Grønne Øjne af Dennis Jürgensen
Du kan ikke bedømme emner
Forfatter: Dennis Jürgensen
Kort beskrivelse af indholdet i bogen: Grønne øjne er en gyser for de garvede børn og unge. Kosten er til tider så hård, at det ikke kan anbefales til de sarte
Udgivelsesår: 1985
ISBN: 978-87-588-0729-4
Forlag: Tellerup
Samlet bedømmelse:
7/10
Sprog:
7/10
Handling:
7/10
Underholdningsværdi:
7/10
Dette er faktisk en novellesamling med fire historier. Flere gennemgående træk ses dog i alle noveller såsom en stor tung nøgle med initialerne HM, en stor sort ubehagelig hund med grønne øjne og ikke mindst en fortællestil, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig, mens og efter du har læst dem.
Det hele foregår i en lille fredelig landsby ude på landet. Området har dog en dyster fortid, der bl. a. byder på en stor bygning ensomt beliggende på en bakke lige ved siden af en meget stor kirkegård, som selv ligger i nærheden af resterne af en ruin med en brønd, der efter sigende har været rammen om et drama for mange år siden. Det er dog ikke nødvendigt at være i nærheden af nogen af de steder, for at det kan gå helt galt. Forbandelserne lurer nemlig også i nye skikkelser, som er lige så dødbringende som de mere klassiske.
"Grønne øjne" er en gyser for de garvede børn og unge. Kosten er til tider så hård, at det ikke kan anbefales til de sarte, der vil have deres nattesøvn i ro (fred være med jer). Langt de fleste anmeldere er af den opfattelse, at det er skrevet på en meget attraktiv måde og har en stil, som Dennis altid har været kendt for. Som hans første gyserbog går den dog lige til benet, når det drejer sig om at give dig kuldegysninger. Det makabre dukker til tider op som en trold i en æske og øger uhyggen til det direkte ubehagelige læsning. Det hele bliver dog holdt sammen af 4 historier, der aldrig mister overtaget mod det væmmelige, men holder det i kort snor, så læseren er nødt til at få det med. De fire historier er desuden vævet sammen af krydsreferencer (henvisninger til hinanden), så du for hver historie bliver klogere på de andre. Vær varsom hvis du giver dig i kast med at læse den: Jyllandspostens anmelder måtte døje med mange lidelser efter endt læsning på trods af sin alder. Skrap bog for dem, der er til gys.
Du sidder i en behagelig lænestol i din egen, sikre, dunkle stue, kun omgivet af det bløde skær fra en standerlampe. Du vender ivrigt et blad i din bog. Kan det blive mere nervepirrende?
Lampen blinker, lyset går ud. 'Åh,pis', tænker du, der er ikke flere sparepærer i køkkenskuffen. Du rejser dig fra stolen og lægger bogen til side. Det var måske også på tide at komme i seng.
Hov. Hvad var det? Du står ubevægelig i mørket og prøver at finde ud af hvad det var du hørte. En skraben? En knurren?
Frygten sniger sig stille ind bag på dig og lægger sin klamme hånd om din nakke. Det løber dig koldt ned ad ryggen. Var der noget der bevægede sig, uden for vinduet? En mørk skygge?
Pludselig er dét der igen, en stor klat af mørke der træder ud fra buskene og sniger sig frem mod huset.
Du gisper af skræk, men ånder så lettet op. Det er bare en hund. Sikkert naboens skabede køter. Hvorfor holder de ikke det møgdyr inde om natten i stedet for at den render rundt og skræmmer andre fra vid og sans? Du bliver også lidt irriteret på dig selv over at være blevet så bange og træder modigt frem mod terrassedørens glas.
"Smut med dig, hund. Skrub af". Den adlyder ikke. Den har egentlig nogle foruroligende øjne, grønne og stirrende. Du prøver igen. "Gå hjem. Forsvind så!" I stedet blotter den tænderne i en snerren. Frygten begynder igen at prikke hen over din hud. 'Men den kan ikke nå mig, ikke herinde. Den kan...'
Du når ikke at tænke tanken til ende før dyret har sat af fra plænen, brager igennem ruden og lander knurren på dit bryst, sigtende efter din strube...
Det er sådan en bog.
Senest redigeret af Boris : 25-08-09 kl. 16:46
Bogmærker