Tag agt. Når jeg har talt til tre slipper vi de ivrige rollespillere løs i udendørs arealerne, og gud nåde og trøste dig, hvis du ikke kan tåle lidt blod i ny og næ. Det her kommer til at koste dig dyrt; måske mister du livet? Ja, i hvert fald skyder vi spillet igang.

1 2 3 START!

Med en skræmmende omhyggelighed tørrede jeg blod af skaftet fra min brunlige dolk. Sart var jeg ikke, men den kvalmende lugt af blod, kunne få mine hår til at rejse sig på hele kroppen. Den kradsede i næsen og stak i brystet. Derfor gjorde jeg altid mine våben rent med en foruroligende perfektionisme. Jeg lod et diskret suk glide over mine læber, lagde kniven tilbage på sin plads og spottede ud over den bagende ørken.
Fra et sted i min inderlomme, fiskede jeg en sidste ciggaret frem. Det var ikke just smart at ryge nu, men chancen for endnu en voldsom kamp på én dag var ikke stor. Det var snart blevet en normal ting for mig at ryge med røg i lungerne. Det var ikke længere en byrde. "Nanna Hoejgaard mønster elev og psykopat morder." Da denne sætning fløj over mine læber fik den en lille latter til at boble i mig. Det lød langt mere grotesk, end jeg havde regnet med. Jeg sparkede håndligt til den døde dreng i sandet. Hvorfor jeg havde dræbt ham, vidste jeg ikke rigtigt. Måske for at være rebelsk overfor mine hippie agtige forældre. Rebelsk på en meget voldsom måde. Jeg lo endnu engang.
Lidt længere fremme kom en dreng til syne. Med gyldenbrunt hår, brun vest og sorte bukser. Sorte bukser?! Varmen lå som et tykt tæppe over området, og drengen bar sorte bukser? Han måtte være gal.
"Hej," fik jeg frem. En anelse mere højtidligt en planlagt, men det gjorde nu ikke noget.

"Hoejgaard.." hvislede jeg. Ikke højt nok til at hun kunne høre andet end en lav hvisken. En hvisken uden ord. Det var min lillebroder det der. Og hun havde bare... Ødslet hans liv bort, som var det ingenting. Og nu stod hun bare og... Og grinede. For sjov. Hun havde gjort det for sjov. Jeg havde hørt hende le ondskabsfuldt og sparke til liget. Havde hørt hende sige sit navn. Og så tog hun sig en smøg. Jeg holdt mine våben i baggrunden, for det var meningen at jeg skulle skræmme hende med dem. Overraske i et baghold.
"Hej!" jeg lagde mit ansigt i passende folder, og fik sagt et nogenlunde smilende goddag. Ikke endnu... Ikke endnu...

"Ja undskyld, det her er ikke så charmerende," sagde jeg undskyldende og gav liget et blidt puf, så det trillede ned ad bakken. "Knægten var så latterlig at gå til angreb på mig."
Jeg hævede det højre øjenbryn diskret, imens den nogenlunde jævnaldrende dreng nærmede sig. Paphoved. Man måtte altid være på vagt, og selvom drengen her var det, som man vil definere som "lækker," måtte jeg ikke lade mig selv distrahere. Det kunne nemt udvikle sig til to ting. Venskab eller mord. Sådan foregik det jo.
Jeg trippede rastløst og tog et dybt sug. "Det er jo dét, som spillet handler om. Det er fandme sygt," mumlede jeg akkurat højt nok til, at drengen måtte høre det. Det lød en anelse komisk, så jeg følte mig tvunget til at lade en kort og rimelig påtaget latter glide over mine læber. Jeg mente det nu ret seriøst. Det var sygt. Sygt og fokert. Men herre gud. Jeg lænede hovedet tilbage og pustede røgen op i himlen. Dog aldrig uden at have drengen i øjenkrogen.
"Hvad hedder du?" spurgte jeg vuderende, imens mit hoved stadig var peget imod den bagende himmel.

"Du har jo selv valgt at deltage, så jeg kan ikke se hvad dit problem er?" jeg smilede et undskyldende smil, for at sige, at jeg altså ikke mente det så slemt.
"Martin En Vallia," jeg valgte at fortælle hende mit spilnavn på en sådan måde, at det ikke var at kende fra at have været mit rigtige, "hvad er dit?"
Jeg stillede mig i en position der gerne skulle indikere et ønske om fred, men jeg var ærlig talt ikke sikker på sådanne regler længere. Hvem er også det? Ikke mig. Jeg havde alt for mange mord på samvittigheden. Alt for mange minder. Jeg huskede kun svagt tiden før startskuddet, for her efter det var det hele bare gledet sammen i en stor pærevælling.

Jeg smed smøgen i det tørre græs, og da jeg et kort øjeblik efter så små flammer, kørte jeg hurtigt foden hen over den udkørte smøg. Dog ikke så hurtigt, at det virkede febrilsk eller desperat.
"Nanna," sagde jeg kort. Jeg elskede at bruge mit rigtige navn. Alle skulle vide det. Alle skulle vide at datteren af to advokater, der var meget imod dette drablige rollespil, faktisk selv elskede at spille det. Elskede at komme hjem indsmurt i andres blod og trække letg på skuldren af sine forældre. 'Det er jo ikke ulovligt, så i kan jo være ligeglade,' plejede jeg at sige til dem. "Nanna Hoejgaard," gentog jeg og rakte hånden frem som hilsen. "Ja jeg er udemærket klar over mit valg. Det er også vildt sådan et andrenalin sus, som man får af det. Det bringer det grimmeste og mest dyriske frem i folk. No offence," pludrede jeg direkte. Sådan var jeg. Jeg behøvede ikke ligge skjul på noget herude. Enten måtte han acceptere mig og blive en af de meget få venner, som jeg havde herude. Ellers kunne jeg jo bare dræbe ham.
"Er det din første gang?" spurgte jeg som en hentydning til rollespillet. Han virkede dog lidt mere som en rutineret spiller. En rutineret dræber. Uden at han kunne finde det stalker agtigt, lod jeg blikket glide hen over hans skikkelse. Ganske kort. Han var OK. Ikke sådan en, som man aldrig ville kunne nænne at gøre det af med. Men ganske, ganske nydelig.

"Næ. Men det var min lillebrors første." et svagt smil gled kort over min ene mundvige, hvorefter det forsvandt. Havde det nogensinde været der? Det var til at tvivle på.
"Han havde glædet sig rigtig meget, så det er synd at det endte så tidligt for ham..." hun skulle ikke vide det. Ikke endnu, "jeg ved ikke hvad han ser i det. Sådan er hele min familie; fast besluttede på at vi skal deltage fra vi fylder otte... Det er helt vildt! Jeg er den eneste som ikke finder det morsomt. Sjovt nok fordi JEG skal deltage. Ikke dem." en skuldetrækning. Det kunne egentlig være ligegyldigt. Og hvad ragede det egentlig denne pige?

"Trist for din lillebror. Jeg ville gerne have sympati. Men det er sådan det foregår sig herude. Det er konsekvenserne. Desværre."
Det gippede let i mig, idet drengens talestrøm satte igang. Først havde jeg lyst til at ligge hænderne for hans mund. Hans ord var private, og jeg ønskede dybest set ikke at høre dem. Men samtidig dragede de mig, og jeg lod ham tale ud. "Én ting er at dræbe herude frivilligt. Den anden ting er at gøre det imod sin vilje." Roligt, ja meget ømt, lod hun sin hånd glide blidt hen over hans skulder. Hun var øvet i at kærtegne, og det var hurtigt nok til, at han ikke kunne nå at afvise det. Hun trak hånden til sig. "Jeg har gjort det her alt for mange gange," startede jeg. Jeg følte ligesom, at jeg måtte give noget igen, når han nu var så hudløs ærlig om sit liv udenfor. "Men min familie hader mig, og det har de altid gjort. Jeg ved godt det lyder ynkeligt, men det her er ligesom det eneste sted, som jeg har. Et sted jeg nærmest kan kalde hjem. Men så snart jeg er her, så kommer modstandere imod mig. Og ærlig talt, så hellere dem end mig."

Jeg hankede op i rygsækken og kørte mit ærme hen over min pande. Mit svedige pandhår klæbede til mit ansigt og jeg havde en ufattelig lyst til at flå den varme, grønne kjole-bluse af, men jeg vidste at det ville være hamrende dumt. Min hud kan ikke tåle så meget sol, og solcreme var en af de ting jeg ikke havde medbragt til spillet. Jeg tænkte længselsfuldt på den skyggefulde skov jeg havde forladt tidligere idag. Men jeg skulle jo gennem ørkenen for at komme ind til byen. Jeg så op. Burde den ikke snart dukke op? Jeg burde kunne se huse snart. Det kunne jeg ikke. Hvad jeg kunne se var to skikkelser, slørede på grund af varmeflimmer, som stod overfor hinanden. Jeg satte farten op. Hvis her var mennesker kunne byen ikke være langt væk.
Den lille stemme indeni mig, stemmen som var Bjørk, begyndte allerede nu at råbe op om, at hun var genert, at hun ikke ville tale med dem, at hun helllere ville være alene, men jeg lyttede ikke. Istedet lod jeg Lykke løfte min hånd og vinke til de to mens jeg fortsat gik frem mod dem. I takt med at jeg nærmede mig kunne jeg skelne flere detaljer: den ene var en letpåklædt pige med et alt for stort, og frygtelig klodset sværd, og en sandsynligvis upraktisk rustning, den anden var en dreng i vest og sorte bukser.
Jeg var kommet inden for hørevidde nu, men jeg ville vente med at sige noget, til jeg stod ved siden af dem, og kunne tale normalt. Istedet vinkede jeg igen.

Hurtigt bøjede jeg mig ned på knæ. Solen skinnede, ned på mit sorte hår. Jeg streg en hånd igennem det. Sveden havlede ned over mig, jeg havde løbet væk fra den dejlige skygge imellem træerne i skoven. Jeg hørte en lyd, og så tre personer stod en lille smule længere fremme. Jeg trak jeg en pil op ad koggeret. Jeg pegede buen, langsomt mod de tre personer. Der stod en lille, smule længere fremme. Yes tænkte jeg der var en busk to meter fra hvor jeg stod. Fordi drengen med de sorte, bukser kiggede over mod det sted, hvor jeg var. Han havde sikkert hørt en klirren fra de mønter jeg havde liggende i min pung. Der gik et minut eller to, så løftede jeg hovedet over busken. Lige nu stod de og talte. Jeg lagde pilen tilbage i koggeret og rejste mig op. Stille og roligt begyndte jeg at gå hen mod dem. Der var jo ingen grund til at lave fjender så tidligt i rollespillet. ”Hey ”sagde jeg, og rakte min hånd op som hilsen.

"Goddag," hilste jeg og standsede få skridt fra de to. Jeg åbnede munden for at sige noget mere, men lukkede den så igen. Der lå et lig mellem dem. Et meget lille lig. Jeg havde ikke fået øje på det før nu, selvom det burde være svært at overse. Jeg rynkede på næsen ved den svage lugt af blod.
"Øh, måske ikke goddag, men så ihvertfald dag," rettede jeg, og tvang mine øjne væk fra den lille dreng i sandet.
"Mit navn er..." min præsentation blev afbrudt da en tredje spiller dukkede frem bag en busk, og krævede opmærksomhed.
"Hey," hilste han, og hævede armen i hvad der sandsynligvis skulle være en venlig hilsen. Havde sikkert virket bedre hvis han ikke havde haft en bue i hånden, noterede jeg. Men nu jeg tænkte over det, pigen jeg stod sammen med havde også sit enorme sværd frit fremme, og selvom hun selvfølgelig ikke kunne have mange steder at gemme det (stort sværd og ikke ret meget tøj), så var det måske i virkeligheden mig der virkede ubevæbnet, og ikke dem som var truende? Jeg skubbede tanken ud af hovedet, og vinkede til drengen.
"Halløj!"

Jeg gik lidt rundt i skoven. I skyggen. Min lange kjole var bestemt ikke kølig her i varmen og slet ikke praktisk. Men den var god hvis man skulle overraske en modstander. Under den havde jeg en dragt det aldrig ville være i vejen, så jeg bare kunne bare flå kjolen af hvis det kom så vidt. Længere fremme stod der 3 andre. Jeg kunne ikke vide om de ville noget godt eller ondt. Så jeg tog et våben der altid havde været til nytte. En lille, men utrolig skarp boomerang af jern. Jeg vidste at det ikke skulle bruges medmindre det blev højst nødvendigt. Måske skulle jeg gå frem. Spille dum. Det plejede at være en god teknik. Altid. Jeg havde våben gemt over det hele. Jeg vil altid være klar til kamp. Elegant kom jeg igennem de værste grene og sørgede for at virke så feminin og mærkelig som muligt. Mit rokoko-outfit og min hat. Hvorfor jeg lige dukkede op med det vidste jeg ikke. Det var bare det jeg ville. Klar var jeg. Jeg var klar til at smide min pæne kjole hvor det skulle være og løbe hvis det blev nødvendigt. Jeg var vel blevet lidt paranoid. De havde vel bemærket mig. Hvis ikke var de både døve og blinde.

"Sådan plejer jeg også at tænke. Men min lillebroder... Det var ikke gået op for ham, at han kunne risikere at dø. Jeg..." også blev jeg afbrudt af et væld af mennesker som krævede min opmærksomhed. Måske ikke lige et væld, men dog... TRE! Arg. Jeg orkede det virkelig ikke. Jeg trængte til at dræbe. Til at myrde. Slå ihjel. Og ingen af de andre havde tilsyneladende set pigen der stod skjult i skyggerne...
"Hej og farvel igen. Jeg er i spillet for at spille - ikke for at lege teselskab?" et bredt smil viste sig på mine tynde læber. De ville måske blive vrede. Og hvad endnu bedre var; måske ville de angribe? Så ville jeg slippe for jagten. Jagten af hende som nu bevægede sig frem. Fandens. Nu var hun ikke så let et bytte som før i tiden. Og hvor jeg før havde haft en fordel. Tsh... I det mindste kendte de ikke til mine våben endnu. Jeg var ikke en af dem. Ikke en af de idioter som rendte rundt med våbnerne oppe i vejret. Jeg havde mine metoder. Og hvis alt gik vel skulle de dø. Alle sammen.

:Det er Theresa, til dem der skulle være i tvivl::

"Jeg er i spillet for at spille - ikke for at lege teselskab!"
Jeg så overrasket på drengen. Jeg havde da ikke tilbudt ham noget the? Han vidste ikke engang at jeg havde the i min taske. Det var i det øjeblik jeg opdagede, at drengen smilede. Det var et ækelt smil som var krøbet næsten ubemærket ind over hans ansigt og havde forvrænget hans smalle læber og hans før så kønne ansigt. Jeg hadede det smil. Det var et ondt smil.
"Eh, er du... helt rask?" spurgte jeg, og fik også tilføjet "Mentalt rask, mener jeg?" inden jeg rigtig fik overvejet, om det nu også var klogt sagt. Det var bare... det smil fik ham til at ligne en, som meget snart ville få brug for en spændetrøje. Jeg bed mig i læben. Bjørk bed sig i læben, men jeg fik hende hurtigt til at holde op. Hvorfor havde jeg så svært ved at falde ind i min rolle denne gang?

Jeg havde været hene ved søen og badet et den værste hede af mig. Nu var jeg på vej ud af skoven, jeg hoppede stille fra træ til træ.De ting jeg havde lært i mit virkelige liv var endelig blevet nyttigt. Jeg havde min kåre hængende ved min hoft. Et par brunlige beskidte trækvart bukser og et sort læder til kåren. Jeg svedte allerede helt vildt igen. Det var en forfærdelig varm dag. Jeg havde lyst til at hive den kobolt blå t-shirt at mig, men lod være. Jeg strå et par hårlokker væk og standsede. Jeg havde hørt stemmer. Og ganske rigtigt, Der stod tre spillere, en dreng, to piger, ude midt på græsset. Endnu en havde rejst sig fra en busk, og jeg så noget bevæge sig ikke så langt fra mig, her mellem træerne. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Normalt var jeg meget genert og tilbageholden, men min rollespils karakter var bestemt ikke sådan. Hun var mere sådan en typisk pige fra bøgerne. En af de der hidsige tøser. som jeg altid endte med at kunne lide. Det her var jo ikke min første gang i spillet, jeg vidste godt, at de kunne være fjendtlige og måske ville dræbe mig. Men i så fald var en så stor forsamling - i forhold til hvad der var normalt i det her rollespil - lidt mærkelig. Men hvem ved, måske har de en aftale? Jeg blev stående et øjeblik, for at se hvad det skete.