Han lagde hovedet på skrå og armene overkors.
"Hvad vil du i vores verden? Her er intet at finde, for en udefrakommende." det sidste sagde han med foragt, som en hån. Jeg vendtede været øjeblik at han skulle begynde at råbe ad mig.
"Jeg ... jeg ... " jeg gik i stå. Hvordan skulle jeg forklare ham det, uden at han troede at jeg var skør? "Jeg er kommet for at begynde forfra."
De hårdt spændte øjenbryn slappede af, og et hånligt smil gled hen over hans læber. "For at starte forfra?" Selv hans stemme var hånlig.
"Ja. Min skæbne var ikke i min gamle verden. Derfor er jeg kommet her." Jeg rettede ryggen. Jeg var ikke kommet her for at blivve hånet af en eller anden fremmed.
Han smilede, et varmt og oprigtigt smil. "Så velkommen da." Han slog ud med armen bag ham og et lys klart og varmt bredte sig ud fra mørket bag ham. Jeg kunne høre fuglesang og mærke en varm brise mod min kind.
Jeg tog forsigtigt et skridt frem, men enden jeg nåede han til lyset stilte han sig ind foran mig.
"Der er bare en lille ting, du bliver nød til at vide, enden du tager af sted ... " sagde han og et glimt i hans øjne fik mig til at tage et skridt tilbage ...

(Tænkte jeg lige ville samle det hele i et . Det er faktisk ret meget vi har fået skrevet!)

Et øjeblik tøvede jeg. Porten virkede større og mere skræmmende, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg fugtede mine læber, og lukkede øjnene. Et sidste skridt, og så ville jeg være der ... Et blændende lys eksploderede overalt omkring mig, mine øjne sveg afsindigt. Med et overrasket udbrud faldt jeg ned på mine knæ, skjulte mine øjne og nu også ørerne, for en tænderskærende, hvinende lyd fyldte den friske natteluft. Hvad var det, der skete?!
"Du skal ikke være bange," hviskede en stemme i mit hoved. Men jeg var bange. Mit hjerte hamrede som ville det eksplodere, og alt omkring mig virkede pludseligt tåget og fjernt. Stemmen fortsatte: "Alt er fint min ven. Men du var lige ved at begå en alvorlig fejl." den holdte en pause. Så forsatte den: "Der er ingen, forstår du, der har lov at gå gennem min port."
Lyset blev kraftigere og lyderne blev skingere. Det følelstes som om nogen havde sat ild til min krop, og det sved forfærdeligt.
"Ingen, må gå gennem min port. Men du skal ikke være bange. Du skal bare gå!"
'Skal jeg bare gå?' tænkte jeg forvildet. Hvad mente stemmen? Og hvem var det, der snakkede i mit hoved? Langsomt og klodset kom jeg på benene igen. Det føltes, som havde jeg drukket samtlige tønder vin i den lille landsbykro, jeg nogle dage forinden havde passeret i min søgen efter Porten.
"Men ..." mumlede jeg forvirret. "Jeg har gået så langt, kæmpet så hårdt - skal jeg bare tage hjem?" Alting virkede pludseligt lige meget, og mørket sænkede sig om mig som et slør. Der kom intet svar.
"Svar mig dog!" skreg jeg. "Hvad vil du have jeg skal gøre?" Men stemmen svarede ikke.
Pludselig åbnede porten sig langsomt og knirkende, og mørket på den anden side grinte af mig.
Hele mit liv havde jeg ventet på dette øjeblik, til at stå her foran denne enorme, mørke port. Og pludselig tøvede jeg. Var det virkelig det rette valg, jeg var ved at træffe? Var det rigtigt af mig at forlade min familie, mit tidligere liv for en historie, en gammel myte, jeg havde hørt for så længe siden, at jeg dårligt kunne gengive den for mig selv?
Stemmen forblev tavs, selvom jeg netop nu havde brug for dens råd. Jeg kunne mærke hvordan sveden begyndte at løbe ned af min pande, og hele min krop rystede. Alle jeg kendte kom frem i mine tanker, min familie og venner. Alle de muligheder jeg havde, alle de drømme der aldrig blev sande. Alt det jeg ville miste, hvis jeg tog et enkelt skridt.
I mine tanker sad jeg pludselig ved min gamle bedstefars seng. Jeg var måske elleve år på det tidspunkt, og han var på grænsen til at dø. Det var dér han havde fortalt om porten, og landet bagved. Jeg huskede stadig hvert et ord, og i mine tanker fortalte han den endnu en gang for mig:
"Langt derude findes en port. Du ville ikke tag fejl hvis den så den. Bag den findes en verden, hensides vores.
"Den gang jeg var ung, rejste jeg her fra vores lille by, for at finde denne port. De tog mig næsten to år. Mens jeg rejste mødte jeg en kvinde. Hun besluttede sig for at følges med mig. Hvorfor ved jeg ikke, men det gjorde hun bare.
"Da jeg endelig kom frem til Porten, var jeg blevet dybt forelsket i denne kvinde. Da jeg skulle til at træde gennem den, afslørede hun at hun var gravid og at jeg var faren. I det øjeblik opgav jeg tanken om den anden verden, og giftede mig med denne kvinde. Ja det var så din bedstemor, som du nok har gætte." han hostede og forsatte så: "Jeg aldrig senere fortrudt at jeg opgav min mulighed. Men nu er jeg gammel, og jeg skal snart dø.
"Men honnigblomst" (Det plejede han altid at kalde mig) "jeg synes du skal tage afsted. Jeg synes du skal prøve at finde Porten, for jeg kan ikke." han holdte en pause, hvor han hostede, og i et forfærdeligt øjeblik troede jeg han ville dø. Men så forsvandt hosten, og han forsatte:
"Jeg har aldrig fortrudt at jeg giftede mig med smukke Mathilda, men et sted i mit indre skriger porten og landet bag, på mig. Vent til du er gammel nok med at tage af sted, og skyg dig for kærlighedens fristelser. Mathilda tegnede dette kort," bedstefaderen rakte mig et kort. Han havde tåre i øjnene, da han rørt sagde: "Hun var en meget dygtig tegner. Meget smukt."
Jeg tog tøvende imod kortet. "Tak," hviskede jeg, og lod hånden glide hen ad det smukt tegnede kort.
Jeg røg ud af mine tanker, da jeg kom i tanke om kortet. Jeg havde tabt det i flugten fra landevejsrøverne der havde ligget i baghold. Det ærgrede mig, for havde jeg haft det kort ville jeg have været her for lang tid siden.
Så tog jeg en dyb indånding, og jeg så mig ikke tilbage, før jeg tog det sidste skridt ind i den anden verden.

*

Alt var sort. Der var intet lys.
Men jeg forsatte med at gå. Højre, venstre, højre, venstre.
Mit hoved føleltes klodt, og mit hjerteslag var den eneste lyd i dette mørke. Nej, vent! Ikke det eneste lyd der var en anden. Den var svag men den var der. Jeg vidste ikke hvor den kom fra. Til højre for mig? Til venstre for mig. Over mig? Under mig? Foran mig? Bag ved mig?
Lyden voksede og blev til en stemme. Nej, flere stemmer. "Stilhed ... stilhed ... Ingen lyde ... Vi. Må. Have. Stilhed."
"Hvem er I?" råbte jeg ud i mørket. En sveddråbe begyndte at løbe fra min hårgrænse, og ned ad min kind. Jeg begyndte at sætte tempoet op. Jeg måtte væk! Hvor var den anden verden? Var Porten bare en drøm?
"STILHED! Vi. VIL. HAVE: STILHED!" skreg stemmerne. Lyden vibrede gennem mit hoved og jeg faldt ned på mine knæ. Jeg pressede min hænder mod ørene, for at holde den hvinnende lyd ude. Jeg måtte forsætte.
"Vær søde ..." hviskede jeg med sammenknebne læber, "... vær søde at stoppe ..."
"RO!" råbte stemmerne. "VI. VIL. HAVE: RO! FORSVIND MED DIG! DU HØRER IKKE TIL HER." Jeg rejste mig igen, og begyndte at løbe gennem mørket, stadig med hænderne godt dækket over ørene. Stemmerne fortsatte, og de blev højere for mit indre øre, men jeg fortsatte uden tøven.
Så stoppede det hele pludseligt. Mine ben ville ikke røre længere, det var som om de var muret fast til jorden, og stemmerne var stoppet. Hele mit ansigt var nu vådt af sved, og jeg hostede og stønnede for at få luften tilbage i lungerne. I det samme kom en gennemsigtig, hvid skikkelse gående mod mig i mørket.
"Hvem er du, der forstyrrer vores drømme?" spurgte stemmen med en ren, klar stemme. Det var en ung mand, med vrede øjenbryn og et roligt, koldt ansigt. "Svar!"
Stemmen var hård og afvisende, og jeg turde ikke andet end at stirre på ham. De vrede øjenbryn, der var krummet sammen, som en bue klar til skud, overbeviste mig om at jeg burde svare ham- snart.
Men ikke en lyd kom ud over mine sprukne læber. Ikke en lyd.
Da den unge mand, havde kigget indgående på mig et stykke tid, prustede han foragtet "Du kan lige så godt svare".
Mine øjne flakkede fra side til side og jeg blev enig med mig selv om at jeg godt kunne. Nej, at jeg ville svare. Mine stemme var hæs og tyndslidt, som om jeg havde skreget i flere timer.
"Jeg har fået fortalt at der skulle være, en anden verden. Bag porten. Hvilket vil sige... Her!" Jeg kiggede opgivende på den unge mand, med de vrede øjenbryn.
Han lagde hovedet på skrå og armene overkors.
"Hvad vil du i vores verden? Her er intet at finde, for en udefrakommende." det sidste sagde han med foragt, som en hån. Jeg vendtede været øjeblik at han skulle begynde at råbe ad mig.
"Jeg ... jeg ... " jeg gik i stå. Hvordan skulle jeg forklare ham det, uden at han troede at jeg var skør? "Jeg er kommet for at begynde forfra."
De hårdt spændte øjenbryn slappede af, og et hånligt smil gled hen over hans læber. "For at starte forfra?" Selv hans stemme var hånlig.
"Ja. Min skæbne var ikke i min gamle verden. Derfor er jeg kommet her." Jeg rettede ryggen. Jeg var ikke kommet her for at blivve hånet af en eller anden fremmed.
Han smilede, et varmt og oprigtigt smil. "Så velkommen da." Han slog ud med armen bag ham og et lys klart og varmt bredte sig ud fra mørket bag ham. Jeg kunne høre fuglesang og mærke en varm brise mod min kind.
Jeg tog forsigtigt et skridt frem, men enden jeg nåede han til lyset stilte han sig ind foran mig.
"Der er bare en lille ting, du bliver nød til at vide, enden du tager af sted ... " sagde han og et glimt i hans øjne fik mig til at tage et skridt tilbage ...

"Hvis du gør det, vil du kun kunne leve her i elleve år." Jeg måbede, men han fortsatte ufortrødent. "Men der er også en anden mulighed: tag tilbage til din egen verden, og opgiv denne falske drøm om at starte forfra. Bah! Hvor end du er, vil fortiden opsøge dig."
"Kun elleve år?" spurgte jeg skræmt. "Hvorfor kan jeg kun leve her i elleve år? Hvad sker der hvis der går tolv, eller tretten år?" Det med fortiden havde jeg ikke lyst til at tænke på.

Han lo. En ond og grufuld latter.
"Hvad der sker." Han holdte op med at le og lænnede sig ned til mig og så mig dybt ind i øjnene. "Der sker det at du langsomt vil glemme hvem du er, hvad du hedder, hvor gammel du er og hvad menigen med det liv er. Og derefter ... " han holdte en pause, stirrede ind i minne øjne, og et hånligt smil gled over hans læber. "Derefter begår du højst sansynligt selvmord."
Jeg skælvede. Han var vildt skræmmende. Men hvad der var mere skræmmende, var tanken om at begå selvmord.
Min mor, hun havde gjort det. En dag, da jeg var kommet hjem fra et besøg hos smeden, havde jeg fundet hende. Liggende på gulvet, med en kniv stikkende ud af maven. Hendes hænder havde holdt krampagtigt fast om kniv skæfte. Jeg glemmer aldrig hendes ansigtudtryk. Et hånligt smil, som lo hun ad døden, grinte af hans forsøg på at få hende med. Lo af mig, fordi jeg ikke kunne nå at redde hende, fra hende selv.
"Jeg ... jeg ... " min stemme skælvede. Jeg sank og løftede panden og kiggede han dybt ind i øjnene. "Jeg er ikke som dem. Jeg giver ikke op." Min stemme fik mere og mere styrke mens jeg talte, og snart kunne jeg stå uden at krumme sammen og kigge ham i øjnene. "Mit mål er ikke klart nu, men jeg ved, at hvad end det er jeg skal udføre her i livet, så bliver det ikke at begå selvmord."
Jeg skubbede mig forbi ham og tog det sidste skridt ud i lyset.

Så eksploderede det hele i et kraftigt og gennemtrængende lys, og jeg måtte dække mine hænder for øjnene. Tusindvis af stemmer sang en blid hymne i baggrunden, men jeg kunne hverken se personerne der sang dem, eller synge med.
Så blev sangen pludselig overdøvet af et gennemtrængende skrig, og før det gik op for mig at det var mit eget, blev alt omkring sort.

Først troede jeg at min krop ville eksplodere. Jeg gik rundt i mørke uden at kunne sanse, og for hvert skridt smertede hele min krop på ny. Jeg kunne høre stemmer der råbte på mig, og mærke nogen ruske i mig, men lige meget hjalp det, og til sidst tav stemmerne og lod mig være. Jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig at komme til mig selv igen, komme til bevidsthed, med et tykt slør havde bredt sig over mig, og jeg kunne kun sanse den frygtelig smerte i min krop.
Men så en dag hørte jeg en blød, gennemtrængende stemme, som var den eneste der kunne bryde igennem mørket ind til mig. Det var en dansende pigestemme, der bad mig komme tilbage. "Kæmp," sagde hun. "Du bliver nød til at kæmpe, ellers vil mørket tage dig. Lyt til mig, og kæmp."
Jeg havde lyst til at spørge hende hvordan jeg skulle kæmpe, og hvad smerten var for noget, men hun sagde intet andet end at jeg skulle kæmpe.

"Hvordan?" Skreg jeg med hænderne presset med hovedet. Et forfærdeligt tryk var fanget derinde og pressede alt hvad det kunne. Det måtte stoppe. Det skulle det. Jeg kunne ikke holde til det.
Igen ekkoede et skingert skrig igennem tomheden og blev hurtigt efterfulgt af et nyt, men jeg kunne ikke lade være. Jeg blev bare ved og ved, mens trykket steg. Det var umuligt at tænke. En svag stemme beordrede mig til at kæmpe, men smerten overdøvede det hele. Mit hovede var ved at sprænges. Jeg borede fingrende ned i håret og mærkede dem blive våde, som mine negle brød igennem den tynde hud, men selv ikke det varme blod, der langsomt piblede ned over mit ansigt, kunne fjerne opmærksomheden. Det var ulideligt.
Så så jeg pludselig et ansigt for mig. En syvårigs runde, uskyldige øjne, der stirrede på mig igennem tårehinderne og den lille, blodige mund, der skrigende bønfaldt mig om at gøre noget, inden de stærke hænder greb de spinkle skuldre og trak hende igennem menneskemængden og væk fra mig. Skulle jeg opgive alt det, jeg havde kæmpet så hårdt for?
Et langt, vedvarende skrig flød udover mine læber, men denne gang var det anderledes, ikke af smerte, men af simpel benægtelse, og jeg nægtede at stoppe. Min hals trak sig sammen af iltmangel, og verden begyndte af snurre, men jeg blev ved.
Tiden forsvandt. På et tidspunkt faldt jeg sammen, men jeg blev liggende, mens min krop sanseløst fortsatte.
Til sidst kunne jeg ikke mere. Lammet af udmattelse gispede jeg efter vejret, men hver indånding smertede, lig hver anden celle i min krop. Det var først længe efter, at det gik op for mig, at stemmerne var forsvundet. Verden var ikke længere sort omkring mig, bare grå.

Jeg rystede. Pigens ansigt var nu lige foran mig. Et smukt ansigt, med de skønneste blå øjne. Der var bare noget underligt. Pigens hoved svævede. "Kom med mig! Kom med mig! Jeg kan gøre dig stærk igen". Fristelsen begyndte at komme. Men jeg huskede hvad min bedstefar sagde. "Skygge dig ikke for kærlighedens fristelser.