Carrie af Stephen King
Du kan ikke bedømme emner
Forfatter: Stephen King
Forfatterens hjemmeside
Bogen kort fortalt: Jeg vil klart anbefale denne her bog til alle og enhver, der skulle have trangen til det. Carrie er en fantastisk roman, som jeg gerne ville indlemme i min bogsamling. Læs den!
Udgivelsesår: 1990
ISBN: 9780671039721
Forlag: Artia
Samlet bedømmelse:
10/10
Sprog:
10/10
Handling:
9/10
Underholdningsværdi:
9/10
-Har nogen af her prøvet at tænke over, at Carrie White også har følelser? Er deroverhovedet nogen af jer, der nogensinde tænker? Sue? Fern? Helen? Jessica? Nogen af jer? I synes, hun er grim. Godt, I er alle sammen grimme. Det opdagede jeg fredag morgen.
Chris Hargensen mumlede noget om, at hendes far var advokat.
-Hold kæft! Skreg Desjardin hende ind i ansigtet. Chris veg så pludseligt tilbage, at hendes hoved ramte skabet bag hende. Hun begyndte at hyle og gned sit hoved.
-En eneste bemærkning til fra dig, sagde Desjardin dæmpet, -så smider jeg dig tværs gennem lokalet. Har du lyst til at prøve at finde ud af, om jeg mener det?
Chris som tilsyneladende havde besluttet, at hun havde med en sindssyg at gøre, sagde ingenting.
Desjardin satte hænderne i siden. -Kontoret har besluttet at I piger skal straffes. Det bliver ikke min straf, desværre. Min idé var tre dages bortvisning og ingen deltagelse i afslutningsballet.
Det hele starter den dag Carrie får sin første menstruation. Nej, måske er det i virkeligheden endnu tidligere. Måske startede det allerede dengang hun var helt lille, og fik sutteflasken til at svæve.
Carrie er sær. Det er ikke noget nyt. Hun har altid været pigen, som aldrig var med til noget. Pigen der ikke vidste, hvad en menstruation overhovedet var. Pigen man bare kunne mobbe efter godt befindende. Hun voksede op med en dybt religiøs mor, som så synden i stort set alt, og som enten slog eller lukkede datteren ind i et skab i flere timer, når hun gjorde noget forkert. Det kunne for eksempel være at tillade sig at få menstruation, at svare sin mor igen eller noget i den retning.
Carrie har telekinesiske evner. Evner hun opdager ikke længe efter episoden i pigernes omklædningsrum. Evner hun ikke tøver med at tage i brug, da det hele går over gevind. Det hele kulminerer på samme tid - mobningen når et højdepunkt og morens fanatisme bliver for meget for Carrie. Og da er det, at hun slipper frygtelige kræfter løs...
Jeg nød meget at læse dette værk. De 200 sider vendte sig på ingen tid, og snart var jeg færdig med hele balladen. Snart var eventyret slut, finito, og Carrie ude af verden. Den sidste side i bogen er vendt, og jeg vender blikket mod andre bøger, andre historier. Det var egentlig lidt trist, for jeg var begyndt omsider at holde en lille smule af hende, selvom jeg aldrig kom til at synes så godt om hende. Alligevel fungerede bogen - det plejer ellers at trække lidt ned, hvis jeg aldrig bliver fascineret eller kommer til at kunne lide hovedpersonen.
Carrie var godt komponeret med skiftende mellem uddrag af rapporter og lignede, og så den normale fortælling. Selvom der indgik telekinese argumenterede King godt for det (han har et eller andet med overnaturlige evner), og det virkede ikke så urealistisk, som det kunne have gjort.
Indtil videre er jeg, i mit ikke så lange King-bekendskab, endnu ikke stødt på de helt store gysere; forstået på den måde, at Carrie ikke er en bog, der får en til at ligge søvnløs om natten, mens man er ved at tisse i bukserne af skræk for de monstre, der givetvis skulle op. Der indgår naturligvis klamme ting og sager, men nej; intet i den størrelsesorden, at jeg synes, at man bør passe på med at læse den, hvis man er den letpåvirkelige type.
Der indgår en mikroskopisk smule erotik, som egentlig ikke betyder det store - men den er der. Så hvis du absolut ikke har lyst til at læse blot et afsnit af den slags, vil jeg lige forberede dig. Men det er, ligesom med gyset, heller ikke noget, bogen er præget af i store doser.
Jeg vil klart anbefale denne her bog til alle og enhver, der skulle have trangen til det. Carrie er en fantastisk roman, som jeg gerne ville indlemme i min bogsamling. Læs den!
Bogmærker