Kris er død. Helt død. I en ulykke. Uanset rygterne om druk, skænderier og skubben.
Men nu er han død. Var det Kims skyld? Eller bærer Kris den helt selv.
Og hvorfor er det at alle andre lever videre? Hvorfor er Tonje stadig pisse lækker, Axel Bratt pisse irritrende og Møgkedelig-Uden-Hals stadig uden sin pisse hals?
Hvorfor vil alle stadig tale om det, når Kim helst vil glemme. For Kris kommer ikke tilbage uanset hvad.
Og så den liste de lavede: Ti Ting Vi Bare Skal Gøre, Inden Vi Dør. Hvem skal Kim nu lave alt det med?
Er der overhovedet nogen der kan svare på det spørgsmål? Hvem skal Kim nu være sammen med? Den eneste han vil være sammen med er død. Har efterladt ham, som eneste vidne.

Kim og Kris er bedste venner. VAR bedste venner, for Kris døde den nat. Lige på slaget tolv. Og Kim er den eneste der ved hvad der rigtig skete.
De to drenge har stort set lavet alt sammen. Kris lidt fremme i skoene, ville gerne noget mere og Kim lidt slæbende bagefter men alligevel med. Men pludselig efter den nat, står Kim alene. Og hvad gør man egentlig så? Fortsætter man bare som før, dog uden Kris, eller blever man depri?
Der sættes spørgsmålstegn ved det hele, omkring sin vens død. For hvad gør man egentlig? Kan man skruge tiden tilbage og forhindre det?

En bog om hvilke tanker Kim gør sig, i ugerne efter Kris er død. Hvordan hans følelser skrifter omkring det. Hvad han tænker og siger til Kris hele tiden inden i sit hoved.
Alt bliver sagt på en ligefrem måde fordi det er Kim der fortæller historien. Hvad han ser. Hvad han tænker. Det giver bogen en hurtig rytme og tager fat på svære emner i et sprog der er let at forstå, som går rent ind.

Det satte også gang i en masse tanker hos mig. Især ordet "knips" bliver brugt mange gange. "Knips. Så er det slut" For det kan jo ske. Hvordan ville jeg selv reagere. Hvad ville jeg huske. Ville jeg overhovdet kunne glemme? Eller bare blive glad?

Jeg synes det er ret god bog, måske lidt mainstream i emnet og på et tidspunkt anes plottet også lidt tydeligt. Men de er først henmod slutningen, som jeg måske kunne have tænkt mig anderledes.
Jeg kunne rigtig godt lide sproget, selv om det var poppet og drenget (hvad ved jeg?). Fordi Kris og Kim er samme alder som mig føltes det også meget tættere på, hvilket på en måde var lidt hårdt.

For det kan ske så let at folk dør...

JosephineNV: Denne anmeldelse er genpostet, da den ikke kunne redigeres i anmeldersystemet (hvis du undrer dig over at den lige pludselig optræder som ny anmeldelse!)