Pretty Little Liars er en serie i 4 dele:
1: Løgne
2: Hemmeligheder
3: Skandaler¨
4 Afsløringer


Dette er Sara Shepards første store serie, der både kom på bestsellerlisterne i USA og er kommet som tv-serie. Den kan også købes for billige penge på DVD:
Senere har samme forfatter skrevet serien Lying Game, der også er kommet på Politiken, men Pretty Liars var den, der først udkom i Danmark, og den har jeg tidligere anmeldt (med begejstring) her på Boggnasker.


Jeg havde glædet mig til at læse denne serie, men jeg er blevet skuffet. Det er helt utroligt, så meget handlingen i Pretty Liars identisk med Shepards nye serie, Lying Game. Den nye serie (altså Lying Game) er bare bedre, både plotmæssigt og fortællemæssigt. Forfatteren har selvfølgelig lært noget af at skrive så mange bøger, og det bruger hun, da hun skriver Lying Game, bl.a . ved at have en sympatisk hovedperson som fortæller. Det har hun ikke i Pretty Liars. Der har hun fire hovedpersoner, som det ud over måske Aria, er meget svært at holde af.


Historien i Pretty Little Liars (som altså er den mindst vellykkede af serierne, det kan være svært at hitte rundt i, titlerne fordi de oven i købet HEDDER næsten det samme) handler om en flok meget rige piger, der går meget op i lækkert tøj og udseende og kærester og i at være populær i skolen, og som bor i et velhaverkvarter i USA. De har en fælles veninde, Alison, der er den lækreste pige på skolen, men som også er perfid, spiller de andre ud mod hinanden og får dem til at gå lige til grænsen - og lidt over - for hvad man kan tillade sig (fuldstændig som i Lying Game)
En dag forsvinder hun (er formentlig slået ihjel), og den formodede morder begynder at sende de fire veninder sms'er i tide og utide. Det virker som om han (eller hun) ved alt om de fire piger og gør alt for at ødelægge deres liv. De tør ikke gå til politiet, og i løbet af de fire bøger lærer man flere og flere i omgangskredsen at kende og kan gætte med på, hvem den mystiske 'A*, der sender beskederne er.


Det er et fint plot, men som sagt genbruges det også (bedre) i den senere serie. Og genbruget er på mange fronter: De store linjer, pigetyperne, ja helt ned til småscener om, at en af pigerne tages i at stjæle i en butik er ens. I den nye serie spiler pigerne tennis, i den her spiller de hockey og svømmer, men miljøet omkring skolen og idrætten og festerne er overordnet fuldstændig ens. I den ene serie hærges hovedpersonerne af sms'er. I den anden hærges hovedpersonen af sms'er, beskeder og skygger.


Det slår mig også, hvor ens, de fire hovedpersoner er beskrevet i Pretty Little Liars. På overfladen er de meget forskellige: Hippien, stræberen, svømmepigen og den lækre pige der engang var tyk. Men de taler og beskrives så ens i denne bog, at jeg har virkelig svært ved at sætte forskellige personligheder på dem, og efter fire bøger kan jeg stadig ikke pege på coverbilledet og præcis sige, hvem der er Hannah og hvem der er Aria (og det nytter ikke noget at se serien. Det er andre skuespillere, der er med der). Det er bare ikke godt nok.
Der er også smuttere i bogen, der burde være rettet for længst af enten forfatter eller redaktør (eller det danske forlag). Aria har f.eks. forældre, "der gerne vil have at deres børn kalder dem ved fornavn", men blot et par sider længere henne, kalder både Aria og hendes bror, deres mor for 'Mor' i direkte tale som den naturligste ting i verden.


Min anbefaling er: Spring Pretty Little Liars over, og gå direkte til Lying Game. Så kan du altid vende tilbage og læse den første serie som bonuslæsning, hvis du bare ikke har fået nok af genren og forfatteren. Der er ingen grund til at starte her.

(Ja, jeg er den sure møganmelder i dag. Sorry.)