*Te synes at forkortelsen er sjov*

Nu synes jeg bare vi skal starte. Jeg har ikke så meget at tilføje. Jeg vil bare lave den regel, at man ikke skal skrive noget, som ikke er et rollespilsindlæg her i selve rollespillet. Det kan i gøre i OOC'et.

God fornøjelse!

Raven blev brutalt skubbet ind i et lille rum med hverken vinduer eller nogen som helst form for møblering - der var ikke engang en lille briks, som kunne gøre det ud for en seng. Der var mørkt, og det ville blive endnu mørkere lige så snart den piraten havde lukket døren - og overladt hende til sig selv, og det altomfattende mørke.
Selvom hun sjældent indrømmede det, havde Raven været bange for mørke lige siden, hun var en lille pige. Frygten viste sig i hendes øjne, da piraten kastede et sidste blik på hende, hvorefter han rakte ud mod døren.
"Hjælp mig," hviskede hun. Og hun hadede sig selv for det.

Tycko skulle til at lukke døren da han hørte hende hviske: "Help mig".
Han tøvede. Kiggede hende i øjnene og sukkede. "Der er ikke noget jeg kan gøre." Han gjorde sig umage for at forblive hård i stemmen. Efter de ord kunne han ikke lukke døren. Han ventede ubevidst på at hun svarede og lod som om der var noget med døren, der forhindrede ham i at lukke den. Han brød sig ikke om at se hendes øjne der så så bedende ud. Derfor holdte han blikket væk. Hendes stemme vækkede noget i hans hukommelse, men det var så sløret. Han forsøgte at huske, men... intet.

Raven blev lettere overrasket over hans tøven. Var han i grunden ikke komplet ligeglad med hende?
"Selvfølgelig kan du gøre noget. Du vil bare ikke," hviskede hun indædt tilbage og betragtede ham afventende. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at ignore det faktum, at hun højst sandsynligt - nej, helt afgjort - lige om lidt ville blive ladt tilbage i mørket. I ingenting. I et sort tomrum.
Raven rystede af angst, men hun kæmpede for at holde op - eller i det mindste for ikke at udvise svaghed overfor piraten. Sådan var hun. Ikke græde foran andre, ikke vise andre frygt - i det hele taget ikke vise andre nogen form for svaghed. Hun hadede medlidenhed og frem for alt; at blive set ned på. Så hun forbandede sig selv for at have bedt om hjælp. Og hun havde lyst til at slå sig selv for at lyde så hjælpeløs.
Hun slog hidsigt armene om sig selv, men også dér kom hun til at fremstå som en svag og hjælpeløs lille pige... hun måtte give sig af smerte. Det lod til at sårene overalt på hendes krop alligevel ikke var helet helt. Typisk.
Raven fastholdt piratens blik i endnu et kort øjeblik, inden hun sænkede sine øjne og stædigt så ned i jorden.

Han rystede på hovedet og med ét dukkede der et navn op i hans hukommelse. Raven...
Han vidste med sikkerhed, hvem der havde det navn. Han gik over den høje dørtærskel og lukkede langsomt døren. "Farvel... Raven."
Ja. Det var hende der ejede det navn. Han vidste ikke, hvorfra han vidste det for hun havde nægtet at fortælle sit navn. Han vidste det bare. Ligesom han vidste at han kendte hende. Han kunne bare ikke huske det. Det frustrerede ham meget. Der sad noget der forhindrede ham i at lukke døren.

Raven løftede chokeret blikket, da hun hørte sit navn. Hun havde ikke fortalt hverken ham eller nogen andre pirater sit navn. Hun bed sig nervøst i underlæben. Havde han set hende før? Kendte hun ham? Hendes blik gled hen over ham, og hun forsøgte at komme i tanke om eventuelle minder. Hendes blik fæstnede sig ved hans øjne. De virkede bekendte. Måske havde hun virkelig set ham før... Der begyndte at forme sig nogle billeder i hendes hoved...
Nej! Det kunne da vel ikke være ham...?
Der begyndte at pible lidt blod ud fra underlæben - hun havde bidt hul. Hendes hjerte begyndte at banke.

"Tycko?"

Larry gik hen til Tycko, der stadig ikke havde fået lukket gidslet inde. Hvad lavede han? Nu hørte han til sin dybeste undren fangen sige Tyckos navn. Hvor kendte hun det fra?
"Hva' er det, Tycko?" Spurgte han venligt med sine øjenbryn bukket i et undrende udtryk. Hvor kendte de to mon hinanden fra? Og hvis de ikke kendte hinanden, hvad var der så med navnene?

Jessica sad oppe i udkigsposten, og var lidt fraværrende. Hun var træt, hun havde haft svært ved at falde i søvn i går. Desuden, havde kaptajnen ikke gjort det helt klart, hvad det egentlig var hun skulle kigge efter. Hun holdt bare øje med, om der kom skibe i nærheden. Hvilket der ikke gjord lige nu. Havet var stille og himlen lige så, men ingen andre skibe i nærheden. Jess gabte og satte endnu engang kikkerten for øjet og kiggede rundt.

Frank Phrey kom slentrende hen ad dækket. Han kedede sig noget så gevaldigt og var lidt begyndt at håbe på, at der snart kom et skib, som de kunne plyndre. Næsten alt ville være bedre end det her - faktisk var det lige ved, at han foretrak at sidde i et røvsygt fangehul. Så kunne man i det mindste prøve at komme fri.
Han kiggede op. Op på udkigsposten; Jess. Der var noget ved dennes holdning der forekom ham overordentlig træt. Han vinkede til drengen, men da det ikke fangede dennes opmærksomhed, mente han at det ville være passende nok at råbe.
"'EY JESS! Skal jeg ikke tage over lidt?" det ville være en dejlig adspredelse fra det nuværende hverdags trummerum. Der skete intet. Ikke ombord på dette skib lige nu. Men måske om han kunne få gang i noget sjov, hvis der kom et fremmed skib? Allerhelst hvis det var et uskyldigt ikkepirat skib?

"Tycko?"

Hun kendte ham. Han kendte sikkert hende. Hvorfor kunne han intet huske? Han kæmpede for at huske hende, men det var som om alle hans minder var pakket ind i tykke stykker stof og smidt ned på havets bund. Og dog kunne han huske engang, hvor han gik tur hen ad havnen med en pige.
"Hva' er det, Tycko?" Han fór sammen, da han hørte stemmen. Han håbede på at han ikke havde lyttet til dem hele tiden. Han vendte sig om og med ryggen op ad døren. Han kunne stadig ikke lukke den. Han forsøgte at få døren i med ryggen, men der var et eller anden der sad fast. "Hun nægter at være stille. Hun... påstår at hun kender mig... Men jeg lukker hende inde nu så ... problemet er ikke så stort." Han smilede vagt mens han bandede i sit stille sind.

"James - Havenes skræk." Rysten på hovedet. "James - Den nådesløse." Rysten på hovedet. "James - Havets djævel." Virren med hovedet. James blev træt af sin lille leg foran det store spejl. Han nøjedes derfor med at tage sit velkendte kluns på og gå op på dækket. Han startede sin dag med at råbe af alle og enhver og drille de svage ved at kalde dem tøsepiger. Det morede ham at se, hvordan de krøb når han sagde det. Det fik ham til at grine sit jubilæumsrygergrin.

Raven kunne mærke, hvordan der lige pludselig bredte sig en varm væske på hendes venstre arm. Såret var sprunget op. Igen. Hun rystede irriteret hovedet og ignorede smerten. Hun vendte sit blik mod piraten - Tycko - og synkede en gang. Hendes hals var tør, og det gik op for hende, at hun ikke havde drukket noget i en hel dag. Hun forsøgte at væde sine læber, men de forblev tørre.

Hun kunne huske. Hun kunne huske, hvordan han havde været hendes eneste adspredelse som lille - hvordan han havde hjulpet hende så mange gange. Han havde fjernet hendes tanker fra Ravens mor, der endte med at drikke sig selv ihjel, og han havde fået hende til at grine. De havde været barndomsvenner.
Det var ufatteligt, at hun havde kunnet glemme ham. Han havde været hendes ét og alt. Hun kunne huske, da hun som 7 årig altid så frem til de gange, han kom for at være sammen med hende. Hvordan de havde gået ned langs havnen. Og hvordan han en dag ikke kom længere... Hun havde været 12 år, og hun havde ikke set ham i måneder. Hun havde grædt meget. Men han kom aldrig igen. For at beskytte sig selv, havde hun skubbet minderne om ham væk. Men nu kom de alle igen.

Raven rettede sit fokus med den lille stribe af lys, der stadig kom ind gennem den endnu åbne dør. Hun tillod sig selv at være en smule taknemmelig i al frygten. Men hun hørte, hvad han sagde, og hun vidste, at døren ville blive lukket om et lille øjeblik. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun strøg dem hidsigt væk med hænderne.

Jessica så igennem kikkerten, og der lød et råb. Det lød som ham den nye. Hun følte sig fristet af hans tilbud, men så lagde hun pludselig mærke til noget i det fjerne.
"Vent lidt, Pen! Jeg synes jeg så noget...!" Råbte hun tilbage mens hun innstillede kikkerten på det bevægelige i det fjerne. Det var et skib, kunne hun se da hun justerede kikkerten. Et handels skib, kunne det se ud til.
"Det er et handelsskib fra...." Hun indstillede kikkerten på flaget... Jessie rynkede brynene. Det var ikke et flag hun kendte. "Jeg genkender ikke flaget.... " sagde hun, og det er ikke sikkert man nede på dækket kunne høre hvad der blev sagt, denne gang.
"Hey,Pen?! Kender du mange flag?" Råbte hun spørgende, stadig med sine øjenbryn rynket i undren.

"Hun nægter at være stille. Hun... påstår at hun kender mig... Men jeg lukker hende inde nu så ... problemet er ikke så stort." svarede Tycko, som vist havde fået et chok, da han henvendte sig.
"Men hvor i al verden kan pigen have dit navn fra, hvis hun ikke kender dig?" spurgte Larry. Han mente ikke, at de havde nævn Tyckos navn, da de tog pigen som gidsel. Men.... hvis de ikke kendte hinanden, så måtte det jo være fordi, at de havde nævnt hans navn?

"Det kommer an på hvordan det ser ud?!" ivrigt begyndte han at kravle op mod hende. Dels for at hjælpe, dels fordi han var så oppe og køre over det. Endelig skete der noget. Endelig. Da han sagde ja til livet på havet, havde han forventet masser af eventyr. Men han kedede sig tit lige så gevaldigt, som han havde gjort på landjord. Det var noget møg, altså. Faktisk var det nogle gange værre her, fordi man ikke lige kunne starte et slagsmål, stjæle et eller andet... For her kendte alle hinanden, og man ville blive frosset totalt ud, hvis man begyndte at stjæle eller kæmpe...

James hørte Jess råbe at hun havde set et skib. Et handelsskib. Og hun henvændte sig ikke til sin kaptajn! "Hey, Pen?! Kender du mange flag?" Så udspurgte hun Pen. Pen! Den lille ynkelige...
Han tog sin kikkert op og undersøgte flaget. Han lo. "Jess! Det er et Engelsk handelsskib! Jeg troede jeg havde vist jer, hvordan sådanne flag så ud! Bolværksmatros!" Han lo igen. Man skulle da også banke dem alting i hovedet hundrede gange. Han kastede et blik på sit kompas. Han råbte den nye retning op og gabte.


Tycko trak på skuldrene. Han fandt det der havde siddet fast og smækkede døren hårdt i. "Jeg aner det ikke!" Han gik forbi den anden og sukkede. "Kunne de ikke sørge for at hun får føde... Noget tørt brød og ... Lidt vand?"

Raven gav et lille skrig fra sig, da døren med smækket i. Det gibbede i hende, og hun rystede af frygt. Mørket omsluttede hende, og hun følte det, som om hun blev kvalt. I et par minutter forsøgte hun at få styr på sin frygt og få kontrol over den, men hun var ikke sig selv - hun havde lige genset Tycko! Og hendes sår var sprunget op. Og hun var tørstig.
Raven havde aldrig i sit liv før følt sig så svag. Hun var rasende på sig selv, men selv vreden gled i baggrunden for angsten. Hun lagde sig i fosterstilling på det hårde gulv og vuggede langsomt frem og tilbage. Frem og tilbage, frem og tilbage.

Frank skummede af vrede. den forbistrede, klamme, selviske, idiotiske mand! Kunne han ikke holde sin fandens kæft, og lade Frank vise sit værd uden at skulle blande sig?! Det var sgu da for meget! Raseriet kogte i ham. Måske blev han sur over småting, men der er da ingen der bryder sig om at blive afbrudt en eller anden lorte kaptajn...

Han sendte James et stift lille smil, hvorefter han trippede ned i sin kahyt. Lagde bånd på sig selv. Gjorde han ikke det, ville den lusepuster af en kaptajn svømme om kap med hajerne på 0.5.