iBoy af Kevin Brooks
Du kan ikke bedømme emner
Forfatter: Kevin Brooks
Bogen kort fortalt: Tom er helt almindelig fyr på 16, der en dag vågner op på hospitalet efter at være blevet ramt af en iPhone. Nogle af stykkerne sidder stadig i hans hjerne, og det viser sig, at det giver ham helt særlige kræfter.
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 9788762718081
Forlag: Flachs
Samlet bedømmelse:
7/10
Sprog:
6/10
Handling:
9/10
Underholdningsværdi:
7/10
Tom Harvey er 16 år og bor i et område med stor bandeaktivitet og mange fattige. Til hverdag går han i skole og gør i det hele taget bare, hvad han kan for ikke at tiltrække bandernes opmærksomhed. Han bor alene i en lille lejlighed med sin mormor, fordi hans mor døde, da han var lille, og hans liv er ikke så meget anderledes fra mange af de andre unges liv i det område. Men da han en dag vil besøge sin veninde, Lucy, som han har gjort det mange gange før, bliver han ramt af en iPhone og må på hospitalet med kraniebrud.
Det viser sig, at den iPhone har gjort en del mere end bare at slå hul på hans hjerne. Da han vågner op igen, er det ikke lykkedes lægerne at fjerne alle stykkerne fra den smadrede telefon, og det giver ham nogle helt særlige evner – evner meget i stil med det, en normal iPhone kan. Tom har lige pludselig ubegrænset adgang til al information via hovedet, og han kan opfatte andres telefonsamtaler og -beskeder.
Men da han får at vide, hvad der i mellemtiden er hændt hans bedste veninde, Lucy, aner han ikke, hvad han skal gøre. Hun er fuldstændig ødelagt efter et traumatisk overfald begået af flere drenge, og det er dybt frustrerende for Tom, at han ikke kan hjælpe hende. Til gengæld kan det være, at Lucy finder det, hun har brug for, hos iBoy.
_________________
Jeg blev ikke blæst bagover af denne bog, men jeg synes, det er mere end skønt at blive præsenteret for en bog, som indeholder noget, jeg aldrig har set i nogen anden bog før. Brooks har simpelthen opfundet aldrig før sete evner hos sin hovedperson – og de evner er inspireret af nutidens iPhone. Stor ros for opfindsomhed på den front. Det var rigtig underholdende at blive sat ind i helt præcist, hvor omfattende de evner er.
Jeg ved ikke, hvordan det er i den engelske udgave, men oversættelsen er på næsten 400 sider – ofte brokker man sig måske over tætskrevne sider, men her er det næsten helt omvendt. Det irriterede mig en del, at bogstaverne var så store hele vejen igennem, for det gav mig det indtryk, at bogen var skrevet til en 9-årig eller en 10-årig. Ikke at det er negativt – bøger tilegnet den aldersgruppe, altså. Men sproget og plottet indikerer nu mere, at man skal være omkring de 13, før man giver sig i kast med denne bog. Jeg hader egentlig at generalisere på denne måde, men min pointe er simpelthen, at sprog og tekststørrelse ikke passer sammen. Det ser bare forkert ud, at skriften er så stor – og det giver bogen et skær af børnebog, hvilket jeg ikke synes, at det er. Bogen kunne sagtens have haft færre sider og lidt mindre bogstaver.
Det skal selvfølgelig ikke gå udover hverken forfatter eller historien i sig selv. For det var en rigtig spændende historie, og det meste af den var uforudsigelig og overraskende. Det er klart, at det hele kun er underholdende, fordi Tom får de her evner – som, selvom de dog ikke er specielt realistiske, virkelig er gennemtænkte og rigtig imponerende. Både Tom og Lucy udvikler sig igennem hele bogen, og jeg kan godt lide, at Tom på et tidspunkt føler sig så adskilt fra sit andet jeg, iBoy, at han taler om dem som to individer og ikke som ét. Det gør han igennem stort set hele bogen – og det giver et godt indtryk af, hvordan det er for Tom, at han har de her evner.
Tom som person er måske ikke den mest fascinerende – i grunden er han lidt kedelig. Men måske gør det ikke noget, for det er jo lidt det det handler om. Han er bare helt almindelig – indtil han får sine evner. Hans personlighed bliver nu ikke specielt meget dybere af, at han har de evner, men det gør naturligvis, at interessen for ham stiger en del.
Hvert kapitel indledes for øvrigt af et citat eller fakta, og det synes jeg faktisk, er noget af det bedste ved hele bogen. Det giver hele historien et skær af Google-søgning, og jeg følte lidt som læser, at jeg var skridtet nærmere på at forstå, hvor omfattende Toms evner er – og hvordan det må føles at blive bombarderet med information og oplysninger hele tiden. Det er slet ikke i samme grad, man selv bliver det, men det passer rigtig godt ind i historiens tema, og jeg kunne rigtig godt lide at læse dem.
Alt i alt er det en underholdende bog med nogle barske temaer, der nogle gange kan virke lidt komiske, når de ses i lyset af skriftstørrelsen. Ikke desto mindre er det en god bog, der bestemt er læseværdig. Ikke fantastisk og heller ikke en af de bedste – men bestemt underholdende og velskrevet.
Anmeldelse skrevet af Nara
Bogmærker