Linse er tolv år og fire måneder. Hendes bryster er ømme og hendes bedste ven, Gordon, har limet sherryglas fast til øjnene med superlim, fordi han vil finde parallelverdner. Linse gider ikke ride på heste, for den smed hende af og fra jorden af, ser sådan en hest temmelig stor ud. For et år siden blev Linses forældre skilt, også selvom Linse truede med at begå selvmord lige indtil de holdt op. Skilt blev de alligevel. I starten kunne Linses lillebror Bento ikke finde rundt i fars nye hus, så han tissede i et skab. Linse og Bento kan ikke lide fars babysittere, der overnatter i fars seng og de kan heller ikke lide mors nye kæreste, der får mor til at grine alt for højt. Far har meget store sko. Så store, at de kommer ind i et rum inden han gør. Han er en lille bitte mand og han holdt op med at vokse, da hans egen far stak af, da han var tolv. Linse vil ikke stoppe med at vokse, bare fordi mor og far er skilt, så hvad gør man? Og hvordan finder man egentligt ud af om man er forelsket i ham den smarte Linus fra klassen? Måske er det bare en halsbetændelse?



Undskyld Boris...
Det tog tre rykkere fra Boris, før jeg fik skrevet anmeldelsen... en løftet pegefinger... et piskesmæld.
For hvor ser den bog dog kedelig ud. Jeg kunne bare ikke tage mig sammen og få læst den. Med tungt hjerte fik min samvittighed gjort det af med mig... også er jeg lidt bange for Boris... han sender det skrappeste blik .


En kop kaffe... også i gang - og allerede fem sider inde i bogen, indså jeg min store fejl. Min arrogance. Min hybris.


Jeg skammer mig... så meget. Det er en af de bedste bøger jeg har læst. Jeg græmmer mig, jeg skammer mig og har stillet mig selv over i krogen med en grim hat på. Jeg svæver, at jeg aldrig mere vil dømme en bog på dens udseende. Jeg er fuldstændig vild med Moni Nilsson. Næsten forelsket...

Når jeg læser en bog til anmeldelse, sætter jeg små note-it på de sider jeg synes er særligt gode; smukke sætninger, gode tanker eller bare en beskrivelse. "Linse og Gordon Kunsten at kysse og en lille far med store sko" er nu nærmest dækket til med neon-farvede små striber, der hænger sløvt ud fra de knap 110 sider, og de har alle sammen opgivet, at gøre opmærksom på sig selv. Der er den ene mere rørende og smukt formulerede sætning efter den anden. Den næsten drukner i en vidunderlig, mild humor som skære lige ind i hjertet og rammer så dybt. Jeg blev berørt og fik tåre i øjnene, samtidigt med at der sad et lille smil på læberne.


Moni Nilsson skriver så dejligt, beskriver så enkelt og troværdigt en piges liv og et venskab. Det er hverken fortænkt eller kunstigt. Linse er en vidunderlig karakter, der skal håndtere både skole, irriterende lillebror, en krop i udbrud og forældrenes skilsmisse.


Alle børn, uanset køn, i hele danmark, der har oplevet en skilsmisse burde give denne bog til deres forældre og tvinge dem til at læse den højt. Hver aften - to uger i træk!

Oprindeligt indsendt af fritzeline

Det tog tre rykkere fra Boris, før jeg fik skrevet anmeldelsen... en løftet pegefinger... et piskesmæld.
For hvor ser den bog dog kedelig ud. Jeg kunne bare ikke tage mig sammen og få læst den. Med tungt hjerte fik min samvittighed gjort det af med mig... også er jeg lidt bange for Boris... han sender det skrappeste blik .

Muahahahah... me having fun