Ham der søger Døden af Bent Haller
Du kan ikke bedømme emner
Forfatter: Bent Haller
Forfatterens hjemmeside
Kort beskrivelse af indholdet i bogen: Lau på 12 er død og rejser gennem de 7 himmelhuse.
Udgivelsesår: 2010
ISBN: 9788763813099
Forlag: Høst & Søn
Samlet bedømmelse:
8/10
Sprog:
10/10
Handling:
8/10
Underholdningsværdi:
6/10
Bent Haller har med ‘Ham der søger Døden’ uden tvivl skrevet en meget fornem bog. Lang, vægtig, vedkommende. Han formår oven i købet at skrive på en måde, så bogens form svarer til dens indhold: Den forvirring og magtesløshed, som hovedpersonen, Lau på 12 år, oplever historien igennem, bliver også læserens oplevelse. Det er ikke til at holde rede på tid og sted! Det er litterært flot, men måske også bogens svaghed: Den bliver vældig krævende at læse.
Et af kravene består i at have et vist kendskab til både sin bibelhistorie og menneskets historie i det hele taget. Der refereres uafbrudt til mytologi fra hele verden, græske, romerske og ægyptiske guder – bl.a.. Nordiske myter og naturreligion. Som voksen læser fungerer ens forhåndskendskab til alt det som en støtte for at kunne finde hoved og hale i, hvad der foregår omkring Lau. Er man et barn eller en ung, der ikke kender ret meget til religion og mytologi, er det min forestilling, at man vil være temmelig fortabt. Forvirringen vil blive for stor. Jeg tror egentlig, at jeg slet ikke synes, at ‘Ham der søger Døden’ er en børnebog!
Lau bliver en aften hentet i bil af sin mor hos sin kammerat Marcus, og han ved, at det vil gå galt. Det gør det også: Både han og hans mor bliver dræbt på vejen hjem. Derefter finder de sig selv i et venteværelse, hvor de på et tidspunkt – næh: for tid findes ikke mere – bliver afhentet af en engel. Som fører dem hen til den første verden, ud af syv, hvor de møder hele deres slægt.
Det frygtelige er, at alting gentager sig. Lau oplever igen og igen, at han bliver hentet hos Marcus, prøver at få sin mor til at lade bilen stå, bliver dræbt. Eller at han igen og igen bliver født, som et barn, der husker, hvad der vil ske med ham på en præcis dato, som opleves som ‘synsk’, fordi han ved alting på forhånd, og som ikke kan ændre på en tøddel. Det er bare ikke til at holde ud.
Men så møder han 10-årige Beatrice, der døde i 1536, og sammen går de i gang med en forbudt rejse fra verden til verden i håbet om at komme frem til den syvende, hvor Døden bor – den død, der kan sætte en stopper for gentagelserne.
Vi følger de to gennem de forskellige verdener, som alle er præget af, at tid, afstand, op og ned ikke findes, at alt er styret af en anden fysisk logik end den, vi kender til. Overvældende!
Der er umådelig meget information at hente i ‘Ham der søger Døden’, og der er lige så umådelig meget at gå i gang med at tænke over. For meget for de fleste, tror jeg. Jeg vil i al fald anbefale, at en ung læser har en voksen medlæser for at kunne finde svar på de mange spørgsmål, der uden tvivl vil dukke frem undervejs.
Høst & Søn, 2010
330 sider, 249,95 kroner
Udkommer 27.8. 2010
Venlig hilsen
Janne Hejgaard
Senest redigeret af kathrine : 01-02-12 kl. 10:56
Bogmærker