Emne: VATH (Vampire, And The Hunters)

Nu begynder festen. Spil. Rol. Ha' det sjovt. Okay? Jeg vil ikke lave en kæmpelang intro, men måske bare denne ene, disse to. Tre. Linjer dette bliver til. Gå igang. Med menuen. Vatpind. Lækkert. Jeg vil skrive et indlæg nu. Ja jeg vil så. Alle regler findes i OOC'en. Så kan det vist ikke blive lettere. Mere enkelt. Tralala.


Godaften folkens.

"Hej med dig, lille frøken..." smilede han til en ensom pige, der sad og så bedrøvet ud på et trappetrin. Hun smilede tilbage, og sagde med sin kønne, lyse stemme:
"Godaften hr., hvad laver De dog herude så sent?" hun rejste sig, og børstede støvet af sin fine, hvide kjole. Hun var godt nok ikke bange af sig.
"Åh, jeg kigger mig såmænd bare omkring. Hvad hedder du, pige?" han rakte bleg hånd frem, samtidig med at han sørgede for, at håret faldt ned over de røde øjne. Et glimt i hans øje bredte sig. Det skulle blive godt med noget middagsmad...
"Magda hr., det glæder mig, at møde dem." et flygtigt håndtryk, og så vidste han, at noget var galt. Magda Vraa, ja det stemte vist med hvad hun havde fortalt. Men vampyrjæger? Shit. Han bevarede et kunstigt smil, og gjorde sig klar til at springe på hende eller flygte.
"Sebastian, mig en ære." da han havde præsenteret sig nejede hun, fast besluttet på at lege med lidt længere. Hun havde kendt hans identitet fra starten, og nu kendte han også hendes. Men var hun, Magda, klar over dette? Det kunne blive hans redning.
Da hun nejede kastede han sig over hende. "Farvel, lille jæger..." fik han hvisket. Elegant. Slog hul på hendes lyserøde hud med de spidse tænder, og mærkede til sin glæde nogle dråber finde vej ind i hans gab... Også... Han fik en knytnæve i maven, og den distraherede ham lige nok til, at hun nåede at smutte væk. Han bandede for sig selv.

"Puha..." stønnede hun og tog sig uvilkårligt til halsen. Drengen havde bidt hul. Han havde rent faktisk skadet hende. Det var der ikke mange der havde formået. Ikke at hun havde stået over for særlig mange vampyrer i tidens løb... Nej, hun var jo lige færdig med skolen. Men havde han vidst det? Havde han vidst, at hun var en af jægerne? Hun mente da, at have hørt ham hviske ordene 'farvel, jæger', lige før han satte tænderne i hende. Var det indbildning? For han kunne vel ikke... Det gik over hendes forstand.

"Så er jeg hjemme igen!" råbte hun glad, da hun kunne hænge sin hat på knagen. Intet svar. De var nok ikke hjemme. Måske var de gået i operaen? Det gjorde de tit. Ofte. Faktisk var det som om, de bare ventede på, at hun flyttede ud. At hun fandt sit eget sted at bo, så de ikke skulle bekymre sig om hende længere. Hun slæbte sig op ad trappen, fuldkommen smadret efter dagens forløb, og smed sig på sin store seng. Åh, det skulle blive godt at sove. Ja det skulle så. Hun gled langsomt ind i drømmenes paradis...

Clair gik med ualmindelig elegante skridt hen ad den belyste gade. Hendes tørst var ubeskrivelig. Så mange mennesker, så meget blod. Hun kunne nemt lokke en mand til et sted hvor hun kunne tømme ham for blod. Hun så blodårene på de forbigående mennesker. Deres røde blod, en delikatesse. Børn smagte bedst, de var også sjovest at lokke. Mennesker var for hende kun slik, slik der var over det hele. Deres blod som flydende chokolade, som rødvin, det røde guld. Hun måtte finde den rigtige, hurtigt.

Alvara gik ubemærket rundt i skyggen af husene. Hun havde svært ved at styre sig, hun rystede over det hele. Jeg må finde en eller anden fulderik i en gyde, tænkte hun. Jeg må ikke vække for meget opsigt, der er varmpyr jagere her, tænkte hun og smuttede ud på gaden. Alvara lagde mærke til en herre. En af hendes egen slags, en varmpyr, et øjeblik stirrede hu på ham, sikke et sammentræf. En pige løb længere fremme på gaden, havde han forsøgt at bide hende? og i så fald hvorfor var det ikke lykkedes? Blod, blod, blod, må have blod. Hun mistede kontrolen over sine tanker, hun kunne ikke længere tænke på andet end blod. Hvem bekymrede sig om en varmpyr mand? Alvara løb over gaden og ind i en gyde. Hun var heldig, en drukken mand lå der. Hun bed ham så hurtigt at han ikke nøede at opfatte det. Hans blod smagte surt af sygdom og alkohol.

Lucas spankulerede rundt i gaderne. Hans krop krævede blod og havde gjort det et stykke tid nu. Han havde frygtelig ondt i hovedet og havde en smule kvalme. Han måtte snart finde sig et offer, men det skulle helst være det helt rigtige...
'Det er bare en dum undskyldning,' sagde han til sig selv, 'for ikke at dræbe den næste. Hvorfor er du dog sådan en kujon?'
Han forsøgte at tage sig sammen.
I det øjeblik fik han øje på en smuk, ung kvinde. Hun så ud til at være omkring 22 år gammel, hendes hår havde et rødligt skær, og hun gik med ualmindelig elegante skridt. Han gik hen imod hende...

Lugten af blod fortryllede Clair og hun var ved at bukke under. Hun forestillede sig smagen af en frisk ung mands blod. Det skulle være en mand de var nemmest at lokke. Med hendes skønhed var det som at stjæle slik fra et barn. Mænd faldt pladask for hende før hun nåede at sige hej og vise ben. En ung mand kom gående med elegante skridt hen ad gaden. Han kiggede målrettet på hende med nogle dybe og... lige nu røde øjne. Hans skridt var ualmindelig elegante og han var også ualmindelig smuk. Hun var ikke i tvivl han var også én skuffelsen rev i hende. Men han stoppede ikke af den grund. Havde han ikke set at hun også var vampyr?

"It's innocence... It's brilliance... Please don't go away..." sang han lavmælt. Avril Lavigne. Han vidste ikke, hvornår han havde fået den på hjernen, men måske var det i bussen? Der huskede han i hvert fald, at have hørt den i radioen.
"Hn?" han så en vampyrkvinde. Hun var den røde type. Rødt her. Rødt der. Vampyr. Det var i sig selv ikke så usædvanligt... Det var mere manden. En mand med det smukkeste, isblondt hår og skønne, lyse øjne. Han var da virkelig en skønhed. Det sære var nu, at han bevægede sig hen imod kvinden som en panter på jagt. Som en vampyr mod et menneske. Eller en vampyrjæger. Men de var jo begge to vampyrer, så hvorfor dog? Vidste han ikke... Nå, det kom i grunden ikke ham ved. Hvad der interesserede ham mere, var hvordan sådan en vampyr smagte. Han havde aldrig smagt på en af sin egen art.
"Hej folkens. Ro på." han smilede et glimtrende tandsmil, uden at tænke på hvor åndede hans ord havde været, "jeg hedder Sebastian. Varhammer."
Aksel lænede sig op ad muren. Mageligt. "Jeg er af samme race som jer. Som jer begge."

Hun gik stille fremad, fordybet i sine egne tanker. Det havde været en travlt dag, og det var ikke fordi hun havde haft nogle at tage blod fra i lang tid, men samtidigt var trangen til blod der heller ikke rigtig. Hun kunne godt vente lidt endnu. Hun gik videre, stille og rolig så hendes sko gav de velkendte lyde af de høje hæler, der ramte jorden i en næsten rytmisk melodi.

Hun drejede om hjørnet, men lage straks mærke til 3 andres tilstedeværelse. Hun stoppede hurtig op, klar over at de endnu ikke havde opdaget hende. Hun var trods alt også et af hendes kendte evner. Evnen til at neutralisere hendes egen tilstedeværelse så ingen andre end hende selv vidste hvor hun var.
Hun så de 3 personer lidt an, og kunne straks antage alle 3 for vampyrer.
Hun kunne dog ikke lade vær med at undre sig over, hvad disse unge skabninger lavede. Hun hørte og så hvordan en ung mand kom nærmere og præsenterede sig selv.

Han så meget bekendt ud, og straks slog det hende, da hun hørte navnet.
"Jeg hedder Sebastian. Varhammer."

”Så nu går han simpelthen under navnet Sebastian, nå ja, han sagde også han ikke var vild med det navn dengang…”

Hun så videre på sceneriet. Lod stadig ingen af dem vide hendes tilstedeværelse. De skulle nok få den at vide når hun synes det var passende, hvis hun overhovedet gad blande sig i sådan nogle børns komsammen-fest.

"Goddag, Sebastian," sagde han til den fremmede vampyr. "Mit navn er Lucas de Miel."
"Hvordan kunne du være så dum? Ikke at opdage at hun også er en vampyr?" spurgte han irriteret sig selv. Og han var virkelig meget irriteret - og skuffet. Han kunne ikke drikke hendes blod, så han var nødt til at finde en anden. Hans kvalme tog til... Han forsøgte at glemme den ved at stirre på den unge kvinde. Hun var meget smuk, det måtte han indrømme, meget tiltrækkende - han ville virkelig ønske, hun havde været et menneske. Så havde det været en fornøjelse at tage hendes blod.
"Og hvad er dit navn, så?" spurgte han den unge kvinde og forsøgte at virke charmerende, idet han rakte hånden frem mod hende.

Clair smilede ved tanken om at han virkelig troede at hun var et menneske. Hun manipulerede med de to mænd, fik dem til at blive tiltrukket af hende. Hvis ikke ham med det isblonde hår allerede var det i forvejen. Han havde nogle smukke øjne, blanke og klare som at kigge på månen. "Og hvad er dit navn, så?" Spurgte manden med de klare øjne og rakte en hånd frem. "Mit navn er Clair Ferdano" Sagde hun, rakte en hånd ud og Forventede nogle bløde læber på hendes blege hånd.

Lucas førte hendes spinkle hånd med de smukke negle op til sin mund og trykkede blidt sine læber mod den.
"Godaften, Clair," sagde han og forsøgte igen at lyde charmerende.
Det irriterede ham, men han kunne mærke, at han var faldet for hende. Han kunne ikke trække blikket fra hende. Han ville ikke give slip på hendes hånd. Han blev ved med at holde den i sin.

En underlig trang. En underlig følelse. Hvorfor i alverden var han pludselig tiltrukket af denne kvinde? Hvorfor...
"Det glæder mig at møde dem, frøken Clair." han sprang frem, og rev hånden ud af den anden mands greb. Måtte trykke den. Hov. Hendes evne. Hun kunne ændre på folk i rummet. Det var altså det, der var hændt ham. En fortryllelse. En fucking fortryllelse.
"Hvor er du klog, lille pige..." det kostede ham så stor overvindelse, at han måtte lukke øjnene. Heldigvis var det kun fysisk tiltrækning. Sådan her var det meget lettere at sige sådan, selvom det stadig tog hårdt på ham, at overskride det her.
"Du er stupid, at du tager disse midler i brug. Jeg vil afsky dig for det, når dette her er forbi. Pattebarn. Tænk at du er nød til det her, for at få en mand til at forelske sig i dig."
Han drog et dybt åndedræt og åbnede så øjnene igen. For fanden. Hvor var det svært....

Med krysede arme rystede hun en smule på hovedet.
"Tossede pigebarn!" Tænkte hun foragtet, at hun ikke kunne udnytte sin skønhed uden at bruge sine evner, var virkelig åndsvagt og tåbeligt. Hun lod sit blik glide hen over de 3, og kunne til sidst ikke lade vær med at sukke, da hendes blik nåede Sebastian.

Hun begyndte hurtig at gå frem ad, hurtigere end lige så. Ingen lage i hvertfald mærke til da hun pludselig stod helt tæt op og slog imod Sebastians pande med sin pegefinger. Et lille knald kom, ikke fordi slaget havde været stort, men hun havde brugt sin tommeltot til at fyre sin pegefinger af, hvor den fik ekstra energi til stødet.

Det var nok til at fjerne den fortryllelse der var lagt over ham, og nu stod hun og så koldt på ham.

"Mester Iron ville virkelig havde været skuffet over dig, Aksel!"

Lucas brød sig ikke om måden, hvorpå Sebastian talte og skulle til at sige noget, men pludselig dukkede endnu en vampyr op fra skyggerne. Han belv helt forvirret og undrede sig meget, da hun pludselig slog let imod Sebastians pande med sin pegefinger.
Så sagde den nytilkomne: "Mester Iron ville virkelig havde været skuffet over dig, Aksel!"
Lucas forstod intet og sagde i stedet til Clair: "Du skal ikke tage dig af ham, Sebastian. Jeg kan forelske mig i dig, uden du bruger dine evner."
Han smilede til hende og skulede til Sebastian.