Hej, kom og vær med. Her er min lille indsats, og i kan skrive så meget i vil.



Han sagde ikke et ord. Lyden ville skræmme ham, og udnytte hans uforbederlige rædsel, som bredte sig i hans krop. Hans hjerte hamrede i hans bryst i jamrende, klagende toner, som fortsatte i den samme regelmæssige banken.
Dunk, dunk, dunk, sagde det.

Muligvis havde han været modig i starten, men det var så lang tid siden, at han umuligt kunne huske det. Tankerne forsvandt mere og mere, jo længere han vandrede ind i mørket. Minder og glæder var et håbløst ønske, og hans eneste glade tanke var erindringen om lyset, som han frygtede, også snart ville forsvinde fra hans hjerne.
Stemmerne hviskede i hans øre. Skreg af ham, grinte af ham, og selv hvis grinende havde været venlige og ikke den ondskabsfulde latter, ville han stadig hade dem.
Mørke … hviskede de hele tiden. Mørke er alt … Han lukkede øjnene og holdte sig for ørene, men stemmerne fandtes kun i hans hoved, og de var umulige at lukke ud.
Du dør … Din krop udmagres, sulten gnaver i din mave, halsen er tør og salt. Dit hjerte, din vejrtrækning, dine skridt. Deres lyde vil forsvinde i mørket, som et blad falder af træet. Langsomt, lydløst, u-i-n-t-e-r-r-e-s-a-n-t … Det sidste ord sørgede de omhyggeligt at skære ud i pap, så det ikke kunne undgås at høres.
Han begyndte at løbe. Benene kunne næsten ikke bære ham, men alligevel fulgte de ham trofast.
’Jeg vil væk’, tænkte han. ’Væk fra det helvede’.
Deres latter blev højere. Han løber … han prøver at flygte … stakkels dreng, har han aldrig lært at man ikke kan løbe fra døden?... Han dør … stakkels, stakkels dreng …
’Hold mund!’ tænkte han. Alligevel stoppede han med at løbe.

Han besvimede. Der var intet han kunne gøre. Alt var væk. Hans elskede tvilingesøster, hans forældre, hans liv. De havde været lyset. Han faldt og faldt i et uendelig mørke. Da han igen vågnede, var han ikke i mørket. Men han hvor var...?

han, kommer til sig selv, men tør ikke åbne øjene. han åbner den forsigtigt på klem han ligger i en seng, der er hvidt gulv og hvide vægge. han drejer hovdet og til hver side står der 3 udstoppet mennesker. han ville skrige, men så bliver der stukket en nål i ham. han ved han dør og ender som de mennesker om kring ham som var hans familie.

Han kiggede ned på sine hænder. Blod. Rødt blod klistrede til hans fingre. Pulsen steg. Det dunkede i hans pande. Bag tindingen. Pupillerne udvidede sig. Frygt. Det var følelsen, der var inden i ham. Frygt. Rædsel. Latteren lagde sig i hans baghoved og irriterede hans hørelse. Håndfladerne lagde sig langsomt omkring hans kinder. Fingrene fulgte håret om til ørerne. Han trykkede let. Latteren forsvandt ikke. Den blev derimod højere. Og højere. Læberne viberede og kæben var spændt. Tænderne pressede sig mod i hinanden, og han hivede luft ind i ryk. Knæene knækkede sammen under ham og luften pressede ham ned mod jorden.