Gabriel kiggede op fra jorden. "Flame..." sagde han som om det ikke var noget særligt. Han så på Mark. "Hun er ved at tabe til en 20-årig. Hendes ansigt er ikke så kønt." Han tillod sig at trække på smilebåndet. Han stod foroverbøjet med hænderne på lårene mens han fik pusten tilbage.

Mark så fra pigen, Gabriel havde kaldt "Flame" til Gabriel, hvis øgenavn han udemærket kendte. Gad vide, hvor hun og Gabriel kendte hinanden fra? Han blev afbrudt i sine tanker, da Gabriel fortalte, hvad der var på færde.
"Det er nu ikke, fordi hendes ansigt er synderligt kønt i forvejen," mumlede Mark bittert, men gengældte dog Gabriels smil, hvem han vidste måtte kende hans holdning til sin 15-årige søster.
"Tabe - til en tyve-årig," mumlede han frem for sig, idet han sparkede til en lille sten, der trillede raslende væk fra ham, "hun er og bliver en opmærksomhedskrævende unge." Han så hen på deÆ andre, før han igen så på Gabrriel.
"Hvor er de?"

"Nej..." Gav Gabriel ham ret. Han tog blikket fra den anden unge da Mark spurgte ham om noget. "Ehm..." han sukkede dybt, "de er på eller ved lossepladsen. Desværre kunne jeg ikke se på så længe, så jeg ved ikke om de har bevæget sig længere væk. Piger skubber jo meget." Han smilede skævt. Det gjorde drenge også, men han elskede at gøre grin med piger. Han kløede sig i håret. Det skulle lige passe at Mark så bare var ligeglad og han var løbet hele den lange vej for en kæk bemærkning.

"Piger skubber jo meget," tilføjede Gabriel med et smil. Han havde en forfærdelig ting med at nedgøre piger. "Det går du nu også, så vidt jeg husker, Gab," sagde hun med et spotsk og pivende falsk smil. Hun lagde hovedt på skrå, og det hår der normalt dækkede hendes ar faldt ned og aret kom til syne. Det var en vane hun havde. "Nå, men hvad er det for noget? En slåskamp?" Nu var hendes nysgerrighed blevet vakt. Ariz så ud til at være lidt paf, ellers var det bare svært at få et ord indført...

Gabriel så på den anden. "Jeg vil helst ikke kaldes Gab,tak. Ja det er en slåskamp og hvis Mark ikke snart kommer og hjælper sin søster, kan du måske overvære noget af den." Han talte til hende som om han ikke kendte hende. Han ville helst ikke kende hende. Han ville helst have glemt hende og aldrig set hende igen. Men nu stod hun der og stildte ham spørgsmål, som han blev nødt til at svare på. Han havde ikke noget valg medmindre han ville virke som en idiot.

I begyndelsen ignorerede Mark Gabriels og Flames mundhuggeri. Han stod og tænkte på, hvordan han tacklede situationen med slåskampen, hvor hans søster var involveret. Han vidste, at han ville virke ligeglad og kynisk - hvad han for resten også var - hvis ikke han stillede noget op. På den anden side var det vel netop, hvad Michelle forventede af ham: At han kom anstigende som Prinsen på den Hvide Hingst for at redde hende ud af kløerne på en fyr, der var langt ældre end hende, fordi hun havde opført sig uhensigtsmæssigt og bagefter havde fået kolde fødder. Mark kunne levende forestille sig situationen, og han blev mere og mere mismodig.
”På lossepladsen? Okay, så går jeg derhen.” Mark så ligegyldigt på Flame, hvis nysgerrige øjne betragtede både ham, den anden fyr og Gabriel. ”Det rager mig en flad mønt, om hun overværer slåskampen eller ej. Hun lader da til at have erfaring nok med den slags.” Hans blik havde ikke undgået hendes ar, men han var ikke synderligt imponeret.

Gabriel himlede med øjnene. Glem Flame! Hun skulle bare ikke blandes ind i det. "Kom nu Mark! Der er ikke tid til det der." Han begyndte at hive utålmodigt i Mark som et barn der ville have ens mor til at gå fra tøjbutikken. "Jeg orker ikke at skulle skrabe hende op fra jorden!" Det var sandt nok. Men hvor kunne det være sejt hvis hun tabte så stort! Gad vide om hun døde? Hvordan ville Mark mon reagere?

"Er du sket ikke glad for at se din gamle ven, Gabbie?" spurgte hun smilende, halvt falsk, halvt ægte. Hun lagde armen om skulderen på ham og havde tænkt sig at følge med hen for at se, hvad det var for noget. "Hey Ariz, hvis du ikke gier se det, så ses vi i morgen eftermiddag, så skal jeg nok prøve at have fået skaffet de der bukser," sagde hun. Hun var egentlig ligeglad med Ariz lige nu. Hun havde faktisk savnet Gabriel, hvad hun dog først indså nu. Den elskelige nar. Det der var sket, var jo egentlig også hendes skyld. Men mest Gabriels.

Mark studsede over, at Gabriel var så ivrig efter at få ham med. Så vigtig havde det aldrig været for Gabriel, at hans søster var all right. Mark kunne ikke lade være med at undre sig og tog sig derfor ikke af, at Gabriel hev ham i ærmet. Han trak sin arm til sig og betragtede nøje Flame, der lettere udfordrende lagde en arm om Gabriels skulder.
"Er du måske ikke glad for at se din gamle ven igen, Gabby?" Hendes stemme var ironisk, men Mark lagde mærke til, at den skælvede minimalt, som om noget greb fat i hendes selvkontrol og rystede den i sin grundvold - en lille smule. Mark så på fyren, som Flame havde kaldt Aris og smilede. "Så du er Aris," sagde han med let rynkede bryn, "der kan man bare se." Situationen var begyndt at interessere Mark, så han skubbede tanken om Michelle til side. Pokker tage den tøs til hans søster. Samtidig anede det ham, at Gabriel ikke var så begejstret for situationen. Gad vide, hvad der havde været mellem ham og Flame, tænkte Mark igen med undren.

"Flame... Jeg tror altså ikke der er for sarte sjæle." Han tillod sig selv at drille hende lidt. Hun troede selvfølgelig at hun kunne lade som om der ikke var sket noget. Det kunne hun godt glemme. Han vred sig ud af hendes arm hun havde taget om Gabriels skulder. "Mark..." Han kiggede bedende på ham. Han ville gerne videre.

"´Det har du ret i, vi burde nok holde dig væk," drillede hun igen. Så vred Gabriel sig fri. Dengang, før det hele var gået i kluder, dengang, hvor at Gabriel ville have smilet oprigtigt til Phoenix, dengang havde hun kaldt ham Riel. Eller retter sagt, hun havde kaldt ham mange ting, men Riel var hvad hun kaldte ham, når hun var bange, usikker eller virkelig, virkelig glad. Det var et navn, som hun aldrig kunne finde på at kalde når hun ville drille ham. Hun slog hovedet tilbage og grinte lidt af, at han prøvede at undgå hende. "Var det virkelig så slemt?" spurgte hun, for for hende havde havde det selvfølgelig været slemt, det sagde sig selv, men Gabriel var jo ikke den, der var blevet voldtaget.

::Lol, jeg ved virkelig ikke hvad det er der er sket mellem Gab og Flame, men nu finder jeg altså lige på at det havde noget med en voldtægt at gør '::

"Slemt? Hvad mener du?" Han prøvede at undgå hendes blik. Det var ubehageligt at se hende i øjnene igen. Han var på nippet til bare at smutte, men det var vel ikke så god en idé. Gabriel havde det ikke godt med at skulle se Flame her. Slet ikke. Han havde troet at det var slut, men nej. Det var typisk. Det gjorde ham på nerverne. Sådan var det ikke kun med piger. Det var også med folk der prøvede at dræbe ham. Skræmmende. Men der var intet han kunne gøre. Verden var lille.

"Jeg mente hvad jeg sagde, Gabriel," sagde hun, og nu var hendes stemme alvorlig. "Jeg har lagt mærke til, at du ikke er glad for at se mig igen, okay? Jeg tænkte bare på, om det var fordi, det var slemt for dig." Hun lagde hovedet på skrå, som hun havde for vane, på den måde, hvor hendes ar blev synligt. "Var det, Riel?" sagde hun. Riel kunne hun kun sige med varme, og uden hun kunne gøre for det, afslørede den måde, hvor på hun sagde kælenavnet, at hun havde savnet ham.

"Hvordan slemt?" Han gad ikke at komme ind på det så i stedet lod han som om han var tungnem. Han gad virkelig ikke at snakke om det. Og så slet ikke nu hvor Mark stod lige op ad ham, kunne lytte med og ikke mindst se hans ansigtsudtryk. Det var bare ikke tidspunktet. Måske hvis de var alene. Måske. Gabriel havde ikke rigtig tænkt så meget på hende. Kun i starten. Men han var kommet over det. Han ville ikke tænke tilbage på dengang. Men Flame fik ham til det. Han havde aldrig kaldt hende andet end Flame, da han ikke kunne udtale hendes navn dengang de mødte hinanden første gang. De var ikke så gamle.

Hun rollede med øjnene ad ham, men stoppede med at udspørger ham. Han var åbenbart ikke glad for, at de ikke var alene. Ellers gad han hende bare ikke. Det var mærkeligt at tænke på, dengang havde de jo været uadskillelige. De havde i hvert fald været virkelig, virkelig gode venner. Han havde været hendes bedste ven - og var nær blevet mere end det. Jeg var gpdt dum dengang, tænkte hun. Der var meget jeg endnu ikke havde indset, tænkte jeg. Men jeg var gladere dengang, fortakte en af mine andre tankestemmer mig.