Dette er endnu én af forfatterens "små" gysere, hvor han giver sit bud på klassiske gyser-elementer. Det har han gjort rigtigt godt i tidligere udgivelser såsom:
Tidevandet = væmmelige uhyrer fra havet
De døde brødre = spøgelser
Ulm = varulve
De sorte symboler = hekse
Det er ofte fra filmens verden forfatterens inspiration kommer. Jeg følte i hvert fald at netop denne fortælling spiller meget på alle de uhyggelige film, hvor folk helt hjernedødt samler en skummel blaffer op på en øde vejstrækning, blandet med en del af mytologien bag filmatiseringerne af Stephen Kings "Children of the Corn".
Og det er skam en fin ting - det er i hvert fald underholdende.

De hviskende Veje handler i korte træk om det unge par Charlotte og Alexander der er på vej på ferie. De er på vej mod lufthavnen i en lånt bil, da de farer vild i tågen på en gammel (og meget skummel) vejstrækning. Flere klassiske gysertricks kastes nu efter de stakkelshovedpersoner. Deres gps kører om hjørner med dem, deres ure går i stå, selvom de fortsætter ligeud ad vejen oplever de gentagne gange at de passerer de samme landemærker ... og så er der blafferen. I deres hjertes godhed samler de en ung fyr op, som ser ud som om han har været mishandler, men intet er hvad det giver sig ud for i tågen, og de to hovedpersoner er godt igang med deres livs mareridt.

Det er en rigtigt god og effektiv gyser. Det eneste der ødelægger det en smule for mig, er at man fra starten af bogen ved, at det er Charlotte der fortæller historien. Så vi er i hvert fald sikre på, at HUN nok skal overleve. Men Nick Clausen skal bruge dette til bogens sidste "twist", så det må man jo acceptere :-)

Jeg kan varmt anbefale den hvis du kender forfatteren, og måske har læst hans andre gysere - den med de mørke omslag fra forlaget Tellerup (du må endelig ikke tro at den kommer op i klasse med "Silhuet", som er det bedste forfatteren har skrevet). Hvis du ikke kender forfatteren, skal du nok lige låne den fra Biblioteket, før du beslutter dig for om du skal ønske dig den til jul :-)