Wimpy Kid 1:

Greg’s mor synes at han skal skrive dagbog, så som den gode søn han køber han en.

Men nul følelser. Nix biks.

OG! – ingen skal se den, for så ved han godt hvad der sker.



Greg’s bedste ven hedder Rowley og han er ikke lige den klogeste og den eneste grund til at Greg blev venner med samme var at stakkels Rowly var ny på skolen og simpelthen ikke havde andre venner. På den måde er Greg god.



Og så som hedder Rodrick og han er mildest tal en led storebror og er ofte grund til at Greg kommer i problemer.





Denne første i serien er en bog som man sluger. Den er pisse sjov. Og historien om Greg’s liv er bare hysterisk vanvittig morsom i det let tilgængelige sprog og så er bogen bare utroligt lækkert opsat med linjer som var det en notesbog og med pindemænds tegninger.



Wimpy Kid 2:

Greg har fået en ny dagbog. Af mor.



Der sket det at Rodrick har opdaget at Greg skriver dagbog. Og ja dét skete. Det utænkelige:



RODRICK HAR FORTALT DET TIL HELE SKOLEN.



Men Greg ved også sine ting om Rodrick. Hemmeligheder, så Rodrick skal passe på.



Problemet er imidlertid at Rowley har fået en idé: Han skal være som Greg-

Have det samme tøj på.

Have de samme fag.

Sige de samme ting.

Og sidst men ikke mindst; Rowleys største ønske er at få en dagbog som Greg og starte en *gisp* dagbogsklub.



Denne to’er er en lækker efterfølger i samme kvalitet og i samme halsbrækkende humor der gør at man græder af grin.







Jeg er ked af de korte andmeldelser, men begge bøger er dejligt let læste og det vil være ærgeligt at afsløre for meget så derfor må I tro mig på mit ord: Disse bøger er lækre og morsomme og har alt det som en dagbog burde have uden at være den totale selvynk og handle om den store kærlighed.