Emne: Blackout af Sam Mills

Blackout

af Sam Mills

Oversat fra engelsk af Nanna Gyldenkærne

Høst & Søn, 2010

Blackout er en bog der foregår en nær, og dyster fremtid. Den indtræder i genren ”dystopi” – en ægte ”hvad-nu-hvis”-fortælling om et ubehageligt samfund, vi en dag kunne ende med at leve i.

Det er en fremtidsfortælling – men samtidig meget gammeldags. Vi har set denne historie før, og det lægger forfatteren heller ikke skjul på. Han gør faktisk en stor dyd ud af det selvindlysende. Blackout forsøger på mange måder at være en ny tids ”1984” – George Orwells ikoniske bog om det totale overvågningssamfund styret af den såkaldte ”Big Brother”, der holder alle i skak ved hjælp af frygt og en opdigtet krig. Bogen er blevet citeret, filmatiseret, plagieret, hyldet i tusindvis af afskygning og er på alle måder en moderne klassiker.

Det bliver Blackout ikke.

Bogen handler om drengen Stefan. Han er otte år gammel, da det britiske parlament sprænges i luften ved en terrorhandling, der angiveligt er inspireret af en bog. Det medfører en slags undtagelsestilstand i hele landet og baner vej for indførelsen af et totalt overvågningssamfund, hvor bøger er suspekte og alle klassikerne blevet omskrevet, så de passer i regeringens kram.

Det er i den forbindelse værd at nævne ”Fahrenheit 451” som handler om en fremtid, hvor et korps af ”brandmænd” går rundt og brænder forbudte bøger. Bogen er skrevet af Ray Bradbury – som netop i dag (d. 22/8) fylder 90!

Historien begynder da Stefan er blevet 16 og bor alene med sin boghandler-far, der måske/måske ikke har nogle tvivlsomme forbindelser til et terrormistænkt, hemmeligt selskab af oprørske bogelskere. Stefan vil dybest set bare gerne være en god lovlydig borger, men omstændighederne er ikke gunstige – og før han ved af det, er hans far i fængsel, han selv har været gennem brutal ”genopdragelse” – og så har han muligvis lige slået en kvindelig forfatter ihjel!?

Bogen er lagt op til at være en ”hæsblæsende spændingsroman”, men desværre overskygger forfatterens litterære forbilleder og ambitioner totalt for spændingen og indlevelsen i en hovedperson, som for mig forblev et mysterium – på trods af de mange, lange tanke-enetaler. Hans motiver bliver aldrig klare. Han foretager sig stort set ingenting, men trækkes blot gennem en handling, som synes mere og mere tilfældig, på trods af et billigt forsøg på lidt Da Vinci Mysterium-style kodebrydning hen mod slutningen. Det er muligvis ”hæsblæsende” tempo, men der sker bare ikke noget.

I stedet bruger forfatteren enorme kræfter på dels at hylde sine (i øvrigt fremragende) forbilleder som Orwells ”1984”, Salingers ”Catcher in the Rye”, Miltons ”Paradise Lost” etc. etc. etc. – og dels på at ’namedroppe’ til højre og venstre, så man kan se, hvor belæst han er. Det er mildest talt kedeligt, og det gør intet for at bringe denne historie videre eller for at få os tættere på personerne, som stort set alle er todimensionelle karikaturer.

Historien foregår i en tænkt fremtid, men bare fordi man skriver Science Fiction, behøver det jo ikke at være hamrende utroværdigt. Personligt finder jeg det fuldkommen absurd, at man på 8 år skulle indføre så ekstremt et samfund efter en terrorhandling med 15.000 omkomne. Der døde lige under 4.000 ved terrorangrebet i USA den 11. september 2001, og selvom det havde kolossale konsekvenser for hele verden, så er der altså ikke nogen regering, der har kastet sig ud i at omskrive alle litterære klassikere eller opfinde kontrol-piller som alle skal tage. De offentlige henrettelser, torturen og de komiske Gestapo-wannabe censorerer er simpelthen for langt ude i hampen til at jeg kan tage denne dystopi til mig. Og hvorfor hulen er ”Catcher in the Rye” den mest forbudte bog?!? Det er ret tåbeligt.

”Fremtidselementerne” virker også ret håbløse. Man taler iPods og internet – men på en måde som min bedstemor ville tro det hang sammen. Og så indfører England sgu’ nok ikke Euroen selvom de bliver udsat for et terrorangreb! Og da slet ikke i en tid med national vækkelse … en detalje – men det afslører en helt utroligt sløset måde at ville virke ”fremtidsagtig” på.

Jeg synes Sam Mills skulle have brugt flere kræfter på at skabe et troværdigt samfund og en hovedperson, man kunne leve sig ind i, i stedet for at låne 27 kg. klassikere på biblioteket og forsøge (skjult eller direkte) at citere dem alle sammen.

Hvis dette havde været en debutant, ville jeg have været meget mildere stemt. Den har masser af god vilje, forbillederne er stærke og velvalgte – og der er bestemt fine momenter ind i mellem. Men bogen drukner i en lidt for stor kærlighed til sin egen bogelsker – og at han sætter sit eget navn på en liste over ”forbudte forfattere” er altså mere komisk end skarpt.

Jeg forstår nok dybest set ikke hvorfor denne bog skulle oversættes til dansk. Jeg har ikke læst forfatterens andre bøger, men de er efter sigende blevet godt modtaget – og en er åbenbart også under filmatisering. Men denne her er altså en komplet unødvendig bog. Hvis man interesserer sig for emnet, giver det LANGT mere mening at gå lige til kilden og læse 1984, Fahrenheit 451 og alle de andre fantastiske dystopier.

Et eksempel på en nutidig variant, der virker, er den fabelagtige Graphic Novel ”V for Vendetta” af Alan Moore (den fås også på dansk, så vidt jeg ved), som også er glimrende filmatiseret af Wachowski brødrene (dem med Matrix …). Læs og se den i stedet.

Lad Blackout forblive netop det: et hul i hukommelsen.

fremragende anmeldelse. jeg forsværger nogensinde at læse den. til gengæld har jeg skrevet Fahrenheit 451 på min liste.