Han sukkede da han så at hun rullede med øjnene. "Flame... Jeg... Det har ikke noget med dig at gøre, okay?" Han prøvede at møde hendes blik. Hendes øjne fremkaldte en masse minder. Minder der dels gjorde ondt og dels gjorde godt. Ubevidst smilede han skævt. Måske havde han savnet hende lidt. Lidt uden han har kunne mærke det. Han gad i hvert fald ikke at tage blikket fra hendes øjne. Pokers! Han var blevet blød!

Phoenix så Gabriel i øjnene, ingen af dem fjernede blikket. Hun hørte hans ord for sig, "det har ikke noget med dig at gøre okay" Hvad havde intetr med hende at gøre? At han ikke ville snakke? Om det havde været slemt? Flame skulle lige til at sige noget, men et eller andet faldt ned i hovedt på hende, det var hårdt, og Phoenix mærkede, at hun lå på jorden, hun så bevægende fødder, men så blev der sort.

Hun lå selv på jorden og skreg, en mand prustede over hende, hun så Gabriel være ubevægelig, to knive var nær ham. Hun skreg vredt.

Mændene var væk, hun lå på stadig på jorden, ubevægelig. Gabriel nærmede sig, ville hjælpe, hans rystende hånd rørte forsigtigt hendes skulder og hans mund formede, "Flame" Hun skreg: "Rør mig ikke!" Han fjernede langsomt sin hånd og det blev stille. "Hvorfor hjalp dum mig ikke Riel?" sagde hun med rystende stemme, hun græd. Gabriel var stum. "Hvorfor?!" skreg hun. Han svarede stadig ikke. "FORSVIND!" råbte hun og vente sig grædene væk fra ham.

Hun sad alene på en sæk. Hun havde været alene siden voldtægten. Hun så på sine hænder. Fortydeligt. Hun så igen scenen for sig, Gabriel var blevet dræbt hvis han havde hjulpet hende, det var næsten sikkert. Hvorfor havde hun stødt ham, som hun var så glad for, væk? Hvorfor? Hun græd bitre tårer, og hun visdte det var forsent.

Hun ser ham, hun har tilgivet ham, men har han tilgivet hende?

Langsomt åbnede Phoenix sine øjne.

Gabriel blev i et kort øjeblik væk i Flames øjne. Han havde virkelig savnet hende. Selvom han ikke havde kunne mærke det før der. Han smilede vagt, men ikke så længe for pludselig fik Flame noget i hovedet og hun besvimede. "Hvad fanden...?" Hun lå og skreg og det var umuligt at råbe hende op. Var det normalt?

han vaklede hen af gaden. Hans hænder famlede sig af sted langs med murstene, mens hans fødder snublende sørgede for, at han kom nogen vegne. Træthed. Sult. Udmattelse. Det var uendelig lang tid siden han havde haft lejlighed til at sove. Han var faret vild i denne her pokkers til store by. Havde ikke fundet noget mad eller et godt sted at sove. Han var stødt ind i en bande...
"Arhøm..." han begyndte at hoste. Hoste så voldsomt at han blev nød til at bukke sig forover. "Arhøm..."

Flame åbnede øjnene og det dunkede i hendes hoved. dunk, av, dunk, av, hele tiden. Hun smagte blod i munden og rejste sig op på albuen og spyttede noge blod ud på brostenene. Hun hørte svagt nogle stemmer som hun ikke opfattede, så tog hun sig til hovedet og satte sig mege langsomt op.

"OMG Flame!" Mere kunne han ikke sige. Han kiggede op på Mark. "Mark... Eh.... Kunne du ikke tage til lossepladsen alene? Sorry, men..." Gabriel pegede på Flame. Han havde det ikke mere som om han ville væk fra Flame. Han havde savnet hende mere end han havde vidst. Han vendte blikket over på Flame. Han så bekymret hvordan hun spyttede blod ud af munden. Han skævede over til den sten der havde ramt hendes hoved. "Av..." røg det ud af hans mund.

Hun idencifisere en af stemmerne som Gabriels. Hun hører ham sig sit navn. Hun Svajer lidt. Hun er svimmel efter at have besvimmet. Lige nu ville hun ønske, at hun havde et sted at bo, så hun ikke skal ligge her ude på den kolde vej. Hun læner langsomt hovedt op af muren, og sørger for at bulen ikke rører muren. Hun hoster kraftigt og der ligger en masse blod ved siden af hende.

"Flame... Er du O.K.?" Han så bekymret på hende. Han havde det som om alt var blevet det gamle igen. Hans veninde var tilbage. Han ville ikke skuffe Mark men... Flame...

::Det er kort men... Sorry ^^'::

"Ja *blod host* Det tror jeg," svarede hun med blikket på Gabriel. Det var godt han var der, så besvimmede hun igen.

::Hun er besvimmet indtil jeg kommer tilbage efter ferien ^^ Smart måde at skrive hende lidt ud, hvar'? xD::

Mark sprang automatisk et par skridt baglæns, da han hørte et dunk og et lidt højere klonk, da stenen, der havde ramt Flames hoved, røg på jorden. Han stirrede på Flame et splitsekund, før han afsøgte deres omgivelser med blikket, men der var ingen. Han så igen på Aris, hvem han ikke havde fået en synlig reaktion fra. Et godt tegn, mente han.
Han så igen på Gabriel, der var lammet af chok - det var tydeligt at se. Derpå blødede Gabriel op og spurgte til pigens velbefindende, efter at have bedt ham om at tage til lossepladsen alene. Mark trak på skuldrene og så atter fra Gabriel til Flame uden at bryde sig synderligt meget om situationen.
Han spyttede en enkelt gang på jorden og mumlede: "Hvad fanden er der med dig?" Hans stemme var tør og bitter og rummede ingen følelser derudover. Men han var skuffet. Skuffet over Gabriel, hvis loyalitet pludselig havde rykket sig markant. Men Mark fortrængte følelsen og kløede sig åndsfraværende i håret et øjeblik.

"Piger," sagde han irriteret, "de skal altid ..." Han afsluttede ikke sin sætning, der var en generel holdning om, hvordan piger altid ødelagde alting. Han så ikke engang på Flame, da hun hostede blod. Det kom ham ikke ved. Han var ligeglad med hende. Hun havde vist sig at have en brist, ligesom alle andre. Men hun havde været værd at stifte bekendtskab med; der var noget over hende, der havde virket tiltalende i første omgang. Men ikke længere, konstaterede han og skuttede sig, som om han frøs.
"Okay," mumlede han mest til sig selv og vendte dem ryggen.

Han slentrede hen ad gyden og kom ud til en større vej. Han undlod at se hverken til højre eller venstre, mens han i sit stille sind rasede over sin egen svaghed og irritation over, at han ikke duede til andet end at redde sin åndssvage søster ud af kløerne på en flok liderlige AIDS-ramte fyre. Ikke engang et solidt venskab kunne han holde ved lige, eller selv indgå i i længere tid ad gangen. Han vidste, at denne Flame betød noget for Gabriel - det var tydeligt, og han ønskede ikke engang at hindre Gabriel i at tale med hende eller lade ham give sine følelser frit løb. Der var bare den hage ved det, at Flame så ud til at lege med hans følelser, eller var hun generelt bare utilregnelig? Han hørte én hoste i nærheden og drejede hovedet. Et stykke længere borte fik Mark øje på en fyr, der stod lettere foroverbøjet og hostede. "Ahøm, ahøm..."

"Mark! Hey!" Han så tilbage på Flame. Hun var besvimet igen. Han måtte sætte hende et sikkert sted indtil han havde forklaret Mark hvad der lå bag. Han bar hende op over skulderen og fandt en smal gyde og en papkasse han lagde hende på. Det virkede temmelig dumt, men hvad poker. Han var ikke blevet blød! Han var ved at blive en mand og der var ikke tid til at være blød. Han løb ud ad gyden. "Mark! Mark!" Han fulgte efter det sted han havde set Mark gå og håbede på at finde ham. Han skulle ikke tro at Gabriel var helt fortabt i Flame. Det var han ikke.

"Mark! Hey!" havde Gabriels stemme lydt, mens han var på vej væk. Nu kunne Mark ikke hører sin vens stemme længere, mens han slentrede lidt videre, langsommere end før. Han holdt stadig blikket på den underlige fyr, der hostede så voldsomt, at man skulle tro, han ville hoste sine lunger op stykke for stykke. Han var ikke spor ivrig efter at komme hen til lossepladsen.
"Mark!" lød et råb i det fjerne, og det kom i hans retning. Det var Gabriel - det var Mark temmelig sikker på. Han sukkede frem for sig og vendte sig mod lyden. Han forventede halvt om halvt at se Gabriel komme løbende, men kunne ingenting se. Måske var Gabriel længere væk end som så. Han forbandede byens store betonbygninger, klodsede og firkantede, der kastede lydene frem og tilbage. Fyrens hoste i nærheden virkede uhyggelig, som den blev flået ud af hans strube og kastet frem og tilbage mellem murene, som om bygningerne morede sig med at kaste en bold frem og tilbage mellem dem.

"Gabriel," sagde Mark stille frem for sig uden at vide hvorfor. Det var måske følelsen af at være alene forstærket af følelsen af svigt, der gjorde ham så sensitiv i sine omgivelser. Han trak på skuldrene og vendte igen ryggen til den retning, hvorfra han havde hørt Gabriels stemme. Så begyndte han sammenbidt at gå videre, mens han rasede over sin søsters dårskab.

"Mark!" Egoet kastede hans stemme tilbage. Kunne Mark ikke høre ham eller ville han ikke svare? "Hvor poker er du?" Han skiftede retning. Han gik henimod lossepladsen. Bare han ikke var taget et andet sted hen... Han var bange for at have skuffet sin ven på en eller anden måde. Det måtte ikke ske. "Mark!" Han så en skikkele i det fjerne. Var det Mark eller en fremmed? "Mark? Er det dig?" Det ville være dumt hvis det ikke var, men der var kun en måde at finde ud af det på. Han nærmede sig skikkelsen. Den var høj som Mark var, men...
Der var blevet meget tåget. Eller var det nu også tåge? Det kunne ligeså godt være bilerne. Eller røg fra en bygning i brand. Han tog sin hånd op for ansigtet og tørrede noget sved af. Da han tog den væk blev den væk i tågen. Han kunne ikke se en hånd for sig. Han grinte stille for sig selv og tog hånden nærmere. Den var rød. Havde Flame fået hul i hovedet eller noget? "Shit!" Nu havde han tværet Flames blod ud i hovedet.
"Mark!"

Mark stirrede stift fremfor sig. Endnu gik han og forbandede sin søster i sit stille sind, men han vidste, at kilden til hans frustration ikke lå hos hende alene, men også hos Gabriel, der havde opført sig usædvanligt, så snart hende Flame var dukket op. Han hørte igen Gabriels stemme - denne gang tættere på.
"Gabriel?" spurgte han ud i mørket med en lettere irriteret stemme. Han vendte sig igen om og lagde i det samme mærke til disen i luften. Det skulle måske snart regne, eller også var det røgen fra de forpulede industribygninger, der fyldte luften igen. Det var sket før. Mark trak på skuldrene og rystede på hoved ad sig selv og sin tåbelige opførsel. Han satte farten op og gik i retningen af lossepladsen, for han havde alligevel ikke andet for.

"Mark! Vent!" Han hørte Mark sige hans navn. Utydeligt. Han satte i løb. Fik hurtigt indhentet ham. Han kiggede forvirret på Mark. Hans ansigt var udtrykløst som det plejede. Han fik øje på sine hænder igen. Han måtte få det væk. Det kunne være farligt at gå med. Hvad med det han havde på hovedet? Han sukkede. "Mark..." han tøvede. Han havde ikke lyst til at sige undskyld. Han hadede at sige undskyld. Især til sine kammerater. Han sukkede igen og kløede sig i håret. "... Undskyld. Jeg... Det var lidt dumt at... Gøre det." Han havde ikke lyst til at komme mere ind på det. Han bad til at Mark ikke stilte spørgsmål. Han ville ikke tale om det. Det var ret dumt.