu, hun blev nød til at slette gamle følelser, rester fra dem. Men energien blev hvor den var, dansende sleskende omkring hende.
Hvorefter den blev voldsommere og nærmest hvæssede som en slange ad ham.

Den afspejlede hendes humør, hendes sinds forstyrrelser og hendes smertende hjerte der var ødelagt.